Korsets Menu

Afvisning Til Accept/Anerkendelse 1
Hvem Kan Bære En Såret Ånd?
Af Derek Prince

"Hvem kan bære en sønderbrudt ånd?" (Ordsp. 18:14).

I denne artikel vil jeg undersøge et særligt problem, der efter min mening påvirker millioner af mennesker i USA, såvel som utallige andre i resten af ??verden. Som et resultat af min tjeneste gennem mange år er jeg blevet overbevist om, at sandsynligvis hver femte person i USA på den ene eller anden måde er berørt af problemet med afvisning/forkastelse, simpelthen defineret, er følelsen af at være uønsket, følelsen af, at selvom du ønsker, at folk skal elske dig, er der ingen, der gør det. Eller det er at ville være en del af en gruppe, men føle sig udelukket – på en eller anden måde altid være udefra og kigge ind. Jeg tror, at en grund til, at så mange mennesker lider af dette problem i dag, er sammensætningen af vores samfund og dets pres, især opløsning af familielivet.

Hvis jeg skulle spørge dig: "Hvad er det modsatte af afvisning/forkastelse?" du ville sandsynligvis svare "Accept", som er det rigtige svar. I denne artikel og den næste vil vi koncentrere os om, hvordan man bevæger sig fra afvisning/forkastelse til accept.

Vi begynder vores studie med et billede af afvisning/forkastelse fundet i Esajas 54:6. Dette er et meget gribende billede af en sønderknust gift kvinde.

"For Herren har kaldt dig som en forladt kvinde og bedrøvet i ånden, som en ung hustru, når du blev afvist," siger din Gud.

Billedet her er af en ung kvinde, nyligt gift, som oplever, at hendes mand ikke elsker hende. Måske har han ikke tid til hende eller viser ingen interesse for hende. Muligvis er han endda ved at forberede sig på at skilles sig fra hende for at finde en anden kone. Skriften beskriver hende som "forladt og bedrøvet i ånden".

Der er en type sår, som er meget svær at bære. Det er beskrevet ret præcist i Ordsprogene 18:14:

"En mands ånd vil opretholde sin svaghed, men hvem kan bære en såret/sønderbrudt ånd?"

Denne kvinde led åbenbart af netop sådan et sår i hendes ånd.

Vi kan tåle en såret legeme, men en såret ånd er en uudholdelig lidelse.

Dybere End Vi Er Klar Over

Skriften siger også i 1 Kor. 2:

"For hvilket menneske ved, hvad et menneske har, undtagen menneskets ånd, som er i ham?
Således ved ingen, hvad der hører Gud til, undtagen Guds Ånd” (v:11)

En persons ånd er dybere end den mentale forståelse eller evnerne til hukommelse og fornuft, og den ånd er det eneste, der ved alt om dig. Dit sind ved ikke alt om dig. Der er ting ved dig, som dit sind endnu ikke har opdaget. Det er meget muligt at bære sår i årevis, som dit sind aldrig kender til. Dette kan efter min mening bekræftes af følgende observation.

Har du nogensinde lagt mærke til, når nogle mennesker får dåben i Helligånden – selv stærke, selvhjulpne mennesker – at de ser ud til at krølle sammen og begynder at hulke? Jeg har set det ske snesevis af gange. Når jeg ser det ske, siger jeg: ”Nu har Helligånden nået ned i den persons ånd, og Han løser alle de knuder, der har været bundet i ham så længe. Ingen anden kunne nogensinde komme derhen for at løse knuden end Helligånden."

Jeg bad med en ung mand en gang, og det skete for ham. Selvom han allerede var døbt i Helligånden, havde Herren netop mødt et dybt behov i hans liv. Af natur var han en temmelig velkontrolleret og balanceret ung mand. Men da Helligånden rørte ved dette spørgsmål i hjertet af hans liv, begyndte han at hulke som et lille barn. Jeg sagde til ham: "Se nu, sluk ikke for det her. Genhæv ikke din selvkontrol. Lad det komme, for du kunne ikke købe et øjeblik som dette for tusind dollars. Det er dyrebart."

Alt dette er for at illustrere, at der er et område dybt inde i dig, som dit sind ikke kender til. Nogle gange nægter dit sind endda at se fakta i øjnene om det område inde i dig. Psykologer og psykiatere anerkender, at der er nogle sår, der er så smertefulde, at sindet nægter at fokusere på dem. Det vender bare det blinde øje til i netop den retning. Ikke desto mindre er såret der - dybere end sindet, dybere end fornuften, dybere end erindringen. Det er i ånden.

Afvisning er meget ofte i det dybe område i ånden. Og ofte, fordi det er så dybt, indser folk ikke engang, at deres problem er afvisning.

Hvordan Afvisning Begynder

Lad os overveje nogle eksempler på, hvordan afvisning kan opstå, idet vi husker på, at der er mange former for afvisning.

Jeg husker især tilfældet med en dame, der boede i Florida. Mens jeg var på besøg en aften i denne dames hjem, gjorde jeg noget, jeg sjældent gør. Jeg sagde lige blankt til hende: "Søster, hvis jeg har ret, har du dødens ånd i dig." Jeg kommer sjældent med den slags udtalelser, fordi det kan føre til komplikationer. Men jeg tog risikoen ved at fortælle hende det, fordi det var tydeligt, at hun havde brug for hjælp. Denne kvinde havde al mulig grund til at være glad, men var aldrig glad. Hun havde en god mand og børn, men havde aldrig nogen glæde. Så jeg sagde til hende: "Jeg holder en udfrielsestjeneste fredag aften, og hvis du kommer, vil jeg bede for dig."

På den fastsatte aften kom denne dame, og da jeg begyndte på udfrielsesdelen af gudstjenesten, sad hun på forreste række. Igen gjorde jeg noget, jeg ikke plejer. På et vist tidspunkt i gudstjenesten gik jeg hen til hende, og jeg sagde: "Du dødsånd, i Jesu navn, jeg befaler dig at svare mig. Hvornår kom du ind i denne kvinde?"

Så svarede ånden, ikke kvinden, meget tydeligt: "Åh, da hun var to år gammel."

"Hvordan kom du ind?" Jeg spurgte.

Der stod: "Åh, hun følte sig afvist. Hun følte sig uønsket. Hun følte sig ensom."

Jeg tænkte ved mig selv: Det er da noget? Tilstedeværelse af afvisning selv i en alder af to. Denne hændelse åbnede virkelig min forståelse for et område med folks problemer, fordi jeg opdagede, at afvisning kan begynde, allerede før et barn er født. Jeg kunne give dig navnene på ganske kendte personer, som ville vidne om, at dette var sandt i deres liv. Hvis en kvinde bærer et barn i sin mave, hvis komme hun ærgrer sig over, bliver det barn ofte født med en ånd af afvisning.

Sårbare Mål

For eksempel er denne type afvisning især udbredt blandt mennesker i en bestemt aldersgruppe i USA - børn undfanget under den store depression. Hvorfor? Fordi mange familier allerede havde for mange munde at mætte, og tanken om endnu et lille liv, der skulle komme til verden, fremkaldte en følelse af bitterhed. "Hvorfor skal vi have endnu et barn?"

Et lignende problem kan udvikle sig hos et barn, der er undfanget uden for ægteskab. I de fleste tilfælde af den type er der enorme problemer involveret for moderen, og hun kan komme til at ærgre sig og endda hade dette barn, der kommer ind i hendes liv og skaber problemer for hende. Det barn kan også blive født med en ånd af afvisning.

Så igen kan et barn blive født og ikke modtage kærlighed og dermed lide afvisning. Jeg tror på, at ethvert barn er født ind i verden på udkig efter en fars og mors kærlighed. Ethvert barn er skabt på den måde. Men i mange tilfælde, især i det moderne Amerika, er hvert barn ikke elsket. Eller, selvom barnet er elsket, ved forældrene måske ikke, hvordan de skal udtrykke deres kærlighed. En række mennesker har fortalt mig: "Jeg formoder, at min far elskede mig, men han vidste aldrig, hvordan han skulle vise det. Hele sit liv tog han mig aldrig på knæ eller gjorde noget for at vise mig, at han elskede mig.” Det samme kan være tilfældet med moderen. Som et resultat får barnet denne følelse af at være uønsket.

Afvisning kan også komme senere i livet. Ligesom den kvinde, vi læser om i Esajas, kan en hustru elske sin mand og have et billede af, hvordan et ægteskab skal være. Hun forestiller sig, hvordan hendes mand vil elske hende, og hvordan hun vil blive velsignet med børn. Men på en eller anden måde viser det sig anderledes. Måske elsker manden hende i et stykke tid, men bliver så interesseret i en anden kvinde. Eller han kan være en af de mænd, der bare ikke ved, hvordan man viser kærlighed. Efter et stykke tid føler denne unge kvinde: "Min mand vil ikke have mig. Han er ligeglad med mig. Han afsætter ikke tid til mig.”

Reaktioner På Afvisning

Afvisning kan simpelthen være en indre holdning, vi har med os. Jeg har dog erfaret, at bag enhver negativ følelse, reaktion og holdning er der en tilsvarende ånd. Bag frygt er der en ånd af frygt. Bag misundelse er der en ånd af misundelse. Bag had er der en ånd af had.

Meget ofte vil det at give efter for en bestemt følelse åbne vejen for denne følelses ånd. Og når først ånden kommer ind, er den person ikke længere i fuld kontrol. For eksempel kan en pige, der hader sin far, fordi han var grusom, kritisk og ukærlig, blive gift og få sine egne børn. Så uden grund, mod sit eget ønske, begynder hun urimeligt og ondskabsfuldt at hade et af sine egne børn og overfører det had til sin far til sit barn. Det er hadets ånd. Når faderen ikke er der, er det rettet mod en anden.

Ofte vil forældre, der har særlige fejl, komme til at hade det barn, der ligner dem mest. De hader virkelig fejlen i sig selv, men i stedet for at vende hadet mod sig selv, vender de det mod barnet, som reproducerer de træk eller svagheder, som er blevet nedarvet fra dem.

Ligesom der er en ånd af had, er der også en ånd af afvisning. Jeg ved dette på egen hånd, fordi jeg i de seneste år har beskæftiget mig med flere hundrede mennesker, som havde brug for og modtog udfrielse fra afvisningens ånd.

Afvisning er et problem, der bringer andre i det belastning. Der er to forskellige reaktionslinjer, der udgår fra afvisning. Ingen af disse er selvfølgelig en absolut lov, men de er situationer, der forekommer konsekvent nok til at angive et bestemt mønster.

Det Første Spor

I den første retningslinier, der fortsætter fra afvisning, er den næste reaktion nede i linjen ensomhed. Ensomhed er en forfærdelig ting. Vores moderne verden er fyldt med ensomme mennesker. Nogle sidder endda i kirken hver søndag og holder dog aldrig op med at være ensomme.

Ensomhed fører til elendighed, og vi kender alle mennesker, der altid ser ud til at være elendige.

Så fører elendighed og ensomhed ofte til selvmedlidenhed. Du har altid ondt af dig selv: "Ingen forstår mig. Andre kan, men jeg kan ikke. Hvorfor gjorde Gud mig, som jeg er?”

Trinnet efter selvmedlidenhed er ofte depression - stemninger af dysterhed, der sætter sig over dig. Jeg kan beskrive disse stemninger i detaljer, fordi jeg ofte selv havde dem. Så jeg ved, hvad jeg taler om.

Depression vil da sandsynligvis føre til noget endnu mere alvorligt, som er fortvivlelse, håbløshed: "Det er ikke godt. Jeg kan lige så godt give op.” Og så vil fortvivlelse næsten uundgåeligt føre til et af to resultater, som er endelige: det ene er døden, det andet er selvmord.

Der er forskel på død og selvmord. Døden er ønsket om at dø. Hvis du nogensinde har sagt, "Jeg ville ønske, jeg var død," er det meget farligt. Det behøver man ikke sige mange gange, før en dødsånd kommer ind.

Selvmord er mere radikalt. "Jeg kunne lige så godt afslutte det. Hvad er det gode ved at leve? Tag hele flasken med piller. Slug dem nu." Eller: "Gå videre - hop foran det tog og slut det hele." Det Andet Spor

Vel,- det er en retningslinie reaktion, der stammer fra afvisning. Men der er en anden mulig linje, som fører i en anden retning. Det første skridt i denne progression fra afvisning er hårdhed. "Nå, hvis de ikke elsker mig, hvad så? Hvem har overhovedet brug for dem? Dem kan jeg godt undvære.”

Så fører hårdhed til noget, jeg har haft lejlighed til at analysere: ligegyldighed. "Jeg er ligeglad! Jeg er blevet såret nok. Ingen kommer nogensinde til at såre mig så meget igen. Jeg vil sætte en barriere op, som ingen nogensinde vil komme indenfor.” Udadtil er du venlig. Du taler med folk, du joker, men der er noget inde i dig, de aldrig kan komme igennem.

Efter ligegyldighed kommer oprør. "Jamen, de er imod mig, så jeg vil være imod dem. Jeg hader dem. Jeg hader deres religion. Jeg hader deres kirke. Jeg hader deres Gud." Du ville blive overrasket over antallet af mennesker, der har fortalt mig, at de på et tidspunkt i deres liv faktisk har sagt: "Gud, jeg hader dig!" Det er en frygtelig ting at sige. Snesevis af mennesker, jeg kender, har sagt: "Gud, hvorfor skabte du mig på denne måde? Hvorfor bragte du mig overhovedet til verden?”

Så fører oprør ganske ofte til hekseri, som ikke er en så åbenlys forbindelse, men er tæt forbundet med oprør i Skriften. 1 Samuelsbog 15:23 siger: "Oprør er som trolddomssynd." Når jeg siger hekseri, mener jeg hele det okkulte rige – at søge falske åndelige oplevelser gennem Ouija-brættet, spåkonen, seancen og lignende sysler. Mange indser ikke, at dette virkelig er udtryk for oprør – at vende sig fra den sande Gud til en falsk gud. Det er brud på det første bud: "Du må ikke have andre guder end mig" (2 Mosebog 20:3). Ved at bruge Saul som eksempel ser vi, at hekseri også i sidste ende fører til åndelig og fysisk død (1 Krønikebog 10:13-14).

Så vi ser fra begge disse reaktionslinjer, at konsekvenserne af afvisningens tilstedeværelse i en persons ånd kan være ødelæggende.

Rødderne

Jeg vil påpege, at for så radikale problemer tilbyder evangeliet radikale løsninger, fordi evangeliet i sig selv er meget radikalt. Ikke alle kender den bogstavelige betydning af radikal, men det kommer fra det latinske ord radix, som betyder "rod". Derfor er noget radikalt "det, som går til roden."

I den forstand er evangeliet radikalt. Det går til roden af problemet. Dette er, hvad Johannes Døberen sagde, da han beskrev evangeliet i Matthæus 3:10:

”Og øksen ligger allerede ved roden af træerne. Derfor bliver hvert træ, som ikke bærer god frugt, fældet og kastet i ilden."

Dette er et billede på, hvordan Gud har til hensigt, at vi skal håndtere vores problemer, som er repræsenteret ved træet. Gud siger: "Det er ikke nok at hugge nogle få grene af.

Træet vil blive ved med at stå og vokse. Selvom du hugger stammen af, vil livet fortsætte, og små grønne skud vil dukke op. Men klipper du rødderne, er du færdig med træet.” I Guds plan er øksen lagt til roden af problemet.

Disse tre dele af træet svarer til de tre dele af menneskers problemer. Vi starter med grenene. Det er, hvad jeg kalder "synder" - ting som løgn, bande, umoral og afhængighed, de ting, der driver mennesker og opildner dem. Meget religiøs aktivitet er rettet mod at klippe nogle få grene af. "Jeg holdt op med at ryge," eller "Jeg holdt op med at være umoralsk," eller "Jeg gør aldrig nogen skade, og jeg er altid i kirken om søndagen." Alt det er godt, men det er ikke det ultimative.

Under Overfladen

Hvis du bare skærer grenene af og fjerner visse synder, er problemet, du uundgåeligt står over for, at andre grene vil tage deres plads, fordi de alle er understøttet og understøttet af stammen. I min forståelse af teologi kaldes stammen "synd". Ikke synder, men synd. Der er en meget konsekvent skelnen i Bibelen mellem synder, syndige handlinger og synd, det der forårsager synder.

Synd er svær at definere. Jeg kalder det "en ond, korrupt, åndelig kraft, der virker i mennesker og driver dem til at begå synder." I forsoningen blev Jesus "såret for vore overtrædelser og knust for vore misgerninger [eller syndige handlinger]" (Esajas 53:5). Men i Esajas 53:10 står der:

"Du gjorde hans sjæl til et syndoffer."

Det handler om (træ)stammen. Det er helt anderledes, og Bibelen fastholder konsekvent denne skelnen.

Synd og synder er begge over overfladen, men under overfladen har vi noget andet: rødder. Ud fra min erfaring og studie af Skriften kan roden beskrives som "selvet" eller "jeget", egoet. “Jeg vil, jeg tror, jeg kan lide, jeg kan ikke lide, se på mig. Jeg er vigtig, jeg betyder noget, du har ikke behandlet mig rigtigt. Verden kredser om mig, stakkels lille mig, ingen elsker mig.” Jeg tror, det er roden. Selv dem, der har stået over for synden, har ikke altid beskæftiget sig med selvproblemet. Men hvis roden ikke bliver løst, vil problemerne fortsætte.

I næste undervisning vil vi fortsætte dette tema om afvisning ved at udforske dets løsning.

Afvisning til accept/anerkendelse 2
OP