Til Daglig Andagt

28 Dec: Lovsang I Ørkenen

Lad Os Hele Tiden Ofre Et Lovprisningsoffer
Af Derek Prince

Da jeg tjente i den britiske hær under 2 Verdenskrig, var jeg udstationeret i Nordafrikas ørkener. Et negativt aspekt ved ørkenens levevilkår er, at de har tendens til at fremprovokere mumlen og klager. Dette skete med Israel mange gange, og det bragte ofte Guds dom og unåde over dem. Jeg blev så træt af ørkenen, maden og de blasfemiske britiske soldater, at jeg begyndte at klage. Da jeg gjorde dette, mistede jeg følelsen af Guds nærvær og velsignelse.

Jeg besluttede at afsætte en særlig dag til at faste og spørge Gud, hvorfor hans tilstedeværelse syntes at have trukket sig fra mig. Jeg sagde: "Gud, hvorfor er du ikke mig nær? Hvorfor skal jeg fortsætte dette ensformige, trættende liv i ørkenen?” Om aftenen havde Gud givet mig svaret. Han talte meget tydeligt til mig og sagde: "Hvorfor har du ikke takket mig? Hvorfor har du ikke lotprist mig?” Mens jeg mediterede over, hvad Gud sagde, indså jeg, at jeg havde mistet følelsen af hans nærvær, fordi jeg var blevet utaknemmelig.

På sin tid ledte Helligånden mig til forskellige passager langs denne linje, herunder 1 Tessalonikerbrev 5:16-19:

“Glæd dig altid; bede uden ophør; tak i alt; thi dette er Guds vilje med dig i Kristus Jesus. Sluk ikke Ånden" (NASB)

Igen, implikationen er, at hvis vi ikke altid glæder os, beder uophørligt og takker for alt, udslukker vi Helligånden! Ved at knurre og klage i stedet for at prise og takke, havde jeg slukket Helligånden i mit liv.

Gud forventer, at vi hele tiden ofrer et lovprisningsoffer fra vores læber – ikke kun indadtil fra vores hjerter. Vi er nødt til at gøre vores lovprisning vokal ved at takke Herrens navn!

Bøn
Tak Herre. Jeg giver dig lovprisning. Jeg proklamerer, at jeg ikke udslukker Ånden, men glæder mig altid, beder uophørligt og takker i alt. Jeg vil til stadighed ofre et lovprisningsoffer. Amen.

Til 29 Dec: