Tilbage

103. Rejsen Begynder
af Rick Joyner

På dag to så vi, hvordan Paulus beskrev Israels ørken rejse i 1 Kor. 10:1-11 som en parallel til vores rejse som kristne. Han afsluttede sin indsigt her med: "Nu skete disse ting dem som et advarende eksempel, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet" (v:11). Erfaringerne fra Israel der forlader Egypten, krydser ørkenen og derefter indtager deres lovede land, er et trin for trin profetisk kort over vores rejse mod opfyldelsen af vores kald i Kristus. Vi begynder med at være i trældom til denne verden, derefter går vi gennem et sted for oplæring og lære Herrens veje i en åndelig ørken, før vi er klar til faktisk at begynde at indtage og eje vores løfter.

I vores studie ønsker vi at granske denne rejse i større dybde som en måde at måle vores egen individuelle fremgang mod åndelig modenhed. Disse principper kan relateres til os som enkeltpersoner, som en menighed eller endda til den universelle kirke. Vi kan se kirken følge dette samme mønster gennem historien. Dette kan hjælpe os med at forstå, hvor vi er, hvor vi skal hen, og hvad det næste trin er. Det kan også give os selvtillid og hurtige sejre i vores prøvelser, når vi forstår, hvad Herren søger at opnå i os gennem dem.

Det første princip, som vi skal forstå, er, at vi som kristne begynder vores rejse fra et sted med åndelig trældom. Moses, der kom for at frigøre Guds folk, var en type eller bibelsk model af Kristus, som kom for at gøre os fri. Vi kan se en række åndelige paralleller i deres liv. Da Moses blev født, forsøgte den herskende magt at ødelægge ham ved at dræbe alle de mandlige babyer. Da Jesus blev født, gjorde Herodes det samme. Når skrifterne lærer, at der vil være en åbenbaring af Herren gennem en herlig kirke i slutningen, ser vi igen de regerende magter i dag, der prøver at ødelægge spædbørnene gennem abort og andre dæmoniske strategier.

Første gang, at Moses åbenbare sig for sine brødre, afviste de ham, ligesom de gjorde med Kristus, første gang Han kom. Da Moses vendte tilbage, var det med stor magt til at befri Guds folk og ødelægge alle Ægyptens guder. Når Jesus vender tilbage kommer Han ikke igen som et lidende lam, men som den sejrende Konge. Han vil befri Han's folk og ødelægge alle verdens guder.

I dette scenarie er Ægypten en type på den nuværende verden, og Farao er en type på Satan, herskeren af denne nuværende verden. Farao lod ikke Israel gå uden kamp, og Herren ville ikke have ham til det. Herren forhærdede hans hjerte for at gøre ham til en mere præcis type af Satan, der vil gøre alt, hvad han kan for at holde Guds folk i trældom.

Da Moses først krævede, at Farao lod Israel gå, nægtede han ikke kun, men beordrede hans opsynsmænd at øge byrderne for Guds folk, som vi ser i 2 Mos. 5:9, "Mændene skal være beskæftiget med strengt arbejde; de skal ikke lytte til falsk tale!" Vi ser her, at Satans første strategi er at få os til at tro, at Guds løfter er "falske ord", så vores byrder bliver tungere. Når dette sker, skal du ikke mismodig, men vær opmuntret. Lige før vi er ved at blive udfriet ved Guds kraft, ophober fjenden altid byrderne ved at prøve at få os til at tvivle på Gud på samme måde. Guds ord er sikkert, og vi kan også stå på Han's løfte i:

1 Kor. 10:13
. Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast, Han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.

Da vi ved, at Han aldrig vil tillade os at blive fristet ud over, hvad vi er i stand til at bære, kan vi kende at vores udfrielse er nær, når det kommer til det punkt.

Vi spørger måske, hvis Herren har magten til at ødelægge Satan, hvorfor gør Han det så ikke og gør det lettere for sit folk? Hovedårsagen er, fordi Han ikke ønsker at gøre det let for sit folk. Han vil gøre det svært, og Han ønsker, at enhver oplevelse skal præge os nok, så vi i hele evigheden vil huske syndens ondskab og Han's herlige veje, som demonstreres gennem vores udfrielse.

Som Han sagde i 2 Mos. 6:1: "Så sagde Herren til Moses: 'Nu skal du se, hvad jeg vil gøre med Farao; for under tvang skal han give jer friheden, og under tvang skal han drive jer ud af sit land ." Herren ønskede, at Han's folk for evigt skulle forstå, at de ikke blev frigivet med Farao (Satan) tilladelse, men ved Han's magt. Denne verdens hersker vil aldrig frivilligt lade os gå, men han vil lade os gå. Kraft kommer.

Da Moses begyndte at demonstrere Guds kraft gennem hans stav, fik Farao sine magier til at duplikere denne magt, og de var i stand til op til et punkt. Det, der kommer, vil være et meget ægte magt demonstration. Satan kan duplikere Guds kraft indtil et tidspunkt, selv kulterne vil sige som Ægyptens magikere "... Dette er Guds finger" (2 Mos. 8:19).

Selvom Gud begynder at demonstrere, at Han's magt er meget større end noget Satan kan duplikere, vil dette ikke få Satan til at give op, ligesom Farao forblev stædig. Dette vil få ham til at tage en endnu mere bedrageriske og lusket og ofte mere succesrig strategi for at holde Guds folk under hans åg. Vi ser ham begynde dette i 2 Mos. 8:25: Og Farao kaldte Moses og Aron og sagde: » Gå hen og bring jeres Gud et offer her i landet! (i Ægypten).

Når Satan ved, at vi er fast besluttet på at tjene Herren, vil hans næste strategi være at få os til at gå på kompromis, så vi prøver at tilbede Herren, mens vi forbliver i trældom på denne verdens måder. Satan har virkelig ikke noget imod at vi "har religion." Det, der skræmmer ham, er, at en enkelt kristen virkelig bliver fri.

Da Farao så, at Moses var beslutsom, foreslog han et andet kompromis, som vi ser i 2 Mos. 8:28, "Og Farao sagde: »Jeg vil lade jer rejse hen og ofre til Herren jeres Gud i ørkenen; kun må I ikke rejse for langt bort; men gå i forbøn for mig!« Næsten enhver ny troende vil høre fra velmenende venner og slægtninge, "Det er godt, at du har religion nu - bare gå ikke for langt med det. Det er godt at gå i kirken på søndage, men du skal leve i verden, så bliv ikke for radikale." Vi må også være besluttet på, at vi følger Herren fuldt ud og går så langt, som Han har kaldt os til at gå.

Efter nogle flere magt sammenstød foreslog Farao et sidste kompromis, som vi ser i 2 Mos. 10:24, "Da kaldte Farao til Moses og sagde: »Gå så ud og dyrk Herren! Kun jeres får og køer skal I lade blive tilbage. Jeres familier må I gerne tage med.« Enhver troende bliver nødt til at bestå den samme prøve.

Hvis Satan ser, at vi er fast besluttet på at gå så langt, som Gud har kaldt os til at gå, vil han derefter prøve at få os til at efterlade noget under sit domæne. Han ved meget godt "At hvor din skat er, der vil også dit hjerte være” (Matt. 6:21), så hvis vi efterlader noget, der ikke føres hele vejen til Guds lovede land, vender vi på et tidspunkt i vores hjerter tilbage til verden, og ender tilbage i trældom. Derfor må vi ligesom Moses erklære, at "... der skal ikke blive så meget som en klov tilbage" (2 Mos. 10:26) Fra starten af vores vandring med Herren må vi lære, at det er vigtigt ikke at have nogen kompromis med djævelen.

104. Frihed
OP