Indhold

Ugen's Ord 2005
15 Skabe Et Rent Hjerte - Del 7
af Rick Joyner

Den næste af kødets gerninger i dette studie i Galaterbrevet 5:19-21 er "jalousi". Dette er endnu et dødbringende og ødelæggende onde, som fortsætter med at forårsage megen ødelæggelse i verden og i kirken. Som Skriften også vidner om, er den grusom og ubønhørlig og ødelægger den, der har den, ligesom den har sine ofre. Det første mord var resultatet af jalousi, da Kain dræbte sin bror Abel. Vi får at vide, at Jesus blev korsfæstet på grund af jalousi (se Matt 27:18).

Jalousi burde helt klart ikke have nogen plads i den kristne. Vi må lære at genkende selve jalousiens frø og bekæmpe den, hver gang den opstår i vores hjerter, og bruge den som en mulighed for at vokse i den modsatte ånd, som er kærlighed til brødrene, der ikke søger sit eget, og ydmygheden af den tjenerskab, som vi er kaldet til.

Robin McMillan har et stærkt vidnesbyrd om, hvordan han var i stand til at genkende jalousi, der steg i hans hjerte, og hvordan han var i stand til at bekæmpe den. Efter at have været i erhvervslivet i et par år, var han vendt tilbage for at være præst i en lille menighed og kørte i en gammel bil, som han knap havde råd til at fylde benzin på. Da han så mig køre en helt ny bil, begyndte jalousien at stige i sit hjerte, men han besluttede ikke at gå den vej og begyndte at takke Herren for at have velsignet mig med en ny bil. Inden for få uger havde Herren forsynet ham med den samme slags splinterny bil, som jeg kørte.

Robin var præst i en lille, kæmpende, men vidunderlig lille menighed. Da vi følte os kaldet til at starte en menighed, ikke kun i den samme by, men i den samme del af byen, blev Robin ikke truet, men kom hen og hjalp os. Han opmuntrede sit folk til at deltage i vores særlige møder, og da nogle af folkene i hans menighed følte, at de skulle være en del af vores arbejde, velsignede han dem.

Én ting er for store succesrige menigheder at gøre dette, men den kirke, Robin var præst for, var lille og kæmpende. De havde ikke engang råd til at betale Robin nok til at tage sig af hans families basale behov. Men Herren sørgede altid for alt, hvad han havde brug for. Selvom Robin ikke kunne have vidst det på det tidspunkt, da han hjalp os med at starte vores kirke i Charlotte, sørgede han faktisk for sin egen fremtid, fordi Robin nu er seniorpræst i vores menighed på H.I.M. Det ville aldrig være sket, hvis han havde reageret i en forkert ånd over for os at starte en kirke i samme bydel som hans.

Jeg har ligeledes undret mig over den måde, andre præster og kirkeledere i Charlotte har reageret på os. Da jeg følte, at Herren talte til mig om kaldet til at starte en kirke i Charlotte, frygtede jeg det af en række grunde. Den ene var, at jeg elskede kirken, som jeg var en del af der, og følte et særligt venskab med dens præst, Randall Worley. Jeg frygtede at fortælle ham om det kald, jeg følte, men da jeg gjorde det, modtog jeg en af de mest vidunderlige overraskelser, jeg nogensinde har modtaget fra en anden kristen leder. Hans umiddelbare reaktion var ikke tab eller truet, men hans øjne lyste op, og han sagde: "Vi kan sende dig halvtreds eller tres af vores bedste folk til at hjælpe dig i gang." Han var oprigtigt begejstret for at hjælpe en anden kirke med at komme i gang, selvom vi næsten ville være ved siden af ham. Jeg græd næsten.

Den dag i dag betragter jeg Randall som en god ven. Han fulgte sit ord for at hjælpe os på enhver måde, han kunne. Jeg ønskede ikke, at han skulle sende os nogen af sine gode mennesker, og jeg ønskede virkelig ikke at tage nogen fra nogen anden kirke. Men når nogle af hans folk besluttede at komme over, velsignede han dem altid. Når vi skulle have et større mødested, tilbød han sine egne faciliteter, som vi brugte mange gange. Hans kirke var faktisk fødestedet for MorningStar-konferencerne.

Selvfølgelig er der nogle kirkeledere i Charlotte, som ikke kan lide os. Nogle har offentligt beskyldt os for mange ting, hvoraf de fleste ikke var sande, men nogle var sande, og det hjalp os at se dem. Vi forsøger at mødes med disse mennesker og løse deres bekymringer, men nogle ønsker ikke at blive forsonede og er ikke engang åbne over for at møde os. Nogle er blevet forsonet og blevet gode venner. Dette er bare tingenes tilstand på nuværende tidspunkt. Men én ting, vi har besluttet at gøre så meget, vi kan, er at fremme de andre kirker og tjenester i området. Vi prøver at finde noget godt, vi kan sige om dem, og sige det. Vi vil aldrig overvinde det onde med gengældelse, men vi er befalet at overvinde det onde med det gode.

Alligevel kan vi ikke undgå at bemærke, at beskyldninger mod os rejser sig, når der sker noget godt for at fremme os på nogen måde. Hvis vi får positive nyheder, begynder beskyldningerne at flyve. Har vi en bog eller andet, der får meget opmærksomhed, stiger anklagerne. Det er en meget nem ting at gennemskue jalousien i mange af anklagerne, men mange gør det ikke. Hvorfor?

Jeg fortæller det, som det er, for din skyld. Vi har erfaret, at hver gang vi bliver fejlagtigt anklaget, vil vi opleve stor vækst. Det er ligesom gratis reklame for os. Vi ved også, at det vil komme til enhver, der virkelig er på vej frem, og at når det stopper, er det ofte, fordi vi har. Men hvis vi er offer for jalousi, eller vi er ærlige nok til at se den vokse i vores egne hjerter, så bekæmp det onde med det modsatte, som er med det gode. Det er den eneste vej til den endelige sejr over denne dødelige sygdom af jalousi. Nu vil jeg gerne fortælle en historie mere.

I slutningen af firserne oplevede Kansas City Fellowship (KCF) et bemærkelsesværdigt besøg af Gud. Ordet spredte sig hurtigt over hele verden om, hvad der skete der, især om den bemærkelsesværdige profetiske tjeneste, der var der. Folk begyndte at komme fra hele verden, og det var som et frisk pust for store dele af Kristi legeme. Så prædikede en medpræst i Kansas City et budskab, der beskyldte KCF for mange forfærdelige ting. Han cirkulerede båndet mere aggressivt end noget, jeg stadig nogensinde har været vidne til.

Da jeg første gang hørte båndet, var jeg chokeret, fordi jeg personligt kendte til nogle af de hændelser, han beskrev på båndet, for at være ædelmodig misforstod han disse hændelser fuldstændig. Jeg følte, at der ikke var en eneste ting på båndet, der faktisk var sandt, men det, der fik min opmærksomhed, var den måde, præsten blev ved med at sammenligne hans kirke med KCF på en måde, der dryppede af jalousi. Jeg troede ikke, at nogen kunne høre dette bånd og ikke se, at ånden bag det var jalousi. Jeg blev chokeret, da jeg begyndte at få opkald fra store kristne ledere, der spurgte mig, om båndet var sandt!

Den anklagende præst udgav derefter en bog på mere end 180 sider fyldt med anklager. Jeg var sammen med Mike Bickle, præsten for KCF, da han modtog bogen med anklagerne. Vi læste meget af det sammen, og det var svært for mig at rumme den vrede, jeg følte. Mike så slet ikke ud til at være vred. Til sidst, ud af de hundredvis af falske anklager, fandt Mike et par, som han følte var sande, og sagde, at han var nødt til offentligt at omvende sig fra dem. Jeg blev chokeret og spurgte ham om alle de falske anklager - om han ville svare på dem. Hans svar var, at stolthed var kommet ind i deres bevægelse, og dette var en fantastisk mulighed for dem til at ydmyge sig, og det ønskede han ikke at gå glip af.

Jeg satte stor pris på Mikes svar på denne forfølgelse. Når man ved besked kan man tage sine forholdsregler, de havde fået profetisk året før, at det ville komme, og de fik endda at vide, hvem det ville komme igennem. Mikes beslutsomhed om ikke at forsvare KCF, men snarere at omfavne ydmygheden var rigtig for dem. De gjorde ikke alt perfekt, og de selv afslørede konstant fejl, de havde begået i forsøget på at hyrde nogle af de bemærkelsesværdige gaver, der var i deres midte. Det er dog min mening, at kirken i Amerika gik glip af et stort besøg ved ikke at håndtere denne ting rigtigt ved at forsvare KCF mod de falske anklager.

Jeg siger det her også af en anden grund. Jeg ved, at bare ved at bringe det op, vil nogle tro, at jeg bare rører op i gamle sår, som skal dækkes og glemmes. Jeg er uenig. Sår heles ikke med tiden, men bliver inficeret, hvis de ikke bliver behandlet rigtigt, og dette frygtelige sår på Kristi legeme i Amerika blev aldrig behandlet rigtigt. Jeg vil blive ved med at pege på det, så længe det forbliver ubehandlet, uanset hvem jeg irriterer. Dem, jeg irriterer mest, er nok dem, jeg forsøger at vægge så de kan udføre deres arbejde. Jalousi blev brugt til at lave dette frygtelige sår, og det skal anerkendes og angres, såvel som ledernes manglende evne til at udføre deres job med at dømme rigtigt, ellers vil vi bare fortsætte med at være åbne over for de samme slags angreb, som stadig fortsætter.

Vi må aldrig glemme, at retfærdighed og retfærd er grundlaget for Herrens trone. Apostlen Paulus skrev til den korintiske kirke, at det var til deres skam, at der ikke var nogen dommere blandt dem (se 1 Korintherbrev 6:4-5). Dette har muligvis kostet Kristi legeme mere skam end noget andet. I Det Gamle Testamente sad de ældste i portene som dommere. Den nytestamentlige kirke styre blev taget fra denne model, men det er svært at finde en ægte ældste i kirken, der er villig til at dømme sager i kirken. Vi vil ikke have ægte kirkestyre, før dette sker.

Fordi der er et tomrum tilbage, udnævner mange, der ikke er udpeget til at være dommere, sig selv til den stilling. Det bemærkelsesværdige er, at så meget af Kristi legeme vil lytte til dem og ikke være i stand til at se og mærke jalousien dryppe af så mange af deres anklager. Folk, som jeg ikke ville tillade at overvåge en hjemmegruppe, kan nu få tusindvis af opmærksomhed blot ved at lægge noget på internettet. Mange kristne accepterer deres falske anklager som værende sande, bare fordi de er skrevet.

Dette afslører i sandhed den tilstand af beskyttelse, som kirken nu har fra sine hyrder og vægtere – ikke meget. Jalousi burde være et af de nemmeste onder at skelne, men alligevel stiller den sig selv til skue uden udfordring gennem store dele af kirken. Dette skal ændres. Hvis vi er kaldet til at være hyrder eller vægtere, og vi ikke advarer fårene om sådanne åbenlyse angreb fra anklageren, så har vi tilladt Herrens får frit at blive angrebet på grund af vores uagtsomhed.

Hvis jalousi har en plads i vores hjerter, vil den gøre ondt mod andre såvel som os selv. Grunden til, at vi studerer hvert af disse kødets gerninger, er, at vi kan blive fri for dem. Det første, vi bør gøre med hver enkelt, er at bede Helligånden om at åbenbare for os enhver ond ting, der er i vores egne hjerter, og ærligt omfavne det, han viser os. Omvend dig derefter ved at afvise det og beslutte at bede for og gøre godt for enhver, som vi kan have jalousi i vores hjerter over for. Som Robin oplevede, kan dette være vejen til din egen forfremmelse og velsignelse. Vi skal begynde at erkende jalousi og ikke give den en plads i vores liv eller kirkens liv.

Det græske ord, der er oversat med "jalousi" i vores tekst, er dichostsis , som også er oversat med "deling" og "oprør". Da det bliver tydeligt, når vi studerer dem, er disse kødets gerninger alle relaterede og har en tendens til at overlappe hinanden. Omkring halvdelen af dem, der er opført her, arbejder alle mod den samme onde ende – splitte Guds folk fra hinanden. Vi kan regne med, at retskafne dommere opstår for at afsløre, konfrontere og fjerne disse dødbringende onder fra kirken, før vi vil være i stand til fuldt ud at opnå vores formål i disse tider. Det samme gælder for os individuelt. Gå ikke glip af dit formål – se efter tegn på jalousi i dit hjerte, og omvend dig derefter og slip af med det.

Ugens Ord 16
OP