14

Lad Os Ofre Lovprisningsoffer

Tolv Trin Til Tt Godt År Del 14
Af Derek Prince

Lyt også til Derek Prince Radio podcast.

Beskrivelse
Derek præsenterer den endelige "lad os" beslutning i dagens besked. Det er passende, da det sætter et vedvarende mønster for os – noget som vi bør blive ved med at gøre i løbet af dette år og også i de kommende år. Dette offer er det, vi skylder Gud – uanset vores omstændigheder. Som Derek siger: "Vi har brug for at prise Gud mest, når vi mindst har lyst."

Tolv trin til et godt år 5

Optagelse af radioprogram

Det er godt at være sammen med jer igen, mens vi fortsætter med at arbejde gennem vores tolv nytårsforsætter, taget fra hebræerbrevet. Jeg stoler på, at du allerede i disse beslutninger er begyndt at finde en ny kilde til styrke og retning, mens du begiver dig ud på din vej ind i dette nye år. Lad mig kort gennemgå noget om beslutninger, som jeg sagde i begyndelsen af denne serie. Jeg sagde, at beslutninger bestemmer holdninger, holdninger bestemmer tilgang, og tilgang bestemmer resultatet. Jeg gentager det bare én gang: beslutninger bestemmer holdninger, holdninger bestemmer tilgang, og tilgang bestemmer resultatet.

Nu, mit formål med at gennemgå disse skriftmæssige nytårsforsætter med jer har været at frembringe i jer en holdning og et livssyn, som vil føre jer igennem til et vellykket resultat, når dette år slutter. Det bliver med andre ord et godt år.

De sidste to "lad os" beslutninger, som vi så på, var følgende: Hebræerne 12:28 og 29:

"Derfor, da vi har modtaget et rige, som ikke kan rokkes, lad os vise taknemmelighed, hvorved vi kan tilbyde Gud en antagelig tjeneste med ærbødighed og ærefrygt. For vor Gud er en fortærende ild." Den ene er: "Lad os vise taknemmelighed", og det er forbundet med den måde, hvorpå vi er i stand til at tjene en hellig Gud. Den næste var i Hebræerne 13:13:

"Lad os derfor gå ud til ham [det vil sige Jesus] uden for lejren og bære hans vanære."

Den beslutning er: "Lad os være villige til at blive identificeret med Jesus og hans kors. Lad os ikke prøve at være kristne og undgå korsets skam. Verdens holdning til Jesus vil før eller siden afspejle sig i dens holdning til os. Korset bringer frigørelse fra to beslægtede former for slaveri. Det første, selvbehagelig; den anden, at være ven med verden. Den eneste måde at undslippe fra disse to slaverier er gennem korset.

Og sidst, i går citerede jeg Jakobs ord til jer, at hvis vi ønsker at være venner af denne verden, bliver vi Guds fjender. Vi er nødt til at acceptere princippet om korset i vores personlige liv.

I dag skal vi se på den tolvte og den endelige beslutning. Det findes i Hebræerbrevet 13:15:

"Lad os da ved ham [det er Jesus] altid bringe et lovprisningsoffer til Gud,
det vil sige frugten af læber, der takker hans navn."

Så det er den endelige beslutning. For mig er det meget passende og meget smukt: "Lad os hele tiden ofre et lovprisningsoffer til Gud." Jeg synes, det er så godt, at den endelige beslutning er noget, vi skal fortsætte med. Vil du blive ved med at gøre det hele dette år, ved konstant at ofre et lovprisningsoffer til Gud? Det kommer til at gøre hele forskellen for, hvad året byder på dig.

Dette sidste trin med at ofre et lovprisningsoffer til Gud er relateret på en direkte og praktisk måde med de to foregående trin, som var: "Lad os vise taknemmelighed" og "Lad os gå ud til ham uden for porten." Ser du, taknemmelighed fører naturligvis til lovprisning. Der er så mange passager i Bibelen, hvor den forbinder taksigelse med lovsang. En af de smukkeste er Salme 100:4, hvor der står om at komme til Gud:

"Vi går ind i hans porte med taksigelse og ind i hans forgårde med lovsang."

Det første trin i adgang til Gud er taksigelse, det andet trin er lovsang. Taksigelse fører til lovprisning. Det kommer til udtryk i lovprisning. Det flyder ud i lovprisning.

Og så skridtet lige før dette, "Lad os gå ud til ham uden for lejren, lad os blive identificeret med Jesu kors, lad os ikke prøve bare at følge Jesus uden at acceptere hans kors skam," bringer os, som jeg allerede har sagt, frigørelse fra de to slaverier, at behage os selv og behage verden. Og det er igen direkte relateret til at ofre lovprisning. Du ser det måske ikke i starten, men der er to hindringer for spontan, fritflydende lovprisning i vores liv. De er kærlighed til sig selv og kærlighed til verden. Så længe vores følelser er centreret i os selv eller i verden, er vi ikke rigtig frie til at prise Gud. Men korset fjerner disse to hindringer og sætter os fri til at prise Gud.

Og så er vi ikke længere påvirket af, hvad der sker med os selv; vi er ikke påvirket af vores humør, af vores problemer, af tilsyneladende modgang. Vi er ikke længere påvirket af, hvad der foregår i verden omkring os. Du ved, nogle gange sidder vi og lytter til nyhederne, og vi står op bagefter og tænker, "Nå, situationen er ret dårlig, problemer, katastrofer, kriminalitet, umoral..." Men ser du, vi lever ikke i denne verden. Verden dominerer os ikke. Det dominerer ikke vores tankegang. Vi er i verden, men ikke af verden. Og når vi bliver befriet fra det slaveri til verden, når verden ikke kontrollerer vores tankegang og vores motivationer, når vi er blevet befriet af korset i den indre holdning til verden, så er der intet tilbage, der hindrer vores lovprisning. Vi priser ikke Gud, bare når tingene går rigtigt i verden. Vi priser ikke Gud, bare når det går rigtigt med os selv. Men vi priser Gud, fordi han er værdig til at blive prist. Vores frigjorte ånd er ikke viklet ind i egenkærlighed og kærligheden til verden.

Der er et enormt mysterium om den frihed, der kommer ved at blive identificeret med Jesu kors. Ser du, lovprisning er noget, der er meget vigtigt. Du finder ud af meget om en person, når du studerer, hvor meget de lovpriser. Du finder virkelig ud af, hvilken slags liv de lever i. Er de stadig den gamle menneskes slave, eller er de trådt ind i det nye menneskes genopstandne liv? Der er én ting ved det gamle menneske, han er en brokhoved. Hver gang du hører en person brokke sig, ved du, at det er det gamle menneske, der taler. Men det nye menneske lovpriser. Så hvad er det i dig? Er det det gamle menneske, der taler, eller er det den nye, der lovpriser? Er det det gamle menneske der siger: "Jeg kan ikke holde det her længere, tingene bliver for dårlige, ingen behandler mig rigtigt, jeg ved ikke, hvad der er galt med verden," eller er det det nye menneske, der siger: "Hallelujah, pris Herren, jeg er fri, jeg er et Guds barn. Himlen er mit hjem. Gud elsker mig." Hvilken holdning er din?

Lad mig minde dig om en sætning fra Ordsprogene, som jeg citerede tidligere i denne serie, Ordsprogene 18:21:

"Død og liv er i tungens magt, og de, der elsker det, vil spise dets frugt."

To ting, der kommer ud af tungen: død og liv. Hvis du brokker dig, hvis du er negativ, hvis du er selvcentreret, vil din tunge frembringe død. Men hvis du er befriet fra alt det, og du vandrer i lovprisning af Gud og tilbedelse af Gud, vil din tunge frembringe liv. Og hvad end din tunge frembringer, hvilken frugt den frembringer, om den er sød eller om den er bitter, kommer du til at spise den frugt.

Jeg ønsker et øjeblik at gå tilbage til det vers i Hebræerbrevet 13:15 og blot bringe endnu en vigtig pointe frem. Forfatteren siger:

"Lad os derfor ved Jesus altid bringe et lovprisningsoffer til Gud."

Et meget betydningsfuldt ord der er ordet "offer." Lovprisning er et offer. Og et offer kræver ifølge Skriftens principper en død. Intet blev nogensinde tilbudt Gud, som ikke var gået igennem døden. Og så, lovprisningen kræver, som jeg allerede har sagt, det gamle menneskes død. Det gamle menneske kan ikke rigtig prise Gud, som Gud fortjener at blive prist. Der må være et dødsfald. Og så igen, et offer koster noget, og lovprisning er dyrt. Lad mig sige det sådan: "Vi har brug for at prise Gud mest, når vi mindst har lyst." Lovprisning kan ikke afhænge af vores følelser. Det er et offer af vores ånd.

Jeg vil lige give dig eksemplet med David et øjeblik, som afslutning på denne tale, Salme 34. Indledningen siger: "En salme af David, da han foregav vanvid for Abimelek, som drev ham bort, og han gik." På dette tidspunkt var David på flugt fra sit eget land. Kongen, Saul, prøvede at dræbe ham. Han måtte forlade sit eget land og sine vante omgivelser. Han gik til en ikke-jødisk konges hof for at søge tilflugt, men kongen Abimelek mistænkte ham for at være en fjende, og for at redde sit liv måtte han foregive at være gal. Der står i den historiske bog, at han kradsede på døren, og han sludrede på sit skæg. Det var hans situation. Hvad var hans reaktion? Lyt til de første tre vers af denne salme:

"Jeg vil prise Herren til enhver tid; hans lov skal altid være i min mund. Min sjæl skal rose sig af Herren,
de ydmyge skal høre det og glæde sig. O ophøj Herren med mig, og lad os sammen ophøje hans navn."

Er det ikke vidunderligt? Lige dér, i sådan en forfærdelig situation, med hans liv hængende og skammen over at skulle foregive vanvid, siger han: "Jeg vil til enhver tid prise Herren. Hans lovprisning skal altid være i min mund." Det er ofringen af lovprisning. Han siger: "Jeg vil fortsætte med at prale af Herren. Der er intet andet, jeg kan prale af lige nu, men jeg kan prale af Herren." Han siger: "De ydmyge vil høre det og glæde sig." Og så fortsætter han: "O, ophøj Herren med mig, og lad os sammen ophøje hans navn." Jeg vil gerne fortælle dig, ros er smitsomt. Hvis du lærer at prise Gud på den måde, vil andre slutte sig til dig. Men brokken er også smitsomt. Hvis du brokker dig, får du andre brokkere. Så lær at ofre dette lovprisningsoffer til Gud konstant.

Vores tid er gået for i dag. Jeg er tilbage med dig igen i morgen på dette tidspunkt. Jeg fortsætter med dette tema, "Tolv trin til et godt år." I morgen vil jeg give en samlet oversigt over alle tolv trin.

Del 15
OP