Til Daglig Andagt

25 Sep: Livets Ånd


Derek Prince

Min Far Har Skabt Mig I 1 Mosebog 2:7 læser vi beretningen om menneskets skabelse. En personlig Gud skabte et personligt menneske til personligt fællesskab med sig selv. Her er det person til person. Det er ikke en abstraktion. Det er ikke en mystisk kraft, der virker i universet, men det er en person, der skaber en anden person for at have fællesskab med den person. For mig bringer dette så levende frem, at en hovedårsag til, at Gud skabte mennesket, var at nyde fællesskabet med det.

Forestil dig scenen! Herren knælede ned, tog støv i sine hænder, blandede det med vand og støbte det ind i en mands krop. Men det var livløst! Så skete der noget fantastisk. Skaberen lænede sig frem, lagde sine guddommelige læber mod lerlæberne, pressede sine guddommelige næsebor mod lernæseborene og pustede liv i dem. Hans ånde trængte ind i formen af ler og forvandlede det til et levende menneske, hvor hvert organ i dets krop fungerede perfekt, og med alle de vidunderlige åndelige, intellektuelle og følelsesmæssige reaktioner, som et menneske er i stand til. Intet andet væsen er nogensinde blevet skabt på en sådan måde.

Ordene, der bruges til at beskrive dette mirakel, er særligt levende. Det hebraiske sprog er et sprog, hvor lydene af visse ord relaterer direkte til den handling, de navngiver. Lyden af det hebraiske ord, der er oversat med "åndede", kan gengives yip-pach. Den består af en lille, indre "eksplosion", efterfulgt af en kraftig, vedvarende frigivelse af luft fra halsen. Således repræsenterer den levende handlingen den navngiver.

Da Herren bøjede sig ned over disse læber og næsebor af ler, udstødte han ikke et sløvt suk. Han udåndede et kraftigt åndedrag ind i det lerlegeme, som således fik en mirakuløs formidling af selve Guds liv.

Bøn
Tak, Herre, for dit arbejde i mig. Jeg proklamerer at Herren ønsker at nyde fællesskabet med mig, og han pustede sit liv i mig. Min far har skabt mig. Amen.

Til 26 Sep: