Indhold

Ugen's Ord 2001
13 Vandringen Forsætter.
Af Rick Joyner.

Efter vi har undersøgt og studeret, blev Israel ikke løst fra fangenskabet af Farao, men ved Guds kraft. Den sidste demonstration af Guds kraft var påsken. Ligeledes er det med vor deltagelse af påske ofringen af Jesus på korset der sætter os fri for fangenskab af denne verden, og forløser os til at begynde vores rejse mod løfternes land.

Det løfternes land vi har i Kristus er ikke bare det vi har arvet efter vi er døde, men det er den herlige nye skabning vi er blevet til i dette liv. Imidlertid, når vi bliver født på ny, er det ikke fuldendelsen af vore liv, tværtimod begyndelsen på vores liv. Ligeledes, når vi er blevet født på ny, er det ikke opfyldelsen af vor kaldelse, men begyndelsen på den mest herlige rejse - en der virkelig overgår al menneskelig forståelse. Der findes ikke noget anden liv der er mere spændene, vidunderlig, og tilfredsstillende end det kristne liv. Det sande kristne liv er skabt til at være mere vidunderligt end nogen eventyr historie, men også, til tider mere besværligt. Men selv besværlighederne blegner ved siden af den herlighed og underværk det er. Det er den største færd for enhver kristen som nogensinde har vandret på jorden.

Herren kaldte ikke kun Israel for at få dem ud af Ægypten, men det var for at føre dem ind til deres arverettighed. Israel fik et meget bestemt løfters land, og sådan er det også med os. Hvad er det kristne løfters land som vi er kaldet til at arve i dette liv? Efter Paulus gav os et hovedtræk i: 1 Kor. 10. om Israel’s oplevelse i ørkenen siger han videre i:

1 Kor.10:11. Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.
Rom. 4:23f, 15:4. 1 Kor. 9:10. Hebr. 1:1. 1 Pet. 4:7

>
Israel’s oplevelse var en profetisk oversigt, og et mønster, af både vor rejse og vor arv i Kristus. Lad os kigge på et par grundlæggende paralleller. Det forjættede land skulle være en forholdsvis lille nation lige i midten i verden.

Det skulle være et sted hvor Herren blev tilbedt, hvor Han regerede, og hvor mennesker levede på Han's måde. Deres liv skulle være i påfaldende kontrast til nationerne rundt omkring dem. Det var meningen at de skulle være vidner om den kraft og herlighed der var ved at følge Herren’s veje. Dem som adlød og tjente Herren skulle modtage ekstraordinært liv, så som at alle deres sygdomme og plager ville blive helbredt, langt liv, fred, glæde, lykke og fremgang. Fordi Han også indførte loven om renselse af landet, ville selv naturen have fremgang på grund af retfærdighed og retfærd udført af dem der boede i landet. Dette resulterede i forøgelse af frugtbarheden af landet.

Som vi læsts før, skulle dette være et eksempel af hvad vi skal være i de sidste tider. Herren frelste os ikke blot for at vi skulle komme til himmelen, men så vi kan blive en hellig nation midt i verden som vidner om Herren’s kraft og herlighed og veje. Der er en ekstraordinært fordel ved at leve under Kristi Herredømme. Disse er en stærk kontrast for dem som lever rundt om os. Det er hvad vi må nu have for øje – vi er kaldt til at være vidner om kraften og herligheden om Guds rige ved at leve i det nu.

Det er det ” herlige land der flyder med mælk og honning.” Det skal være en velsignelse midt i denne mørke og forvirrede verden. Sæden fra Abraham var tilsyneladende kaldt til at være en velsignelse til alle familier på jorden. Det er vor kaldelse at være en velsignelse for alle rundt omkring os. I den nye pagt finder vi at Herren har givet Han's folk autoritet over sygdom og plager, ligeledes over hele den ondes kraft. Vi ser også at kristne er kaldet til et liv i triumf og sejr der giver Gud ære og en åbenbaring til verden om Herrens sejr på korset. Imidlertid, ligesom der var en rejse som Israel skulle foretage sig for at komme til det forjættede land, med mange kampe at kæmpe for at få det i besiddelse, den samme sandhed gælder for os. I en vis forstand, har kirken været på rejse i ørkenen siden det første århundrede Imidlertid, før enden af denne tidsalder vil kirken indtage sin arveret og leve i den som et vidne for alle andre nationer som konfrontation for denne verden.

Vi begynder denne rejse med det samme lige efter vi er blevet født på ny. Ligesom ørkenen som Israel skulle igennem i bund og grund var den direkte modsætning til det land som de var blevet lovet, sådan er det med vores ørken. De havde fået løfte om et land der flød med mælk og honning, men i ørkenen var der endda tider de ikke engang havde vand. Imidlertid, var det på denne rejse gennem steder som var stik imod det de havde fået lovet, at de lærte at tro på at Herren var deres forsørger, og kende Han's retfærdigheds vej.

Den vigtigste ting der skete i ørkenen var at de modtog Guds anvisninger, og byggede Ham en bolig så Han nu kunne bo midt iblandt dem. Herrens nærhed var den største del af deres arv. Den største velsignelse vi kan opnå gennem Kristus, er Kristus selv. Vi skal også anse Han's nærhed hos os som den største skat af alt.

Der er blevet sagt at Israel kunne have kommet igennem ørkenen på to uger. Det kan være sandt, men det tog hele to år før Herren havde ledt dem til det sted de skulle igennem. Han skulle først give dem sine love, lære dem sine veje, og de skulle bygge tabernaklet først så Han kunne bo midt iblandt dem. Når i ørkenen imellem det sted vi bliver kaldt og til vi begynder at komme ind i vores løfter, må vi også lære at være tålmodige.

Ørkenen er hårdt, men nødvendig, og det kan blive det mest herlige sted med fællesskab og komme til at kende Herren. For os at blive betroet hele vor arveret må vi kende helt at Han er den eneste arv vi nogensinde kan få. Derfor, vort primære mål må altid være større end kun at indtage vores løfter – det må være at kende Herren, at tilbede Ham, og tjene Ham med alt hvad vi gør. Det er mange gange bedre at blive i ørkenen hvor vi tvinges til at søge Ham og erfare Ham, end at gå efter løfterne. Arven som vi har i Kristus er så vidunderlig at den let kan blive til en afgud i sig selv og i vores tilfælde er det forkert. Det er derfor at så få kristne virkelig har vandret i hele fylden af løfterne som vi har i Kristus. Nogle hævder at ingen har vandret på den vej siden det første århundrede. Det er diskutabel, men det syntes klar at ingen i dag vandrer i hele løftet som vi har fået givet i Kristus. Det er måske fordi så mange hurtig begynder at sætte mere pris på løfterne end på Ham som gav dem.

Det er derfor vi vil tage vores tid med dette studie, og tålmodigt gennemgå mange ting. Vores mål er ikke bare kun at kende noget om Herren, og vores arv, men at kende Ham og eje vores arv. For at komme til det, må vi eje visdom til at forstå at Herren selv er vores eneste arv, og at vores ejendom af hvert af Han's løfter er så vi kan vidne om Hans gavmildhed og herlighed midt i denne verden, ikke kun for at vi selv kan blive velsignet.

Idet vi fortsætter vores undersøgelse hvordan Israels ørkenvandring sammenlignet med vor egen vandring til modenhed i Kristus, vil vi finde ud af at mange af oplevelserne som vi går igennem betyder at se tilbage og gentage sandhederne vi lærte da vi blev udfriet fra ” Ægypten. ” (verden). Hver ny oplevelse er et tilbage blik og et skridt fremad. På den måde bliver det stærkeste fundament lagt, og bliver hele tiden forbedret. Hver eneste lille ting der sker i vores liv er tilsigtet for at gøre noget i os. En af hoved formålet med dette studium er at blive hurtig til at opdage enhver ting i vore liv i relation til hvad Herren bruger for at gøre sit værk i os. Når vi begynder at forstå Han's værk, vil vi blive mere villig at samarbejde med Ham, og derved komme ud af ørkenen og ind i det forjættede land meget hurtigere.

Så lad os jage efter at kende HERREN, og tage hele vores arv i Ham besiddelse så Han's herlighed må blive kendt midt i denne verden som et vidne for den.

Ugens Ord 14
OP