Indhold

Ugen's Ord 2004
33 Det Nye Lederskab
af Rick Joyner

Som vi studerede i sidste uge, vil Jordanfloden, som repræsenterer døden, flyde over sine bredder "alle høstens dage" (Joh 3:15). På samme tid vil Guds folk krydse denne død på tørt land på vej til at indtage og tage i besiddelse deres forjættede land. Det er grundlæggende for Guds visdom, at vi elsker livet, den mest dyrebare gave af alle, og at vi er hengivne til at redde og bevare det på alle måder, vi kan. Men samtidig skal vi lære at håndtere døden overalt omkring os, mens vi holder fokus på vores formål og forfølger det.

Vi diskuterede også kort, hvordan der kom et lederskifte. Dette er meget større end den ændring, der finder sted fra den ene generation til den næste. Det er en langt mere grundlæggende ændring end som så. Som profet, bortset fra Herren Jesus selv, var Moses uden sidestykke til at give Guds skjulte viden til sit folk. Han var ligeledes uden jævnaldrende som lærer og hjalp Guds folk til at forstå Herrens veje, som ingen gjorde, før Herren selv kom. I disse ting kunne Josva ikke sammenlignes med Moses, men Josva havde et andet formål. Hans formål var at hjælpe Israel med at besidde sin arv.

Ligeledes er kirken blevet velsignet med nogle bemærkelsesværdige ledere gennem kirketiden. De har hjulpet Guds folk til at forstå, hvordan de skal gå ind til frelse, når de forlader Ægypten. De har også hjulpet folket til at forstå, hvordan de skal vandre på Guds veje, og de har hjulpet dem med at komme over denne store, næsten to tusind år lange ørken. Der er dog en ny ledelse ved at opstå, som ikke er her for at lægge det fundament igen, men de er her for at føre Guds folk ind til deres arv. Kirken skal have en fundamentalt anden slags leder for at tage den med ind i det forjættede land. Ligesom Joshua var en militær leder fra det tidspunkt, han blev nævnt første gang, vil den kommende ledelse af kirken ikke være administratorer, men generaler.

Det vil dog være forskellige slags generaler end det, verden kender. I stedet for at tage liv for deres erobring, vil de give liv. I stedet for at såre vil de hele. Ikke desto mindre vil de være opsat på at erobre, eje lande og mennesker for evangeliets skyld. De vil vide, hvordan de skal bruge de guddommeligt magtfulde våben til at ødelægge fjendens fæstninger. Men i stedet for at slavebinde folket, "erobrer dem;" de vil sætte dem fri. Ikke desto mindre vil de være åndelige krigere, og de vil leve for at kæmpe. De vil vide, hvordan de skal mobilisere Guds folk til hære, der har en hensigt. Efterhånden som disse opstår, vil den fremadskridende kirke få en meget mere militær følelse. Kirken vil blive langt mere militant og aggressiv, men for livets, kærlighedens og helbredelsens skyld.

Vi må forstå, at denne forandring er fra Herren. Vi kan ikke fortsætte med at vandre i ørkenen. Enhver kirke, der fortsætter med at vandre, vil ikke vare længe i disse tider. Vi skal fremad, med strategi og vision, men frem for alt skal vi fremad. Vi kan ikke blive ved med bare at sidde i vores kirker og synge sange og tale om de store ting, Herren har gjort eller gør for os. Vi må gå ud og engagere os i mørket, der ødelægger denne verden. Vi har fået Guds kraft, sandhedens magt, til at besejre mørket og redde skarer fra den ødelæggelse, der kommer, og vi må bruge denne kraft.

Der er forskellige slags ledere, der har tendens til at udmærke sig i forskellige situationer. For eksempel kan en træner være en god rekrutterer, god til at motivere og træne spillere, men ikke så god til at udarbejde en spilleplan eller coache i selve spillet. De bedste trænere vil anerkende deres egne styrker og svagheder og ansætte assistenter, der er stærke, hvor de kan være svage, og de vil uddelegere dette ansvar.

Ligeledes er der militære ledere, som måske er de bedste til at træne deres tropper, men som ikke eksperter i strategi eller håndtere omskiftende situationer og normalt forvirrende kampsituationer. Det samme gælder virksomhedsledere. Man kan være god til at skelne markedet, tiltrække gode mennesker til deres virksomhed og udvikle produktet, men svag i selve markedsføringen af produktet. Derfor vil næsten enhver virkelig succesfuld leder overgå den mest vigtigste kvalitet af de store ledere – at opbygge andre ledere ind i teams.

Det er derfor, Herren gjorde sit lederskab for sin kirke til et team. De største ledere af alle var ikke dem, der sagde store ting, eller endda gjorde store ting, så meget som de byggede gode teams, der hjalp med at gøre budskabet til en håndgribelig virkelighed.

Som vi læser i Efeserbrevet, kapitel fire, kræver det apostle, profeter, evangelister, præster og lærere at ruste folket til at udføre arbejdet med tjenesten. Ingen af disse kan alene gøre jobbet, og faktisk er der ingen fire af disse, der vil gøre det rigtigt. Dette er ved at blive en stigende erkendelse på tværs af kirkens spektrum, og det er tid til det. Det ser nu ud til at blive undervist og skrevet om det hele tiden, men der er måske stadig ikke et eneste sted på jorden, hvor det endnu virkelig er blevet implementeret. Det vil dog ikke vare længe, før det bliver en virkelighed, der er så stærk, at enhver kirke på jorden vil være hengiven til den.

Alligevel vil blot det at kende læren om godt lederskab ikke nødvendigvis gøre en til en god leder. Al sand åndelig ledelse kommer fra én ting – at blive i den, der er lederen – kongernes Konge. Det er ikke bare en kliché, men en dyb sandhed, at de største åndelige ledere er de største åndelige tilhængere af Jesus.

Det legeme, som Herren bygger, vil i sidste ende være mere perfekt formet og effektivt end nogen andet legeme eller organisation på jorden. Dette skyldes, at han selv er hærskarernes kaptajn, som vil gøre dette. Han vil gøre det gennem sine tjenester, som han selv har kaldet og oplært.

Vi kommer til den tid, hvor vi vil se autentiske apostle, profeter, evangelister, præster og lærere, som de ikke rigtig er blevet set siden det første århundrede. Så vil de nå endnu nye højder af effektivitet. Dette er ikke nødvendigvis, fordi de er større ledere end det første århundredes apostle, men fordi det ikke er kirken, der kommer ud af Ægypten, men den, der kommer ud af ørkenen, klar til at erobre sin arv. Derfor bør vores formål ikke være fokuseret på at forsøge at bygge endnu en kirke fra det første århundrede, men på at forberede den enogtyvende århundredes kirke til hendes formål. Disse ting vil blive mere tydelige, når vi begynder denne sidste fase af kirketiden.

Ugens Ord 34
OP