Indhold

Ugen's Ord 2005
25 Landets frugt, del 1
af Rick Joyner

Josua 5:8-12.
8 Da så hele Folket var blevet omskåret, holdt de sig i Ro, hvor de var i Lejren, indtil de kom sig.

9 Men Herren sagde til Josua: "I Dag har jeg bortvæltet Ægypternes Forsmædelse fra eder." Og han kaldte dette Sted Gilgal, som det hedder den Dag i Dag.

10 Medens Israeliterne lå i Lejr i Gilgal, fejrede de Påsken om Aftenen
den fjortende Dag i Måneden på Jerikos Sletter;

11 og Dagen efter Påsken spiste de af Landets Afgrøde, usyrede Brød og ristet Korn;

12 selv samme Dag hørte Mannaen op, da de nu spiste af Landets Afgrøde;
Israeliterne fik ikke Manna mer, men spiste det År af Høsten i Kana'ans Land..

Vi ser ovenfor, at det var på selve dagen efter, at Israels børn havde fejret påske, at de begyndte at spise landets frugt. Der er en grundlæggende sammenhæng mellem at huske Kristi påskeoffer og vores begyndelse af at vandre i Åndens frugt, som 1 Korintherbrev 5:7 siger: "Kristus vor påske." Vi er nødt til at se kort på denne forbindelse før vores undersøgelse af Åndens frugt.

Vi erklærede i sidste uge, at for at deltage i påsken koncentrerede Israel deres opmærksomhed på deres sande Befrier. Det er Kristus, der har udfriet os fra vores trældom. Ligesom Israel blev befalet at fejre påskefesten år efter år, så de aldrig skulle glemme dette, skal vi også altid huske, at det er Jesu kors, der udfrier os fra vores trældom og fra døden og giver os evigt liv. Jo mere vi begynder at vandre i Åndens frugt og indtager vores løfter, jo mere har vi brug for at blive mindet om, at dette ikke er resultatet af vores egen retfærdighed eller vores egen evne. Det er en fri gave, vi altid bør være taknemmelige for, også gennem evigheden. Det er derfor, Herren kaldes "Lammet" gennem evigheden, som vi ser i Åbenbaringens bog. Evigheden vil ikke være lang nok til, at vi kan takke ham for hans store frelse!

Det var på selve natten, at Israel deltog i den første påske, der ville være deres sidste nat i Ægypten og trældom. Hele deres liv ændrede sig så radikalt, at de aldrig igen ville se alt det, de havde været bekendt med hele deres liv. De ville fra den dag på rejse til et land, et nyt rige, de aldrig havde set før. Sådan radikalt bør vores liv ændre sig, når vi kommer til Kristus. Som vi får at vide i 2 Korintherbrev 5:17: "Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er gået bort, se, nyt er kommet." Dette repræsenterer den nye fødsel, som vi har fået, når vi tager del i Kristus som vores påske.

Den nye fødsel er dog ikke slutmålet, men begyndelsen. Israel blev født på ny den nat, men det tog mange år for dem at blive modne nok til at kunne indtage deres land. En hel generation, der ikke kunne få Ægypten og trældom ud af deres hjerter, måtte gå bort, og en anden vokse til modenhed, før de kunne gå ind i deres fulde formål. Herren ønskede, at den første generation skulle komme ind, men de diskvalificerede sig selv på grund af deres manglende tro. Vi bliver også nødt til at have tro på Gud for at eje vores forjættede land.

En del af påskefesten, som Israel også blev befalet at fejre, kaldes: "De usyrede brøds fest." I Skriften repræsenterede surdej to tilsyneladende modsatte onder. Det ene er synd og ondskab, som vi ser i 1 Korintherbrev 5:6-8:

6 Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen?
7. Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede;
thi også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus.
8. Lad os derfor holde høj tid, ikke med gammel surdej, ej heller med sletheds og ondskabs surdej,
men med renheds og sandheds usyrede brød.

I Matthæus 16:6 advarede Jesus sine disciple om at "vogte sig for farisæernes og saddukæernes surdej". Dette repræsenterede disse bevægelsers loviskhed. Vi ser, at surdej repræsenterer både syndens og ondskabens lovløshed og lovtrældommens selvretfærdighed. Det er de to grøfter, der er på hver sin side af livets vej. Begge omtales som surdej, selvom de ser ud til at være det modsatte problem. Dette skyldes, at de hver især arbejder ind i en persons liv som surdej. Når du lægger bare en lille smule surdej i en dejklump, begynder den hurtigt at brede sig, indtil den er trængt ind i hele klumpen. Sådan er naturen af både lovløshed og lovtrældommen.

Tragedien er, når mange falder i en af disse grøfter, kan de komme ud, men så overreagerer de ofte så meget på grøften, at de går til den modsatte yderlighed og falder i grøften på den anden side. Reaktionære mennesker vil bruge meget af deres liv på at gå fra den ene yderlighed til den anden. På grund af dem har nogle af de værste lære, teologier og endda kætterier spredt sig gennem dele af Kristi legeme. Hvis vi skal være fri for disse, må vi nægte at lade fejl, svigt eller sår være kilden til vores overbevisning og den måde, vi lever på. Vi må beslutte os for at tro på Guds ord og kun på Skriftens klare lære.

Israel fejrede de usyrede brøds fest som en påmindelse om, hvordan de forlod Ægypten i en sådan hast, at deres brød ikke nåede at blive syret (se 2 Mosebog 12:33-39 og 5 Mosebog 16:3). Det er også sådan, vi holder sådan surdej fra vores liv - vi må forlade Ægypten i hast. Selvom vi tager af sted med det formål at arve et forjættet land, er vi nødt til hurtigt at komme ud af trældom og flygte fra denne verdens onde veje. Ægypten repræsenterer denne verdens måder, der holder mennesker i trældom. Mennesker, der kommer til Herren, men er langsomme til fuldstændig at afvige fra deres gamle levevaner, vil uundgåeligt ende i trældom igen.

I de senere år er der lavet undersøgelser, der peger på, at der ikke længere er en skelnen mellem kristnes og ikke-kristnes karakter, når det kommer til grundlæggende spørgsmål som moral, snyd, løgn og tyveri. Dette afslører, at verdens surdej er kommet tilbage i kirkens brød og spredt sig. Denne tilstand vil ikke vare længe, men vil snart ændre sig, fordi kirken er ved at døje en ny omskæring og derefter fejre påsken og de usyrede brøds fest igen. Korset og det korsfæstede liv vil snart blive genoprettet til kirken. Vi vil ikke være i stand til at fortsætte med at besidde vores løfter, før dette er opfyldt. Vi kommer ikke længere i vores nuværende tilstand.

Igen, for at holde surdejen ude af vores brød, må vi blive ved med at bevæge os fremad, vokse og fortsætte til modenhed. Men vi skal ikke bevæge os som reaktion på tidligere fejltagelser eller problemer, men snarere i jagten på Gud og opfyldelsen af hans hensigter. Israels børn forlod trældom, men Gud kom ikke med et løfte om blot at få dem ud af deres problemer, men snarere om at føre dem til det forjættede land. Det skal vi altid huske på. Vi lever ikke som reaktion på verdens veje, men i lydighed mod Gud. Der er en forskel. Den ene vil føre til den religiøse ånd, der er forankret i Træet til Kundskab om godt og ondt, og den anden vil få os til spise af Livets Træ.

Når nogen begynder at sætte farten ned og slå lejr for længe på ét sted, vil enten synd og ondskab eller lovtrældom have en tendens til at snige sig ind i deres liv. Det er derfor, bevægelser er så vigtige for Kristi legeme. Hver af dem er beregnet til at holde os i bevægelse fremad mod vores formål, vokse tættere på Herren og blive som ham. Hvis vi ikke bevæger os fremad, og vokser mere kristuslignende ved at vokse i Åndens frugter i vores liv og vokse i kraft og autoritet, vil vi gå tilbage. Ikke at bevæge sig fremad er i bedste fald at blive lunken, hvilket er den farligste tilstand, nogen kristen nogensinde kunne falde ind i.

Så her ser vi, at Israel umiddelbart efter omskærelsen fejrede påsken og de usyrede brøds højtid, og så straks begyndte at spise landets frugt. Princippet er, at vores frugtbarhed er resultatet af, hvad Kristus gjorde på korset, hvilket vi altid skal huske på. Den måde, vi holder surdejen ude af vores brød på, er at forlade Ægypten i hast og fortsætte med at bevæge sig, vokse og fortsætte til modenhed. Når kristne begynder at gøre disse to ting igen, vil vi straks begynde at se frugten. Vi vil også begynde erobringen, som vi har ventet så længe på.

Ugens Ord 26
OP