Menu 2014

Koinonia
Missionsbefalingen 9
Uge 9 2014
Rick Joyner

Fortsætte med Missionsbefalingen om at gøre disciple og forbinder det med, hvordan åndelig autoritet bygger på kærlighed, den ene måde, vi vil vide, hvem vi er kaldet til at hjælpe discipel er en kærlighed, som Gud giver os til dem. Hvis jeg ikke føler en særlig kærlighed til en person, vil jeg ikke forsøge at discipel dem. Jeg vil mene, at Gud har kaldet en anden til at hjælpe dem. Det samme gælder for nationer.

Jeg kommer ikke til en nation, bare fordi jeg modtager en invitation. Jeg kommer der kun efter Gud har givet mig en særlig kærlighed til denne nation, samt noget at give dem. Når jeg begynder at føle tiltrukket en nation, begynder jeg at studere dens kultur, historie osv. Alligevel kan jeg ikke gå, indtil jeg føler at Herren har givet mig en budskab, der kan hjælpe dem og efterlade en frugt, der vil forblive.

Da jeg var ny kristen, var jeg så fascineret af Gud, at jeg konstant gik til ethvert møde, som jeg troede ville lære mig mere om ham. I de første to år, jeg var kristen, deltog jeg nok i gennemsnit i mindst fem møder om ugen. Bare det at forudse, hvad jeg kunne lære, når en speciallærer eller taler ville komme til byen, var det bedre end jul for mig, og jeg blev sjældent skuffet. Dette førte mig til en husmenighed. Da jeg var blevet født på ny og døbt i Ånden i en husmenighed, var jeg især interesseret i at besøge en anden. Det møde var så rigt, at jeg blev ved med at vende tilbage. Det var her jeg første gang oplevede koinonia.

Koinonia er det græske ord, der ofte oversættes med "fællesskab" eller "nadver" i Det Nye Testamente. Ingen af disse ord er egentlig tilstrækkelige til, hvad koinonia virkelig er. Det indebærer en sammenbinding til en enhed på en sådan måde, at adskillelse ikke er mulig. Ægte kirkeliv er beregnet til at være et så stærkt bånd, men dette vil kun være trældom, hvis det ikke er opbygget i Kristus. Hvis det er opbygget i Kristus som Hovedet, er det som intet andet forhold eller forening på jorden.

Denne husmenighed, hvor jeg først oplevede koinonia, var i Richmond, Virginia. Det var løst forbundet med en gruppe huskirker i Washington, DC-området. Da jeg lærte denne gruppe bedre at kende, blev jeg introduceret til den største vision om, hvad Kristi legeme formodes at være, som jeg endnu har hørt. Det blev også demonstreret i disse kirker. Hvert medlem af denne gruppe arbejdede i Åndens gaver og en tjeneste. Det var så tæt på en opfyldelse af Efeserbrevets mandat, som jeg endnu også har været vidne til.

Fællesskabet i disse husmenigheder var større end nogen form for fællesskab, jeg havde oplevet før, endda bedre end det særlige kammeratskab, man oplevede i en enhed i militæret. Det var ikke kun, fordi vi kom hinanden tæt på som mennesker, men fordi Herren var til stede, når vi var samlet. Uanset hvor god undervisningen, tjenesten eller fællesskabet var, var hvert møde et møde med Herren. Vi vidste, at han var i vores midte. Dette bandt os sammen, som intet andet kunne.

Dette var et rigt, tilfredsstillende og spændende kirkeliv. Vi kunne ikke vente med at samles. Det var bibelsk koinonia. Min tid med de husmenigheder varede kun omkring to år, før jeg blev sendt ud. Men den dag i dag, når jeg ser nogen fra disse kirker, føler jeg et særligt bånd til dem.

Da jeg flyttede fra Richmond til Raleigh, North Carolina, opsøgte jeg straks huskirkerne der. Der var mange. Igen fandt jeg et bånd med lemmer der, tæt på det, jeg havde oplevet i Richmond og Washington, og i en periode måske endnu mere. Jeg har siden været medlem af en række kirker og fællesskaber og har besøgt og talt i utallige andre. Mange har en vidunderlig enhed og fællesskab, men jeg tror, at sandt kirkeliv – koinonia, sådan som Gud havde til hensigt at kirkelivet skulle være – er meget sjældent.

Som vi bliver fortalt i 1 Korintherbrev 10-11, er denne koinonia afgørende for et sundt, blomstrende kristent liv. Det skal genoprettes, for at kirken kan komme til sit fulde formål. Det når vi aldrig ved blot at deltage i møder et par gange om ugen, hvor vi sidder og kigger på hinandens baghoveder. Disse tjenester kan være meget nyttige til undervisning, visions støbelse, fællesgudstjenester osv., men vi vil aldrig opnå koinonia uden at bygge kirkelivet på små grupper. Dette er det afgørende spørgsmål, vi vil dække over de næste par uger.

Ugens Ord 10
OP