Til Tolv Trin Menu

Tolv trin til et godt år 1

Trin 1 og 2
Af Derek Prince

Denne undervisning og dem, der følger i denne serie, er designet til at ruste dig til at tilegne dig fylden af Guds forsørgelse/underhold og velsignelse i det år, der ligger forude. Det tema, jeg har valgt for denne undervisningsserie, er behovet for at tage og udføre de rigtige beslutninger. Det nye år har traditionelt været forbundet med beslutninger [nytårsforsætter]. Selvom det ikke er helt så moderigtigt i dag, da jeg var en dreng jeg og voksede op, ved slutningen af det gamle år og begyndelsen af det nye år, lavede alle gode nytårsforsætter for det nye år - ofte alt for godt vidende, at deres beslutninger ikke ville holde længe. Jeg mener dog, at det er passende at træffe eller bekræfte beslutninger på denne tid af året. Du kan se, beslutninger (eller bestemmelser) bestemmer holdninger. Vores holdninger bestemmer vores tilgang til en situation. Vores tilgang til en situation bestemmer dens udfald.

Den måde, du nærmer dig et nyt år på, vil i sidste ende bestemme dets udfald i dit liv. Hvis du ikke har truffet de rigtige beslutninger, skal du lave dem. Hvis du tidligere har truffet de rigtige beslutninger, er det meget nyttigt at bekræfte dem igen.

Hebræerbrevet giver os tolv mønsteropløsninger eller trin, hver introduceret af sætningen "Lad os." I løbet af dette år vil jeg præsentere to af disse trin i hvert brev. Tilsammen udgør de tolv gode forsætter for det nye år – eller, som jeg foretrækker at kalde dem, "Tolv skridt til et godt år."

I disse undervisninger håber jeg at vise dig i detaljer, hvordan hver af disse tolv forsæætter gælder for dit liv og din situation. For at begynde vores studie vil jeg fokusere på betydningen af den indledende sætning, der bruges i begyndelsen af hver af de tolv resolutioner: sætningen "Lad os." Denne sætning indeholder to vigtige sider. Først og fremmest betegner det en beslutning. For det andet, hver gang denne sætning optræder i hebræerbrevet, er beslutningen i flertal. Det indikerer ikke blot, at vi skal træffe bestemte beslutninger, men at vi skal træffe dem sammen. Dette er en kendsgerning, som Helligånden på en særlig måde understreger over for Guds folk i denne tid. Vi er ikke uafhængige, selvstyrende enheder, men i en meget reel forstand er vi afhængige af hinanden. Hvis vi skal nå igennem til opfyldelsen af Guds hensigt, vil vi gøre det sammen. Lad mig vise dig et par vers i Efeserbrevet kapitel 4, der fremhæver pointen om, at disse beslutninger er alle i flertal: Lad os. Paulus siger, at Kristus har sat i hans kirke tjenester til forskellige grundlæggende formål: opbyggelse af Legemet, udrustning af de hellige, og så videre. Derefter opsummerer Paulus formålene med disse tjenester.

"... indtil vi alle når frem til at være ét i troen på og i kundskaben om Guds Søn
til mands modenhed og det mål af vækst, da vi kan rumme Kristi fylde." (Efeserne 4:13)

I samme forbindelse siger han med henvisning til Kristus:

"Ham [Kristus] skyldes det, at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed,
idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen,
efter den kraft, der er tilmålt hver enkelte led." (vers 16 )

Vægten i begge disse vers er på det kollektive snarere end på det individuelle. Når Paulus taler om enhed og den fulde viden om Guds Søn og modenhed, bruger Paulus ordene "vi alle." "Indtil vi alle når til enhed...kundskaben om Guds søn. Indtil vi alle bliver modne. Indtil vi alle når til hele Kristi fyldes mål." Underforståelsen er klar. Vi kommer ikke til at gøre det på egen hånd. Vi er afhængige af vores trosfæller. Og så beslutningen, som vi træffer, er ikke bare en individualistisk, selvcentreret beslutning om, hvad jeg skal gøre i dette nytår, men det er en beslutning, der inkluderer vores trosfæller. "Lad os."

Hebraiske troende havde en anden baggrund end alle andre troende i Det Nye Testamente. For det første var de fri for afgudsdyrkelse og falske kulter ved arv gennem Moseloven. For det andet havde de kendskab til de Gamle Testamentes skrifter – Loven, Salmerne, Ordsprogene, profeterne og de historiske bøger. For det tredje var de bekendt med templet – i dets ofre og dets tilbedelse – som omhandlede den sande Guds natur. Men i mange tilfælde havde de hebraiske troende ikke nydt godt af disse privilegier. Tværtimod var de blevet lullet ind i en falsk tryghed, som ikke var motiveret af deres åndelige tilstand. Som et resultat heraf indeholder hebræerbrevet mere højtidelige advarsler mod faren for at falde fra – ved følelsesmæssig drift , vantro, uagtsomhed, dovenskab – end nogen anden bog i Det Nye Testamente. (Se f.eks. Hebræerne 2:1–3; 3:12; 6:12; 10:35–36; 12:25).

Situationen for mange bekendende ikke-jødiske kristne i dag svarer til situationen for de hebraiske troende på tidspunktet for Det Nye Testamente. Vi har længe nydt mange særlige privilegier og fordele, men alt for ofte har disse ikke frembragt den frugt i vores liv, som Gud kræver. I dag er vi dem, der skal advares mod ting som følelsesmæssig drift , vantro, uagtsomhed og dovenskab. Jeg vil foreslå, at de tolv "Lad os"-rbestemmelser, vi vil undersøge, er midlet på den åndelige tilstand, som er blevet det nedarvede åndelige problem for skarer af bekendende kristne i den vestlige kultur i dag.

Trin 1: Lad os frygte
Lad os nu se på det første trin "Lad os" beslutning i Hebræerbrevet. Hvis vi ikke forstod baggrunden for de hebraiske troendes åndelige tilstand, kunne denne første beslutning virkelig overraske os. Men i lyset af den baggrund kan vi se, at det er passende – faktisk absolut nødvendigt.

"Derfor, lad os frygte, at mens der stadig er et løfte om at gå ind i Guds hvile,
skulle nogen af jer synes at være kommet til kort." Hebr. 4:1.

På grund af deres formodning, deres falske sikkerhed, deres dovenskab og fordi de ikke havde benyttet sig af alle de privilegier og velsignelser, som de havde nydt i særlig grad, var denne første formaning "lad os frygte".

Forfatteren til hebræerne gav dem derefter et specifikt eksempel på, hvorfor de skulle frygte baseret på israelitternes erfaring på deres rejse gennem ørkenen fra Ægypten til det forjættede land. Det er et citat fra en af Salmerne – hvad Gud sagde til Israel i forbindelse med deres holdning og adfærd.

"Derfor, som Helligånden siger: "I dag, når I hører hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter, som I gjorde under oprøret, under prøvelsens tid i ørkenen, hvor jeres fædre prøvede og prøvede mig og i fyrre år, se hvad jeg gjorde. Derfor var jeg vred på den generation, og jeg sagde: 'Deres hjerter farer altid vild, og de kender ikke mine veje.' Så jeg erklærede ved ed i min vrede: 'De skal aldrig komme ind i min hvile.' Sørg for, brødre, at ingen af jer har et syndigt, vantro hjerte, som vender sig bort fra den levende Gud. Men opmunter hinanden dagligt, så længe det hedder I dag, så ingen af jer skal blive forhærdet af syndens bedrag. For vi har del i Kristus, hvis vi til det sidste holder fast i den tillid, vi havde i starten." (Hebr. 3:7-14).

Det er bemærkelsesværdigt at bemærke, at Gud bragte hele den generation ud af Ægypten ved mange mirakuløse tegn og undere. Ikke desto mindre var Gud vred på dem på grund af deres efterfølgende adfærd. Hovedindholdet af advarslen er: "Forhærd ikke jeres hjerter."

Hvad præcis fejlede den generation? Passagen gør det klart: De hørte ikke Guds stemme. De var tilfredse med at få tingene brugt gennem Moses. De havde en form for religion: tabernaklet, de ti bud, præstedømmet, ofrene og forskellige ceremonielle love. Men i alt det savnede de det væsentlige. De kunne ikke høre Guds stemme.

Den første beslutning er "Lad os frygte." Det er med andre ord ikke begrænset til israelitterne i ørkenen. Dette står som et eksempel og en advarsel for os, og det gælder stadig for os i dag.

Hvorfor vi burde frygte
Hvorfor skulle vi frygte? Jeg tror, årsagen er klar i sammenhæng. Vi skal være meget ængstelige på vores vagt, så vi ikke begår den samme fejl som israelitterne gjorde i ørkenen. Fejlen var at fokusere på det ydre og gå glip af det virkelige indre væsentlige – at høre Guds stemme.

Dette princip går igennem hele Bibelen. Jesus siger det samme til os som hans disciple i Det Nye Testamente.

"Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig." (Joh. 10:27)

Det er måske den klareste og enkleste beskrivelse af sande kristne, der findes nogen steder i Det Nye Testamente. Når Jesus siger: "Mine får", taler han om dem, der virkelig tror på ham, dem som han anerkender og accepterer som den gode hyrde. Han tillægger sine får to træk: de hører hans stemme, og de følger ham.

Disse egenskaber gælder for alle rigtige kristne. De hører Herrens stemme, og de følger ham. Det er ikke muligt at følge Herren, hvis du ikke hører hans stemme. Mønstret for hyrde og får er meget tydeligt. De fulgte hyrden, fordi de hørte hans stemme. Hvis de ikke hørte hans røst, kunne de ikke følge ham.

Jeg vil gerne understrege vigtigheden af at lære at høre Herrens stemme. Det betyder at have et intimt, personligt forhold til Herren, så han kan tale direkte og personligt til dig, uanset om det er gennem Bibelen eller på anden måde. Jesus sagde ikke: "Mine får læser i Bibelen." Det er en god ting at læse i Bibelen, hvis du hører Herrens stemme. Men mange mennesker læser Bibelen, men hører ikke Herrens røst. Det er vigtigt, at du hører Herrens stemme.

Hvis du vil gøre dette til dit første skridt i dette nye år, vil du være et bedre menneske ved udgangen af det. Accepter venligst dette som den første beslutning. Lad os frygte, at vi ikke begår den samme fejl, som Israel begik. Lad os dyrke med at høre Herrens stemme.

Trin 2: Lad os være flittige
Den anden beslutning finder sted senere i det samme fjerde kapitel af Hebræerbrevet: "Lad os derfor være flittige." Det lyder:

"Derfor, lad os stræbe efter at gå ind i den hvile, så ingen falder og
blive et ligende eksempel på ulydighed." (Hebr. 4:11)

Jeg påpegede, at denne advarsel er baseret på israelitternes oplevelse på deres rejse fra Ægypten gennem ørkenen. Mange af dem nåede ikke til den lovede destination (resten, som Gud havde lovet dem) på grund af deres dårlige opførsel og deres forkerte holdning. Skriften siger, at deres legemer faldt i ørkenen på grund af vantro og ulydighed – hvad fik dem til at undlade at høre Herrens røst. De havde det ydre, men de havde ikke den store fundamentele, indre virkelighed af al sand religion – at høre Herrens røst.

Det var Israels tragiske fejltagelse. På grundlag af dette eksempel på Israels fiasko siger Hebræerbrevets forfatter: "Lad os stræbe efter." Det tror jeg er meget naturligt. Hvis vi virkelig tager farerne ved den åndelige tilstand til os, og vi i den forstand frygter, så er det næste, vi naturligvis vil gøre, at stræbe efter. Hvad er flid?
Lad os overveje et øjeblik, hvad flid er. Nogle gange er en måde at finde ud af betydningen af et ord på, at overveje dets modsætning. En åbenlys modsætning til flid er dovenskab. Bibelen har ikke et godt ord at sige om dovenskab. Det er et tema, der ikke får tilstrækkelig opmærksomhed i nutidens kristendom. Sammenlign dette med, hvad Hebræerbrevets forfatter siger i kapitel 6:11-12.

"Vi ønsker inderligt, at hver enkelt af jer viser den samme iver og flid til det sidste, for at sikre jeres håb. Vi ønsker ikke, at du skal blive doven, men at efterligne dem, som gennem tro og tålmodighed arver det, der er blevet lovet.” (NIV).

Advarslen i denne passage er, at vi ikke kun skal være flittige, men vi skal være flittige til det sidste. Vi skal blive ved med at være flittige. Det modsatte af flid er der sagt med rene ord. Det er at være doven. Ikke fysisk doven, men åndeligt doven. Lad os igen sammenligne det med Peters ord, hvor han siger:

”Af netop denne grund, gør alt for at tilføje godhed til din tro; og til godhed kundskab;
og til kundskab; selvkontrol; og til selvkontrol, udholdenhed; og til udholdenhed gudsfrygt;
og til gudsfrygt, gensidig hengivenhed; og til gensidig hengivenhed, kærlighed.." (2 Peter 1:5-7 NIV).

Ser du, det kristne liv er ikke en stillestående tilstand. Det er et liv med at tilføje – et liv med vækst og fremskridt. At være stillestående i det kristne liv er at blive lunken. For at du kan gøre den tilføjelse, kræver det flid. Det kræver, at man giver alt.

"For hvis du besidder disse egenskaber i stigende grad, vil de holde dig fra at være ineffektiv og uproduktiv i din viden om vor Herre Jesus Kristus. Men hvis nogen ikke har dem, er han nærsynet og blind og har glemt, at han er blevet renset for sine tidligere synder." (vers 8-9 NIV).

Ville du tro det var muligt? At nogen kunne blive renset fra tidligere synder og så glemme, at det overhovedet var sket? Men Skriften viser, at dette er muligt. Peter stiller os virkelig to alternativer. Den ene er at være effektiv og produktiv i vores viden om Herren Jesus Kristus. Den anden er at være ineffektiv og uproduktiv med en tilstand, som han beskriver som værende nærsynet og blind. Det er stærke ord. I lyset af dette fortsætter Peter:

"Derfor, mine brødre, [på grund af den advarsel, Peter gav] vær så meget desto endnu mere ivrige efter at sikre jeres kaldelse og udvælgelse. For hvis du gør disse ting, vil du aldrig falde, og du vil modtage en rig velkomst i vor Herre og Frelser Jesu Kristi evige rige." (vers 10-11 NIV).

Det er gode nyheder. Vi kan gøre noget for at garantere, at vi aldrig falder, og at vi får en rig velkomst i vor Herres rige.

Grundlæggende bliver vi der advaret mod dovenskab. Og jeg er dybt bekymret over den manglende bekymring i kristne kredse for dovenskab. Størstedelen af kristne ser drukkenskab med rædsel. De ville afvise enhver person som var fuld, og de hævdede at være en kristen,. Nu er jeg enig i den holdning – drukkenskab er en synd, og jeg vil bestemt ikke anbefale det. Men jeg vil sige, at dovenskab er meget hårdere dømt i Skriften end druk. Problemet er, at mange kristne, som aldrig ville blive fundet fulde, er dovne. Lad os tage advarslen om at være flittige til os.

Vores del i velsignelse
For at hjælpe os med at overveje mere af, hvad der er involveret i flid, lad mig henvise dig til to smukke skriftsteder i Ordsprogene, som længe har været et vejledende lys for mig i min egen erfaring. Sammen opsummerer de de to betingelser for ægte rigdom eller vedvarende rigdom. En betingelse er på Herrens side; den anden betingelse er på vores side. Vi skal opfylde begge betingelser for at nå resultatet. På Herrens side læser vi:

"Det er Herrens velsignelse, som gør rig, slid og slæb lægger intet til." (Ordsprogene 10:22)

Den store, primære betingelse for sand rigdom, åndelig og på anden måde, er Herrens velsignelse. Vi kan ikke regne med noget rigtig godt bortset fra Herrens velsignelse. På den anden side er Herrens velsignelse i sig selv ikke tilstrækkelig. Hvad er vores del?

"Doven hånd skaber fattigdom, flittig hånd gør rig." (Ordsprogene 10:4)

.
Først og fremmest gør Herrens velsignelse rig, men for det andet gør de flittiges hånd rig. Det kræver Herrens velsignelse plus vores flid for at opnå sand rigdom. Det er ikke nok blot at forvente Herrens velsignelse eller endda at modtage Herrens velsignelse. Det vil ikke opfylde sit formål i dit liv, medmindre du tilføjer din egen personlige flid.

En god måde at udtrykke den flid på ville være følgende: I enhver situation, hvor du har ansvar, skal du efterlade det i en bedre stand – åndeligt, økonomisk, på alle indlysende måder – end det var, da du fandt det. Først og fremmest tak Herren for hans velsignelse, men føj din egen flid dertil. Disse to tilsammen bringer sande åndelige rigdomme.

I mit næste undervisningsbrev vil jeg se på de næste to "lad os"-udsagn i bogen til hebræerne; nemlig, lad os holde fast ved vores bekendelse og lad os nærme os nådens trone.

Del 2: Trin 3 og 4
OP