Åb. 4:9-11:
Når de levende væsener frembærer ære og pris og tak til ham, der sidder på tronen, til ham, der lever i al evighed,
de fireogtyve ældste kaster sig ned for ham, som sidder på tronen, og tilbeder ham, som lever i al evighed, og lægger deres kroner ned for tronen og siger:
”Værdig er du, vor Herre og vor Gud, til at modtage ære og pris og magt; for du skabte alle ting, og på grund af din vilje eksisterede de, der blev skabt."
Her ser vi, at selv de højeste myndigheder i himlen, de fireogtyve ældste, lægger deres kroner ned for Herren. Hvem kunne påtage sig herlighed eller autoritet i hans nærhed? De fire levende væsener og de højeste ældste tilbeder ham alle og giver ham pris og ære, fordi alle ting eksisterer ved hans vilje: "I ham lever vi, bevæger os og er til" (se Ap.g. 17:28). Selv de, der ikke anerkender ham, kan ikke trække vejret uden ham.
Fordi vi blev skabt til hans glæde, er der intet mere tilfredsstillende eller opmuntrende end at tilbede ham. Foran hans trone og herlighed er det umuligt ikke at tilbede ham. Dette er meningsfuldt for ham, men det kan være endnu mere meningsfuldt, når vi går gennem dette liv mod oppositionen fra helvedes horder. Vi ser ham kun ved tro, men vi tilbeder ham stadig. Derfor kan vores tilbedelse her i dette liv røre ham mere, end den kan i himlen, hvor vi ikke kan lade være med at bøje os for ham. Så spild ikke dine prøvelser, men tilbed hellere, konstant at tilbyde den taksigelse og pris, som han i den grad fortjener. Når vi gør dette, mens vi står over for alt, hvad vi gør her, bliver det et vidne, selv for myndighederne og magter, som Lammet sejrede over.
Vi er kaldet til ikke kun at se hans trone, når vi adlyder stemmen om at "komme herop," men vi er også kaldet til at sidde sammen med ham på denne trone (se Ef.2:6 og Åb. 3:21). Dette begynder med at se hans trone i Ånden, men hvordan går vi fra at se til at tage i besiddelse? At se Herren – hvem han er, og hvor han sidder – kan medføre den største enkeltstående forandring i vores liv. Det er dog ikke meningen, at dette skal være en engangsoplevelse. Vi er kaldet til at "sidde" sammen med ham der - til at blive i hans autoritet. Dette skal være virkeligt og praktisk, ligesom alle bibelske sandheder, der er blevet til liv for os.
Salme 78 er en oversigt over Israels historie med Gud, hvordan de oplevede hans godhed og alligevel vendte sig bort fra ham igen og igen. I vers 41-42 får vi at vide:
"Igen og igen fristede de Gud og begrænsede Israels Hellige. De huskede ikke på hans magt: den dag, da han forløste dem fra fjenden."
Tænk på, at de "begrænsede Gud". Hvordan kunne nogen gøre det? Vi gør det hele tiden. Vi gør det på samme måde som Israel gjorde, ved ikke at huske på hans magt.
Herren er den Almægtige og mægtig. Han kan gøre, hvad han vil, hvad magt angår. Han har med vilje begrænset sig selv på nogle måder og kræver, at vi har tro på ham, før han vil bevæge sig på vores vegne. Det blev sagt om Jesus, at han ikke kunne udføre mange gerninger i sin hjemby på grund af deres vantro. Så vi begrænser Gud, når vi ikke tror på hans magt, og vi frigiver ham til at bruge hans magt på vores vegne, når vi tror på hans magt.
Så vi bør konstant søge at se ham – hvem han er, og hvor han sidder – på hans trone, der er over alle andre magter eller autoriteter. Vi gør dette ved at søge at se ham i alt, hvad vi gør, og inkludere ham i alle dele af vores liv.
Da Herren blev spurgt om hans navn, sagde han, at det er "Jeg Er." Hans navn var ikke "Jeg var" eller "Jeg vil være," men "Jeg er." Det er en god ting at kende historien om Herrens omgang med mennesker, og hvordan han kom som Jesus fra Nazareth. Men Han er ikke længere Jesus fra Nazareth – Han er Herlighedens Herre, som sidder på en autoritetstrone over alle andre. Det er en god ting at se ham som den kommende Konge, men den måde, vi skal se ham på i dag, er den, han er i dag. Det er derfor, vi bliver formanet af skrifterne: "I dag, når du hører hans røst," og "nu er tiden , og "i dag er frelsens dag."
Hvordan ville vores liv blive ændret, hvis vi huskede Herrens magt, når vi står over for enhver udfordring, der kommer til os, og bad med tro om hans indgriben? Hvad ville der ske, hvis vi holdt op med at begrænse Gud ved ikke at huske hans magt, og begyndte at frigive ham og hans magt til jorden ved altid at se ham, som han er nu, hvor han sidder nu, og endda begyndte at sidde der sammen med ham? Vi ville begynde at leve et af de mest ekstraordinære og magtfulde liv nogensinde. Det er vores kald.
Ugens Ord 11
OP