Indhold

Ugen's Ord 2004
31 Ære Livet
af Rick Joyner

I sidste uge talte vi, hvordan menneskehedens ultimative glidebane ned i mørkets afgrund vil begynde med lægers forræderi med deres mest grundlæggende tillid til at redde og bevare liv. I stedet vil de begynde at tage liv frit. Da denne tendens er vokset i de sidste par årtier, er vi ikke langt fra igen at se mennesket rejse sig til den ultimative arrogance – beslutte sig for at spille Gud ved at vælge, hvem der skal leve og dø efter eget skøn.

Medicin er steget til at blive et af de mest ansete erhverv i det sidste århundrede, og det er blevet en god indtægt. Men som vi advares i Ordsprogene 16:18-19: "Stolthed går forud for ødelæggelse, og en hovmodig ånd for fald. Det er bedre at være ydmyg overfor de ringe, end at dele byttet med de stolte.” Når stolthed får fodfæste i noget, kan det falde til et mørke, der svarer til dets ophøjelse. Som vi læser gennem skrifterne, er den vigtigste grund til, at Herren vil dømme jorden, menneskets stolthed. Den ultimative form for denne stolthed er at tænke på, at vi har visdom til at vælge, hvem der skal leve eller dø. På dette tidspunkt skal dommen komme, for ved dette faldne menneske krydser grænsen til uforbederlighed, som det er veldokumenteret af det, der skete i Nazityskland. Snart var det ikke kun individer, der blev anset for at være "ubrugelige spisere", og derfor blev dræbt, men en hel race blev derefter anset for at være uværdig til livet, af en tankegang der var blevet nogle af de mest afsindige i historien.

Efterhånden som vi ser mennesket blive mere og mere hårdhændet over at abortere deres unger, vil det gå over til at dræbe dem, der bliver født deforme. Mennesket vil også gå til den anden yderlighed at dræbe de gamle, når de ikke længere anses for nyttige. Dette er en anden, endnu større yderlighed af menneskets stolthed, fordi en af de ultimative former for ydmyghed er at ære vores fædre og mødre. Dette er det eneste bud, der kommer med et løfte om, at vi vil blive længe i det land, som Herren har givet os (se 2 Mosebog 20:12). Det omvendte er også sandt - når vi holder op med at ære vores fædre og mødre, kan vi være sikre på, at vores tid tilbage på denne jord bliver kort.

I modsætning til denne tendens, der nu vokser i mange nationer, vil de frelste vokse i deres kærlighed og respekt for livet. Kristendommen er en tro, der elsker og drager omsorg for mennesker fra livmoderen til graven. Da både unge og gamle i stigende grad er truet, må vi beslutte os for at tjene begge endnu mere. Vi skal give os selv til den bedste uddannelse og forberedelse af vores unge og til den bedste omsorg for vores ældre, og hjælpe dem med at gøre deres sidste år på jorden til nogle af deres bedste. Et af svarene på de unges uddannelse er, at de ældre skal kunne formidle deres visdom og viden til dem. Dette vil også være en af de mest tilfredsstillende ting, som vores ældre kan gøre, og vil hjælpe med at holde dem unge og i live. En af de mest opkvikkende ting for enhver person er at der er brug for dem.

Menneskets ultimative stolthed, der søger at bestemme, hvem af de gamle eller unge, der skal leve, er den ultimative modenhed af læren om "de stærkestes overlevelse". At anse en person, der har fysiske eller psykiske problemer, som for dyr til at få lov til at eksistere, er det stik modsatte af Guds natur. Da mennesket faldt og i sandhed blev både sygt og sindssygt, anså Gud os ikke for dyre til at hjælpe, men betalte den ultimative pris for vores hjælp. Når vi betjener de syge eller gamle, er det for vores skyld såvel som deres. Det er på denne måde, vi kan begynde at identificere os med Herrens hjerte for "fattige og vanføre og blinde og lamme (Luk 14:21 KJV), som vi alle er på en måde.

Alligevel, efterhånden som udgifterne til sundhedspleje fortsætter med at stige i vejret, vil omkostningerne ved at hjælpe en i nød i stigende grad blive kriterierne for, om de fortjener at leve eller dø. Vi vil også se mange af dem, der vil få behandling, der rent faktisk vil blive brugt til eksperimenter, endda så meget som at se dem helbredt. Læger, som nu redder så mange liv og hjælper så mange mennesker, kan være de mest sårbare over for den ultimative stolthed ved at lege Gud med mennesker. Ikke alle gør det selvfølgelig, men efterhånden som de medicinske professioner fortsætter ned ad sporet af at være mere en virksomhed end et kald, åbnes døren bredere og bredere til dette ultimative fordærv.

Jesus bliver ofte omtalt som "den store læge" på grund af hans hengivenhed til helbredelse. Nogle har anslået, at så meget som to tredjedele af hans tjeneste, mens han var på jorden, var viet til helbredelse og udfrielse. Han kom for at åbenbare Faderens natur. Heraf ved vi, at hans mest grundlæggende ønske er at se mennesker helbredt, at udfri dem fra deres lidelser og fra djævelens trældom.

Herren sagde, at vi skulle gøre de gerninger, han gjorde, og endnu større gerninger, efter at han gik til Faderen (se Joh 14:12). Vi vil se dette ske inden udgangen af denne tidsalder. Vi vil se troende lægge hænder på hospitaler, og alle i dem vil øjeblikkeligt blive helbredt for enhver form for lidelse. Plager, der fejer over kontinenter, vil blive stoppet ved forbøn. Jo dybere mørket kommer over de oprørske, jo større lys vil der komme. Når synden øges, vil vi se Guds nåde blive endnu mere i overflod (se Rom 5:20).

Jesus var også særligt hengiven til at hjælpe samfundets skibbrudne til at blive hele. De, der er i sand enhed med ham og hans hensigter, vil ligeledes have denne grundlæggende hengivenhed. Som Herren sagde i Johannes evangeliet 10:10: "Tyven kommer kun for at stjæle og dræbe og ødelægge; jeg er kommet for at de skal have liv og have det i overflod."

Jesus er "livets fyrste", som kom for at lede os på "livets vej". Han tilbød „levende vand“ og „livets brød“. Hans ord var "livets ord", og han var "livets lys," som kom for at give os "evigt liv". Alt ved Herren drejede sig om at give liv. Den ultimative fjende, som han vil ødelægge, er døden.

Faderen gav Jesus at have "liv i sig selv" (se Joh 5:26) for at give liv til andre, men han kom for at afgive sit eget liv for vores skyld. I det ultimative paradoks var måden Herren gav liv til verden på ved at dø, og han har ligeledes sagt til os: "For den, der vil redde sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv for min skyld, skal finde det." (Matthæus 16:25) Vores kald er at regne andres liv med den største værdi, men let at nedlægge vores eget.

Det er den ultimative hengivenhed at give liv til andre. At ofre sit eget liv er kendetegnet for Kristi sande tilhængere. Men denne definition af livet, som Herren gjorde klart, er ikke i vores besiddelse. Sandt liv, som er evigt, er at kende Faderen og Sønnen, som han sendte (se Joh 17:3), og at tro på ham (se Joh 3:16). I alle disse ting må vi aldrig lade vores hengivenhed til at helbrede legemet formørke vores hengivenhed til at helbrede sjælen. Disse udelukker ikke hinanden og går faktisk sammen, men vi skal stadig holde dem i orden.

"Jeg er verdens lys; den, der følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys" (Joh 8:12).

"Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, selv om han dør, og
enhver, der lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø” (Joh 11,25-26).

"Tyven kommer kun for at stjæle og dræbe og ødelægge; jeg er kommet for at de skal have liv og have det i overflod" (Joh 10:10).

Ugens Ord 32
OP