Til Ugens Ord

Ophøjelsens Extreme Prøvelse - Johannes Åbenbaring

Weeky 29, 2016
Rick Joyner

Vi fortsætter vores studie af kirken på Pergamos (som betyder "ophøjet", omtrent 323 - 538 e.Kr.). I denne uge vil vi se på resten af Han's klage mod denne kirke, og hvordan dette også gælder for os.

Åb 2: 14-15.
14. Men jeg har et par ting imod dig, fordi du har der nogle [iblandt dig], der holder fast ved [den korrupte] Bileams lære,
han som lærte Balak at sætte en anstødssten [lægge fælder] for Israeliterne,
[ved at lokke dem] til at spise ting, der var blevet ofret til afguder og at begå [seksuel] umoral, [bedrive utugt].

4 Mos. 25:1f, 31:16. 2 Pet. 2:15. Judas v:11.

15. Du har også nogle, der på samme måde holder fast ved nikolaiternes lære.

Åb. 2:6.

Igen, denne kirke gik fra at lide dens værste forfølgelse til at blive en statsreligion i Romerriget næsten natten over. Som det kunne forventes, håndterede få det godt. Ville vi gøre bedre i dag? Beviserne er stærke nok på at vi ikke ville i vores nuværende tilstand. Herren gav denne åbenbaring til sit folk, for at vi kunne lære af de fejl af dem som er gået forud for os, og forhåbentlig holde os fra at gøre de samme fejl.

Vi må huske på, at denne lektie ikke er givet, så at vi kan fordømme dem, der har begået fejl. Denne form for stolthed vil kun føre til vores egen fald. Vi er ikke bedre end dem, men vi har fået nåde ved at have erfaringerne fra dem, der gik foran os. Mange har en sådan stolthed, at de ikke tror de har brug for at kende denne historie. Det er disse som er dømt til at falde, som de gjorde. De, der ikke kender historien, er dømt til at gentage den.

Tænk hvor hurtigt og dramatisk denne ændring var i det fjerde århundrede, og hvordan det rystede selv det stærkeste af deres fundament. Vi tror måske vi kunne håndtere det bedre, men vi skal "de som mener at stå, se til, at han ikke falder" (se 1 Kor. 10:12), fordi " Hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen." (se Ordsp. 16:18). Vores holdning når vi undersøger de fejl af dem, som gik forud os, burde altid være med den holdning, at lære alt, hvad vi kan af dem, men samtidig med den holdning at vi er af samme svage menneskelige natur.

Tænk over dette: Få af os har været under forfølgelse, hvor vi hver dag spekulerede på om det ville være vores sidste. Få af os har haft kære som brutalt blev slagtet, og så næsten øjeblikkeligt, sagde kejseren at du havde rettigheder og åbnede verden op for dig.

Gå fra den mest frygtelige forfølgelse til umiddelbar og næsten ubegrænset velstand kan være den sværeste prøvelse [test] af alle. Få har bestået denne test med en høj score. Ifølge Esajas 60: 1-5 og andre bibelske profetier, vil kristne står over for denne prøvelse i de tider, der udspiller sig nu. Det kan være en herlig mulighed, hvis vi holder fast på vores integritet [ufordærvethed, renhed, retskaffenhed, ærlighed, hæderlighed], eller det kan være den største fælde, der fører til de mest tragiske åndelige ødelæggelser. To mennesker i Skriften, som stod over for disse prøvelser for ekstrem ophøjelse næsten natten over var Josef og Daniel, to vigtige modeller for kirken nu og her i denne tid.

En årsag til at Antikrist er nævnt så meget i denne åbenbaring af Jesus Kristus er fordi dette "syndens menneske" er personificeringen menneskets synd. Denne ondskab er hvad vi alle ville have været i livet, hvis ikke det havde været for Guds nåde, der blev skænket til os gennem Jesus. Derfor i stedet for at være arrogant mod institutionen i kirken gennem denne tid, skulle vi overveje dette, at det er os uden nåde. Vi burde ikke hævde at være bedre. Vi er endnu mere tåbelige hvis vi ikke lærer af historiske fejl med så klare konsekvenser.

Apostlen Paulus skrev, at han havde lært det er at være ydmyg og have overflod. Mange forstår ikke, at overflod kan være en mere vanskelig prøvelse end at være ydmyg. Dette er ikke for at antyde, at vi skal afholde os fra fremgang, men advarslerne i Skriften om dens potentiale til at korrumpere, burde få os til at håndtere det som radioaktiv stråling. Det dybe mørke som kirken sank ind i gennem middelalderen er et af de klareste eksempler på denne fare.

Havde kirken i denne periode lyttet til Herrens advarsel, at se til Han's ord, "Han's mund sværd," kunne kirken uden tvivl have undgået dette tragiske fald fra den tro, som den havde oplevet. Bestemt var der enkeltpersoner, små grupper, og selv bevægelser, der lyttede til Herrens formaning, og de forblev trofaste hele den mørke tid som faldt på den institutionspræget kristendom. De som forblev trofaste på denne måde blev forfulgt af den institutionspræget kirke, ligesom Åbenbaringen havde forudsagt, og vi vil referere til dette.

Vil vi forbliver trofaste til enden, som kan indeholde den største prøvelse af alle? Meget af dette har at gøre med tre grundlæggende karakter spørgsmål:

1 Troen at se prøvelser for vores tro som mere værdifuld end noget menneskelig skat.

2 Fastholde den kundskab som Gud i sin nåde giver til de ydmyge, og at vi ikke bliver stolte eller arrogante mod dem som faldt, og tro at vi er bedre end dem.

3 Bruge denne kundskab til at forblive lærevillig, en grundlæggende kvalitet af ydmyghed.

4 At have den ydmyghed til at ære vore fædre og mødre, for at modtage den bibelske velsignelse, at det vil "gå os godt." Denne befaling kvalificerere ikke fædre og mødre som værende helte, eller endda acceptable, men dem vi havde. Lære at ære de dårlige er en endnu større tro og kunne resultere i større velsignelser.

til uge 30
OP