Til Tolv Trin Menu
Tolv trin til et godt år 4
Trin 7 og 8
Af Derek Prince
Dette er den fjerde del af vores undervisningsserie af belæringer om "Tolv trin til et godt år." Tolv gange i Hebræerbrevet siger forfatteren: "Lad os." Disse to ord angiver beslutninger eller afgørelser – ikke dem, vi kun kan træffe som enkeltpersoner, men beslutninger, vi skal træffe sammen med vores trosfæller. Derfor står der altid "Lad os" i stedet for "Lad mig." Tilsammen udgør disse tolv passager i Hebræerbrevet tolv skriftmæssige nytårsforsætter. Når vi gennemgår disse trin, vil jeg foreslå, at du gør det til et punkt at huske dem i rækkefølge. Så vil du i slutningen af denne serie have noget positivt og permanent at tage med dig gennem dette år og årene efter. (De første seks af disse trin blev præsenteret i de foregående tre udgaver af denne serie.)
Trin 7: Lad os holde fast i hå bet uden at vakle
Ligesom det foregående sjette trin findes det syvende trin i Hebræerbrevet 10:
"Lad os holde fast ved bekendelsen af vort håb uden at vakle, for han, som lovede, er trofast." (Hebr. 10:23)
Lad os først gennemgå nogle punkter om dette bekendelsestema, som det præsenteres i Hebræerbrevet for at se, hvordan vi er nået frem til denne udtalelse. For det første betyder bekendelse "at sige det samme som Gud." At bekende vores tro er altså at sige det samme med vores mund, som Gud siger i sit ord. Det får vores munds ord til at stemme overens med Guds skrevne ord på ethvert punkt. Efterhånden som vi går videre i vores kristne liv, bør vores bekendelse komme tættere på fuldstændig overensstemmelse med Guds ord på alle områder af vores erfaring.
For det andet er det gennem vores bekendelse, at vi er knyttet til Jesus som vores ypperstepræst. Et af hovedtemaerne i Hebræerbrevet er, at Jesus er vores ypperstepræst i himlen. Han er der på vores vegne i Guds Faders nærhed – for at repræsentere os, for at fremsætte vores bønner, for at gå i forbøn på vores vegne og for at gøre det godt for enhver rigtig bekendelse, vi afgiver.
Dette er står i Hebr. 3:1:
"Derfor, hellige brødre, som har del i et himmelsk kald, tænk på Jesus, vor bekendelses apostel og ypperstepræst." (NASB)
Med andre ord, vores skriftemål indleder Jesu tjeneste som vores ypperstepræst på vores vegne. Hvis vi afgiver den rigtige bekendelse, er Jesus forpligtet til i sin evige trofasthed at sørge for, at bekendelsen bliver bedre. Hvis vi undlader at give den rigtige bekendelse, eller hvis vi slet ikke giver bekendelse, gør vi vores ypperstepræsts læber tavse. Vi giver ham ingen mulighed for at tjene som ypperstepræst på vores vegne. Vi ser derfor den enorme betydning af skriftemål.
I Hebræerbrevet 4:14 har vi trin 3 i beslutningerne – en vi allerede har undersøgt i et tidligere brev. Da der er så meget at lære af den måde, hvorpå dette bekendelsestema er udviklet i Hebræerbrevet, lad os se på det igen:
"Da vi derfor har en stor ypperstepræst, som er gået gennem himlen, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved vores bekendelse." (NASB)
Når vi taler om Jesus som vores ypperstepræst, fortsætter Skriften straks med at understrege vores bekendelse. Vores skriftemål indleder hans tjeneste på vores vegne som vores ypperstepræst.
Her er rækken. I Hebræerbrevet 3:1 bliver vi formanet til at give den rigtige bekendelse. I Hebræerbrevet 4:14 bliver vi formanet til at "holde fast" vores bekendelse. Vi må ikke ændre det, vi har sagt. Vi er nødt til at blive ved med at få vores munds ord til at stemme overens med Guds ord.
Nu kommer vi til vores nuværende trin 7:
"Lad os holde fast ved bekendelsen af vort håb uden at vakle" (Hebr. 10:23)
Læg mærke til de to tilføjede ord: uden at vakle.
Hvis vi tager disse passager fra Hebræerbrevet i den rigtige rækkefølge, ser vi, at der med hensyn til vores bekendelse er tre på hinanden følgende stadier. Først giver vi bekendelsen. For det andet, efter at have gjort det, holder vi fast ved den – vi ændrer os ikke. For det tredje holder vi den fast uden at vakle. Hvorfor tror du uden at vakle er sat ind? For mig indebærer det – ikke blot på grundlag af logik, men på grundlag af personlig erfaring – at når vi afgiver den rigtige tilståelse, vil vi møde negative kræfter og pres, der vil komme imod os. Selvom vi har afgivet den rigtige tilståelse, og vi holder den fast, kan der komme et tidspunkt, hvor presset stiger. Faktisk kan det se ud til, at alle Satans kræfter og alle mørkets magter er vendt mod os og frister os til at give slip på vores bekendelse.
Hold fast!
Men dette er det punkt, hvor Hebræerbrevets forfatter opmuntrer os: "Slip ikke. Hold fast - uden at vakle." Jo mørkere situationen er, jo større er problemet. Jo mere presset er, jo vigtigere er det for os at holde fast uden at vakle. Hvorfor? Fordi "Han, der lovede, er trofast" (Hebræerne 10:23). Du føler måske, at du har mistet Gud af syne, og du ved ikke, hvad han gør. Du kan føle, at han er bag skyerne, ude af syne. Men Skriften siger, at han er trofast. Uanset om du ser ham eller ej, om du forstår eller ej, er han trofast. Han er forpligtet til sit ord, og han er vores ypperstepræst. Hvis vi holder fast i vores bekendelse uden at vakle, vil han udføre sit arbejde som vores ypperstepræst.
Sammenlign dette med det enkle udsagn i 2 Kor. 5:7: "For vi vandrer i tro, ikke i skuen." Underforstået i denne udtalelse er en modsætning mellem tro og observation. Det naturlige menneske går ved synet - han stoler på sine sanser, og han tror kun på, hvad hans sanser fortæller ham. Men for den kristne bør vi i åndelig erfaring ikke stole på vores sanser. Vi vandrer i tro. Tro relaterer os til et uset, evigt rige, hvor intet ændrer sig. Sansens verden er altid i forandring, midlertidig ustabil og upålidelig. Men gennem troen forholder vi os til en anden verden – en verden af evige realiteter og sandheder. Når vi forholder os til den verden ved tro, holder vi fast i vores bekendelse uden at vakle.
Det pres, Gud tillader at komme ind i vores liv, afgør, om vi stoler på vores sanser eller vores tro. Hvis vi ændrer vores bekendelse på grund af mørket, så går vi ved vores sanser og ikke ved tro. For i tro er der intet mørke. Troen ser med et indre åndeligt øje ind i et rige, der ikke ændrer sig. Tro er at rette blikket på en ypperstepræst, som altid er pålidelig og konstant.
Abrahams eksempel
I forbindelse med dette princip om at give og holde den rigtige bekendelse uden at vakle, vil jeg et øjeblik se på eksemplet med Abraham som portrætteret i Romerbrevet 4. Jeg mener, at Abraham er et af de bedste eksempler på at holde fast uden at vakle. Paulus siger:
"Uden at svække sin tro, stod han over for det faktum, at hans legeme var så godt som død – siden han var omkring hundrede år gammel – og at Saras livmoder også var død. Alligevel vaklede han ikke på grund af vantro med hensyn til Guds løfte, men blev styrket i sin tro og gav Gud ære, idet han var fuldt overbevist om, at Gud havde magt til at gøre, hvad han havde lovet. Dette er grunden til, at 'det blev tilregnet ham som retfærdighed.'" (Rom 4:19-22 NIV)
Ægte tro står over for fakta. Enhver holdning, der ikke er villig til at se på de virkelige fakta, er ikke ægte tro. Abraham forsøgte ikke at bedrage sig selv eller forestille sig noget anderledes end det var. Med sine sanser så han, at hans legeme og Saras livmoder var så godt som død. Men så besluttede han bestemt ikke kun at stole på sine sanser.
Abraham kaldes "faderen til alle dem, der tror" (Rom 4:11), og vi opfordres til at følge hans trostrin. Vi er forpligtet til at vandre den samme tros vej: vi tager fat i Guds løfte, vi afgiver vores bekendelse, og vi holder vores bekendelse fast uden at vakle. Vi skal ikke lade os afskrække af, hvad vores sanser siger. I stedet ser vi ud over sanserne og de sete ting ind i det usete rige. Ved tro ser vi på vores trofaste ypperstepræst, som sidder ved Guds højre hånd.
Ingen vaklen!
I den forbindelse skal vi være meget opmærksomme på, hvad Jakob siger i sit brev. Mange kristne fejler på dette tidspunkt. De afgiver en bekendelse, de holder den fast, men når presset stiger, begynde de at vakle og holder de ikke fast i den.
"Men når [en troende] spørger, skal han tro og ikke tvivle, for den, der tvivler, er som en bølge af havet, blæst og kastet af vinden. Den mand skal ikke tro, at han vil modtage noget fra Herren; han er en tvesindet mand, ustabil i alt, hvad han foretager sig.” (Jakob 1:6-8. NIV)
Jakob beskriver den person, der vakler – en person, der begynder at spørge, begynder at bede eller begynder at tro, men ikke holder fast uden at vakle. Den person bliver slynget frem og tilbage, blæst omkuld af vinden og bølgerne. Sådan en person, advarer Skriften (og dette er en meget højtidelig advarsel):
"Den mand skal ikke tro, at han vil modtage noget fra Herren."
Ved at vakle kan vi miste vores velsignelse og miste fordelen ved Kristi tjeneste på vores vegne som vores ypperstepræst. midlet? Vi holder fast på vores bekendelse uden at vakle.
Trin 8: Lad os give agt på hinanden
Trin 8 findes ligesom de to foregående trin i Hebræerne10. For at få en forståelse af sammenhængen vil vi se på tre vers:
"Og lad os overveje, hvordan vi kan stimulere hinanden til kærlighed og gode gerninger, ikke opgive vores egen forsamling, som nogle har for vane, men opmuntre hinanden; og så meget desto mere som du ser dagen nærme sig. For hvis vi fortsætter med at synde forsætligt efter at have modtaget kundskaben om sandheden, er der ikke længere et offer for synder tilbage." (Hebr. 10:24-26. NASB)..
Denne oversættelse af disse vers er god. Men på det originale græsk er rækkefølgen af sætningen omvendt. På græsk ville dette lyde: "Lad os tænke over, hvordan man stimulerer til kærlighed og gode gerninger overfor hinanden." Det får den virkelige essens af denne særlige beslutning frem: "Lad os betænke hinanden." Vi skal se på hinanden ud fra et synspunkt om, hvordan vi kan få det bedste frem i hinanden.
Så mange mennesker i dag er lukket inde i deres fængsel. Deres grundlæggende problem er selvcentrering. Jeg har aldrig mødt en selvcentreret person, der var virkelig glad og nød ægte fred. Faktisk, jo mere du koncentrerer dig om dig selv – jo mere du bekymrer dig om dig selv og søger at behage dig selv – jo mere vil dine problemer stige. Du skal først udfries fra det selvcentrerede fængsel. Som dette skriftsted indikerer, er der én skriftmæssig måde at blive frigivet på: Stop med at bekymre dig om dig selv. Stop med at passe på dig selv hele tiden. Stop med at kæmpe for dig selv. Begynd i stedet at se på dine trosfæller. "Lad os betænke hinanden."
Jesu eksempel
I Filipperbrevet stiller Paulus for os Jesu eksempel, som en vi skal følge. Det, Paulus siger, er meget anvendeligt på denne beslutning.
"Gør intet af selviskhed eller tom indbildskhed, men lad jer med ydmyghed i sindet
hver især betragte hinanden som vigtigere end jer selv;
men se ikke alene på dine egne personlige interesser, men også for andres interesser.”
(Fil. 2:3-4. NASB)
Dette er det stik modsatte af at passe dine egne personlige interesser. Befrielsen er at se efter andres interesser - at være mere bekymret for andre end dig selv.
Så opfordrer Paulus os til at følge Jesu eksempel:
"Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus, da han eksisterede i Gudsdomsskikkelse,
og da han var lig med Gud, tømte han sig selv og tog tjenerskikkelse på." (vers 5-7 NASB).
Jeg har altid sagt, at vores holdning bestemmer vores fremgangsmåde – og vores fremgangsmåde bestemmer resultatet. Her er altså en holdning, vi skal dyrke: "Har denne indstilling i jer selv, som også var i Kristus Jesus."
Hvad var holdningen? Det græske er bogstaveligt talt "en slave." Jesus, som var Herre over alt, tømte sig selv for alt og var villig til at blive en tjener – en træl, en slave. Det er den holdning, Paulus siger, at vi skal efterligne.
Vi finder en meget smuk parallel passage i Gal.5:13-14:
For I er kaldet til frihed, brødre; vend ikke din frihed til en mulighed for kødet
[det vil sige at tilfredsstille dit eget kødelige og selviske ønske], men tjen hinanden gennem kærlighed.
For hele loven er opfyldt i ét ord, i loven: 'Du skal elske din næste som dig selv.'” (NASB)
Måden til ikke at hengive vores kødelige natur, er, ikke at give efter for selviskhed og ikke blive indelukket i selvets fængsel, men ved at se til andres behov. "Tjen hinanden i kærlighed." Det er det, Helligånden understreger over for Guds folk i dag. Mange mennesker i dag taler om at tjene Herren, men tjener aldrig deres trosfæller. Kan vi virkelig tjene Herren, hvis vi ikke er villige til at tjene vores trosfæller? Herren kommer til os i sit legemes lemmer – så vores holdning til disse lemmer er i virkeligheden vores holdning til Herren selv.
Paulus' eksempel
I denne forbindelse med at være villig til at tjene andre, lad os se på en udtalelse, som Paulus fremsatte til de korintiske kristne. Husk, at Paulus af baggrund var en meget streng, omhyggelig med overholdelsen som ortodoks jøde. Han havde kvalifikationerne til at være rabbiner. Han var farisæer. Han praktiserede en slags "retfærdighed," der adskilte sig fra andre mennesker, idet han betragtede andre som på et lavere niveau. Men da Paulus lærte Jesus at kende, fandt den mest vidunderlige forandring sted i hans natur. Husk også på, at disse korinther grundlæggende var jordens afskum. Paulus siger, at nogle af dem havde været homoseksuelle, nogle prostituerede, nogle drukkenbolte og nogle spotter. Enkelt sagt var de ikke den bedste slags mennesker. (Korint var en af de største havne i den antikke verden, og som det så ofte sker i havnebyer, er det den slags mennesker, man plejer at møde.)
Overvej i den sammenhæng denne forbløffende udtalelse fra Paulus:
"For vi prædiker ikke os selv, men Kristus Jesus som Herre og os selv som dine trælle for Jesu skyld." (2 Kor. 4:5)
Her er denne stolte farisæer, der siger: "Vi er dine trælle for Jesu skyld." Til de mennesker! Læg mærke til de tre trin. Først afsættes selvet: "ikke os selv." For det andet sætter Kristus på tronen: "Kristus Jesus, Herren." For det tredje, tjen andre: "vi er jeres trælle for Jesu skyld." Det er Paulus' budskab om, hvordan man kan flygte fra selvcentrering.
Tjene er en færdighed
Efter at have set Paulus anbefaling må jeg påpege, at det at tjene er en færdighed, vi skal tilegne os. Det sker ikke bare spontant – og det er ikke vores af natur. Tag eksemplet med en tjener. En tjener er en, der bliver kaldt til at tjene. Men en tjener skal uddannes. Der er meget, der går ind i den korrekte træning af en tjener. En ven, der var tjener, forklarede mig engang, hvad der var involveret i at være en god tjener. I hans beskrivelse så jeg et fantastisk eksempel på træningen i at tjene hinanden.
Tjene er en færdighed, vi skal tilegne os. Vi må studere andre for at finde ud af, hvad der frembringer en positiv eller en negativ reaktion. Så bør vi lære, hvordan vi bedst kan inspirere dem til kærlighed og gode gerninger – ikke det modsatte. Dette kræver øvelse, træning og disciplin.
Tjene kræver også det rette miljø. Du ser, efter at forfatteren af Hebræerbrevet har sagt i Hebr. 10:24. "Lad os overveje, hvordan vi kan stimulere hinanden til kærlighed og gode gerninger," og fortsætter han med at sige, "ikke forlade vores egen forsamling, som det er vane for nogle, men opmuntrende hinanden; og så meget mere, som du ser dagen nærme sig." Det rigtige miljø kommer til udtryk i ordene "vores egen forsamling." Det betyder, at tæt, engageret, regelmæssigt fællesskab er det miljø, hvor vi kan trænes til at tjene hinanden.
I det næste vers af Hebræerbrevet 10 anfører forfatteren det katastrofale alternativ. Umiddelbart efter advarslen mod at forlade vores egen forsamling siger han dette:
"For hvis vi fortsætter med at synde forsætligt efter at have modtaget kundskaben om sandheden,
er der ikke længere et offer for synder tilbage." (Hebr. 10:26)
Det er ikke tilfældigt, at disse ord følger. Implikationen er, at hvis vi ikke bliver i det rigtige miljø, hvis vi ikke er i et tæt, engageret, regelmæssigt fællesskab, vil vi vende tilbage til at synde. Den eneste sikre måde er at blive i fællesskab, lære at tjene og lære at tage hensyn til andre mennesker.
I de næste to afsnit i denne undervisnings serie vil vi se på de sidste fire trin til et godt år. Jeg stoler på, at du anvender disse trin i praksis, som de er blevet præsenteret indtil videre.
Del 5: Trin 9 og 10
OP