Til Oversigt 2017

En Discipels Liv – Åbenbaringens Bog 32
Rick Joyner

I denne uge vil vi se på Åb.10:8-11:

Og den røst, jeg havde hørt fra himlen, talte atter til mig og sagde:
"Gå hen og tag den åbnede bog af englens hånd, som står på havet og på ljorden."

Så jeg gik hen til englen og bad ham give mig den lille bog. Og han sagde til mig:
"Tag det og spis det; det vil gøre din mave bitter, men i din mund vil det være sødt som honning."

Jeg tog den lille bog ud af englens hånd og spiste den,
og i min mund var den sød som honning; og da jeg havde spist den,
følte jeg bitter smerte i min mave.

Og der blev sagt til mig: "Du skal på ny profetere om mange folk og nationer og tungemål og konger."

Profeten Ezekiel fik også besked på at spise bogen og derefter gå hen og tale til folket. Det kræves af profeter, at de selv tager del i Ordet og fordøjer det, så det bliver en del af dem, før de taler det til andre.

Falske profeter forkynder ofte domme og fordømmelse over andre, som om de selv er anderledes og retfærdige. Bibelske profeter brugte udtrykket "vi," når de bekendte folkets synder. Bibelske profeter stod ikke adskilt fra folket, men som en af dem, der gik i forbøn for dem. Dette er Kristi natur, som blev en af os og identificerede sig selv som "Menneskesønnen," så han kunne være den sande mægler for mennesket.

Kristne er kaldet til at være verdens salt og lys, så hvis verden er faldet til korruption og mørke i vores tid, har det været på vores vagt. Vi kan ikke gå på kompromis med sandheden og undlade at forkynde de visse konsekvenser af den ondskab og perversion, der vokser i vores tid. For at være sande Kristi budbringere må vi ligesom ham identificere os med folket og være villige til at give vores liv til for dem.

Kun Kristi død, Guds fuldkomne lam, kan være en soning for synd. Vores død, hvad enten det er at dø dagligt, som vi er kaldet til at gøre, eller vores ultimative død, er resultatet af at stå for sandheden. Det er korsets vidnesbyrd, der uundgåeligt vil resultere i andres frelse.

Lige før Herren blev taget op til himlen, sagde han til sine disciple: ”men I vil få kraft, når Helligånden kommer over jer; og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og helt til den fjerneste del af jorden" (Ap.g. 1:8). Det græske ord, der er oversat med "vidner" i denne tekst er martus, hvorfra vi aflede det engelske ord "martyr." Vi er alle kaldet til at være martyrer hver dag.

Jesus befalede sine disciple at tage deres kors op og dø hver dag. Alle undtagen én endte deres liv ved at blive henrettet for deres utrættelige forkyndelse af evangeliet. Johannes, den, hvis død ikke er nedskrevet, led gentagne forsøg på at henrette ham, men selv da de kogte ham i olie, kom han ikke til skade, og de kunne ikke dræbe ham. Det er derfor, han blev forvist til øen Patmos.

En discipels liv ville virke som et hårdt liv, men det er faktisk det oprindelige liv. Som Herren lærte: "For enhver, der ønsker at redde sit liv, vil miste det; men den, der mister sit liv for min skyld, skal finde det ” (Matt 16:25). Når vi lægger vores eget liv og interesser til grund for at tjene Herren, vil vi leve det største og mest ædle liv. Vi slutter os til det største eventyr der findes i dette liv, og vi går ind i et evigt fællesskab med de største sjæle, der har vandret på jorden.

Det sande liv i discipelskab er også den største frihed, vi kan opleve i dette liv. Hvis vi er døde for denne verden, hvad kan verden så gøre ved os? En død mand har ingen frygt og kan ikke kontrolleres af denne verdens ønsker og lidenskaber. Ligesom Jesus sagde, at han havde mad at spise, som de ikke kendte til, er det, der holder disciplene, himlens brød, og deres fællesskab er himmelsk i Kongernes Konges nærværelse.

Ugens Ord 33
OP