Hjem     2022 Menu
2020 Menu   2021 Menu

Tiltagende Lys 9
Uge 8, 2022
af Rick Joyner

Det første, som Herren krævede, for at Abraham skulle blive "troens fader", var, at han forlod sit hjem i Kaldæernes Ur: Babylonierne. Som vi bliver fortalt i:

Hebr. 11:8-10.
Ved tro adlød Abraham, kaldet, ved at gå ud til det sted, som han skulle modtage som arv; og gik uden at vide, hvor han skulle hen.

Ved tro levede han som en fremmed i det forjættede land, som i et fremmed land,
og boede i telte med Isak og Jakob, medarvinger til det samme løfte;

fordi han ledte efter den by, der har grundvold, hvis arkitekt og bygmester er Gud.

Abraham måtte forlade det, der synes at have været sin tids største by og kultur, og oven i købet hans familie, alle og alt, hvad han kendte. Han måtte gå, selvom han ikke vidste, hvor han skulle hen. Han vidste dog, hvad han ledte efter: byen, som Gud byggede, og som ingen menneskers by kunne måle sig med. Dette er fortsat det første skridt i livet for en sand pilgrim, der søger Guds by.

At efterlade det, der kan kompromittere vores vision og kærlighed til Gud og Han's hensigter, blev krævet af Abraham og kræves af alle sande børn i troen. Det er svært at forlade alt, hvad vi ved. Derfor må det, vi ser, være større end det, vi har kendt. Det, Abraham så i sit syn af Guds by, var mere virkeligt for ham end noget andet, han så med sine naturlige øjne. Dette er et grundlæggende kendetegn ved troens sønner og døtre; hvad de ser med "deres hjertes øjne" er mere virkeligt for dem end hvad de ser med deres naturlige øjne. De ser, hvad andre ikke kan se.

Overvej hvor imponerende byer er i dag, og alt hvad mennesket har skabt. Menneskers præstationer og konstruktioner er nu meget større, end de var på Abrahams tid. Måske er det derfor, de største løfter gives til overvinderne af den laodikeaske kirke, kirken, der havde alt og al den rigdom, den havde brug for i det naturlige. Denne kirke, som er den sidste, Herren taler til i Åbenbaringensbogen, den repræsenterer endetidens kirke.

Verden har måske mere at byde på nu end nogensinde før, men alle menneskets største bedrifter og dets jordiske skatte kan ikke sammenlignes med de mindste i Guds rige eller Han's by, der er evig. Kaldæerne, som Abraham efterlod, var ledere af verdens største vidundere på det tidspunkt, men Abraham så noget større. Han så noget større end hans naturlige familieforhold; Han så byen, som Gud bygger.

En af de bemærkelsesværdige påstande om patriarkerne er, at de boede i telte. Dette er ekstraordinært. De var så rige, at kongerne var misundelige på dem, og de kunne have bygget nogle af tidens største paladser. Hvorfor boede de i telte? Fordi de havde set Guds by. De vidste, at menneskets største gerninger var ubetydelige sammenlignet med det, Gud byggede, og deres hjerter blev betaget af Han's by.

Patriarkerne vidste også, at dette liv ikke er andet end en damp. De levede ikke for det, de kunne have i dette liv, men for evigheden. Det er karakteren af enhver sand pilgrim, som har set Guds gerninger. Det midlertidige bliver mere og mere spinkelt, og det evige er den virkelighed, de lever i.

Det er derfor, Abraham var i stand til at tilbyde sin søn Isak, selve Guds løfte til ham. Han havde set Herrens dag og vidste, at der ville være en opstandelse og evigt liv. Jesus bekræftede dette, da Han sagde i Joh 8:56. "Din fader Abraham glædede sig over at se min dag, og han så den og glædede sig."

Efter at have set Herrens dag, så Abraham korsfæstelsen og vidste, at Isak var en profetisk type på den kommende korsfæstelse af Messias. Han så også opstandelsen og vidste, at ligesom Jesus blev oprejst fra de døde, ville hans søn Isak blive oprejst. Derfor krævede Abraham, Isak, Jakob og Josef at blive begravet på det sted, som Abraham havde købt for at begrave Sara, hans kone. Det lå i det, der skulle blive Hebron, lige syd for Jerusalem. Hvad skete der, da Jesus blev korsfæstet?

Matt 27:50-53.
Og Jesus råbte igen med høj røst og opgav sin ånd.

Og se, templets forhæng var revet i to fra top til bund; og jorden rystede og klipperne flækkede.

Gravene blev åbnet, og mange lig af de hellige, der var faldet i søvn, genopstod;
og efter Han's opstandelse gik de ud af gravene og gik ind i den hellige by og viste sig for mange.

Abraham havde set Herrens dag og havde givet dette videre til sin familie, eller de havde deres egen vision om det, men de var alle fast besluttet på at være en del af den første opstandelse på den dag, og det var de. De levede for opstandelsen, ikke for dette liv. Vi bør bemærke, at Abraham modtog fra Gud i tro alt det, som mændene i Sinear forgæves havde søgt med deres egen styrke og visdom: en by, adgang til himlen og et afkom på jorden, som endelig ville genforene alle mennesker.

Succesen med vores pilgrimsrejse vil afhænge af i hvilken grad vi giver os over til Guds evige formål og ikke til de midlertidige anliggender i dette liv. Det er derfor, apostlen Paulus skrev i:

Ef. 1:18-19.
Min bøn er, at jeres hjertes øjne må blive oplyst [oversvømmet af lys, Sandheden], så I kan kende og forstå, hvilket håb Han har kaldt jer til,
og hvor rig på herlig Han's arv er i de hellige [de Guds folk som er tilsidesat for Ham selv],

og kende [så du kan forstå] hvor umålelige og ubegrænset og overvældende stor Han's magt er i os, som tror.
Ugens Ord 10
OP