Indhold

Ugen's Ord 2003
7 Være God Til at Underordne Jer.
af Rick Joyner

I denne uge fortsætter vi vores studium med et af de mere gådefulde vers i dette store brev:

Ef. 5:21.
Og underordne os under hinanden i ærefrygt, ærbødighed for Kristus.
1 Pet. 1:5.

Herrens lære i sådanne skrifter som Johannes 5:44 og Paulus i Efeserbrevet 1:10 gør det klart, at en af de mest korruptive og ødelæggende kræfter i livet for dem, der søger at tjene Herren, er menneskefrygten. Men denne uges vers befaler os at "være underordnet hinanden." Hvordan kan vi gøre dette og ikke være underlagt menneskets frygt?

Den sidste del af vores vers for denne uge fortæller os hvordan. Vi underordner os hinanden i frygt for Herren, ikke menneskefrygt. Nu leder dette os til et andet spørgsmål - hvordan gør vi det? Hvordan kan vi kende forskel på menneskefrygt og gudsfrygt, især når vi underordner os selv andre mennesker? Det er nemt at se forskel. Hvis vi er styret af frygten for mennesker, vil vi få vores opmuntring eller modløshed af, hvordan folk har det med os. Hvis vi lever i gudsfrygt, vil vores hovedanliggende være at behage Ham i alt, hvad vi gør, og vi vil hverken blive meget modløse eller opmuntrede af, hvad folk tænker om os.

Der er forskel på at være underordnet mennesker, fordi vi frygter dem, eller at gøre dette, fordi vi anerkender dem som delegerede autoriteter, og vi ærer Ham som sendte dem. Alligevel må vi ikke tage fejl af det - dette vers erklærer, at vi bør være underordnet hinanden. Hvis vi er ordentligt relateret til Hovedet, vil vi også være ordentligt relateret til Han's legeme, kirken. Enhver del af legemet, der forsøger at fungere adskilt fra legemet, eller vokse uden hensyn til resten af legemet, er kræftfremkaldende.

Der er nogle, der søger at leve fri af menneskefrygt, men gør det mere ud fra en ånd af oprør og arrogance end frygt for Herren, sand tro eller den ydmyghed, som Gud giver sin nåde til. Det er her, mange oprigtige mennesker, der ønsker at tjene Herren, snubler. De vil normalt ende med at gøre mere skade på Herrens hensigter end godt, de sår splittelse og oprør i stedet for den sande gudsfrygt, som burde motivere os i stedet for menneskefrygt.

Som vi læser i det første vers af Romerbrevet 13, vil den sande frygt for Herren også tvinge os til at give den rette ære og respekt til alle, der er i myndighed. De, der falder i fælden med at forsøge at erstatte menneskefrygten med, hvad der i virkeligheden er oprør, gør det normalt, fordi de ikke anerkender Herrens autoritet hos dem, Han har uddelegeret den til. Herren gør næsten alt på jorden gennem Han's legeme. De ledere, som Han giver til sit legeme, er Han's lederskab i Han's legeme. Vi underordner os Herren ved at underordne os dem. Misbrug af dette har tidligere fået mange til at svinge til den modsatte yderlighed, så de har det svært med nogen autoritet. Ligeledes vil de oprørske og egenrådige tolke enhver myndighedsudøvelse som en kontrolånd. Ikke desto mindre vil den ultimative åbenbaring af Guds rige på jorden gennem kirken komme gennem dem, der har en rigtig forståelse og et forhold til autoritet – hvilket er hvad et rige er.

At være underlagt hinanden er særligt vanskeligt, fordi ingen af Han's delegerede autoriteter er Ham. Med dette mener jeg, at ingen er så gode, sande, perfekte, retfærdige, retfærdige eller så magtfulde som Han er. Dette forstærkes af, hvad Jakob bemærkede, da han sagde: "For vi snubler alle på mange måder" (Jakob 3:2). Guds største ledere laver fejl. Nogle af Han's største ledere begik faktisk nogle af de største fejl. Lige efter at Herren havde givet nøglerne til kongeriget til Peter, måtte Jesus irettesætte ham ved at kalde ham "Satan!" Alligevel tog Herren ikke disse nøgler fra Peter, og Peter brugte dem både på pinsedagen og ved at åbne troens dør for hedningerne. Men selv år efter dette måtte den yngste af apostlene stadig irettesætte Peter for en stor fejl, som han begik (se Galaterne 2:11-15).

De ledere, som Herren har uddelegeret til Han's gerning på jorden, som repræsenterer Ham, den perfekte, er ikke perfekte og snubler på mange måder. Det kræver derfor en endnu større ydmyghed at være underordnet dem, hvilket er en mulighed for Herren til at give os en endnu større nåde.

Tænk på hele gruppen af apostle, som Herren lod stå til ansvar for Han's kirke efter Han's himmelfart. De havde lige fornægtet Ham og spredt sig fra Herren, da Han havde mest brug for Han's venner. De mennesker, som var samlet til Herren og bygget på apostlenes lære, var alle meget opmærksomme på dette i deres ledere, men alligevel stolede de på og underordnede sig dem. Hvorfor? For de satte ikke bare deres lid til disse mænd, men til Helligånden, som var med dem. Det var dem, Herren havde givet dem, så de må være de rigtige – ikke perfekte, bare rigtige til jobbet. Apostlene, som blev ydmyget over deres tidligere fiaskoer, var i endnu højere grad i stand til at modtage Guds nåde og salvelse.

Hvem af os, der stiller så store krav til perfektion hos dem, vi følger, er perfekte nok til at lede andre? Selve den holdning, der kræver perfektion hos dem, vi følger, er den stolthed, der kommer før faldet. Det er derfor Herrens frygt, der gør os i stand til at underordne os hinanden med rette. Hvis vi er kloge, vil vi lære at dække vores bror og søsters fejl, vel vidende at hvis vi vil så nåde, vil vi høste det samme.

Hvis du virkelig ønsker at kende, hvor ydmyg du er, så tænk på, hvordan du reagerede på den sidste person, der tilbød dig råd, eller endda korrigering, og opfattede som mindre åndelig, end du er. En af kong Davids store egenskaber var, at da han flygtede fra sin oprørske søn Absalom, ville han ikke engang forhindre en gal mand i at kaste sten på ham, før han først havde fastslået, at Herren ikke havde sendt en gal mand som en budbringer. Dette ville være en bemærkelsesværdig holdning for enhver, meget mindre en konge. Det er sandt, at efter at han havde fastslået, at dette ikke var fra Herren, tog han sig af manden, hvilket også skulle gøres for at beskytte riget mod vanvid og oprør.

Jeg har hørt mange mennesker sige, at de elsker Herren, men de kan bare ikke lide kirken. Ifølge Skriften er det ikke muligt, som vi læser i 1 Joh 4:20, "...den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set." Det samme princip gælder med autoritet. Vi kan ikke være underordnet Gud, som vi ikke kan se, hvis vi ikke er underordnet Han's folk, som vi kan se.

Ugens Ord 8
OP