Drage Nær Til Kristus
Det Største Kristne Liv 35
Uge 35, 2015
Rick Joyner
Vi har behandlet de elementer eller særpræg/kendetegn, der udgør det største kristne liv. Selvfølgelig er dette fra mit perspektiv, og andre kan have andre. Det er det smukke ved Kristi legeme – vi kender alle til dels, så for at få hele billedet, må vi sætte det, vi har, sammen med det, som andre har. Jeg vil betragte det som et andet kendetegn ved et stort kristent liv – ydmygheden til at være åbne og lærevillige, så vi kan lære af andre.
Det betyder ikke, at du ikke har et sundt bibelsk grundlag, eller at du går på kompromis med din overbevisning, når du forholder dig til andre, der kan have andre overbevisninger om nogle ting. Det er ydmygheden at indse, at man ikke ved det hele, eller har hele billedet uden at overveje de dele, andre har.
Jeg har i tidligere artikler redegjort for, hvordan jeg tror, at de største kristne er dem, der elsker Herren mest og forfølger ham og af et helt hjerte forstår hans veje. En af de største af disse, som jeg lærte at kende ved at studere historie, var grev Ludwig von Zinzendorf af Tyskland.
En af de første beretninger om Zinzendorfs liv var, da han var otte år gammel. Invaderende svenske soldater brød ind i hans hus og åbnede døren til det rum, hvor han bad. De blev så overrumplede over dybden og overbevisningen i Zinzendorfs bøn, at de bakkede ud af rummet og derefter ud af huset.
Zinzendorf var tydeligvis meget velhavende, muligvis en af de rigeste i sin tid. Alligevel kalder historikere ham "den rige unge hersker, der sagde 'ja,'" fordi han gav hele sin formue til at promovere evangeliet. William Carey, som ofte kaldes "moderne missioners fader", afviste det og sagde, at Zinzendorf var den sande fader til moderne mission og havde været hans egen inspiration.
Der er mange bemærkelsesværdige anekdoter om Zinzendorf, som andre store kristne har delt, som kendte ham. En egenskab, der skiller sig ud selv fra de tidligste historier om ham, var hans personlige kærlighed til Herren og derefter hans venskab med kristne fra forskellige trosretninger og bevægelser. En af hans bedste venner var en katolsk biskop. Han havde andre, der var en del af bevægelser, der var meget anti-katolske. Zinzendorf nægtede simpelthen at basere sit forhold til andre på kirkepolitik, men snarere på deres kærlighed og hengivenhed til Frelseren og det, han kaldte "det grundlæggende" eller grundlæggende kristne lære.
Zinzendorf fik megen kritik for nogle af hans forhold, men han opgav dem aldrig. Han ønskede at være ven af alle, som han anså for at være Kristi sande venner. Selv om han var meget velhavende, tilbragte han også det meste af sin tid med flygtninge og andre fra de lavere klasser. Han blev tiltrukket af dem, der nærmede sig Kristus, uanset de ydre problemer i deres liv. Det, tror jeg, er endnu et kendetegn ved et stort kristent liv.
Ugens Ord 36
OP