Menu 2013

Koinonia
Missionsbefalingen 35
Uge 35, 2013
Rick Joyner

Hele verden beskæftiger sig med ultimative spørgsmål nu. Dette er "Beslutningens dalens afgørelse", som blev profeteret. Grundlaget for civilisationen bliver rystet. Samtidig, at menneskelige regeringer svigter, vokser Guds rige. Vi er i de tider, hvor Daniel 2 er blevet opfyldt. Statuen, der repræsenterer alle menneskets kongeriger er ved at smuldre, mens den lille sten, der repræsenterer Guds rige vokser til et bjerg eller regering, og det vil holde vokse, indtil det fylder hele jorden. Som bygger vi vores liv på?

Hvis vi skal opfylde Missionsbefalingen, for at gøre alle folkeslag til disciple, bliver kirken nødt til at blive den by, vi er kaldet til at være, en by på bjerget, højtliggende, således at alle kan se dens lys. Det var denne by, der tvang Abraham til at forlade Ur i Kaldæa, den største kultur i hans tid. Han vandrede i et vildnis og ikke engang at vide, hvor han skulle hen, men han vidste, hvad han ledte efter, den by som Gud byggede, ikke mennesket. At være en tilflytter er stadig karakteren af den sande kristne trosvandring.

Der er to grundlæggende græske ord, der bruges til kirken i det Nye Testamente. Den ene er ekklesia som taler om strukturen og ledelsen i kirken. Den anden er koinonia som er det bindende forhold mellem de hellige, hvilket løst oversat "fællesskabet" eller "nadver." Ekklesia eksisterer for koinonia, ikke den anden vej rundt.

Kirken er kaldet til at være en familie, ikke blot en organisation. Vi har brug for organisationen, men strukturen, er givet til den lokale kirke i det Nye Testamente var det mest basale og enkle tænkelige-der var ældste og diakoner-Det er det. Det liv og kraft i kirken var dens koinonia ikke ekklesia.

I 1 Korintherbrev 10 og 11 ser vi den eneste begrundelse i Bibelen for kristne vil blive svag, syg eller dø for tidligt. Årsagen til dette er at vi ikke har koinonia. Apostlen Paulus advarede os ikke at spise af koinonia(det græske ord bruges til "nadver" i denne tekst) ritualet på en uværdig måde, da det ville bringe dom over os selv. At spise af ritualet på en uværdig måde, er, når folk deltager, selv når de faktisk ikke har, hvad ritualet symboliserer og minder os om at få- koinonia. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen steder er vi givet en sådan advarsel om ikke at have ekklesia.

Koinonia er langt mere end hilse hinanden og udveksle høfligheder, før en gudstjeneste en gang eller to gange om ugen. Dette ord repræsenterer en sammenbinding i en sådan grad, at delene ikke kan adskilles uden at dø. Dette er grunden til apostlen advarer om, at ikke have dette i vores liv, vil resultere i svaghed, sygdom og død. Det er så afgørende for det kristne liv.

Nogle vil måske hævde, at de har fællesskab med Herren, og det er nok for dem, men Herren sagde, at dette ikke var nok. Vi kan ikke med rette sluttet os til chefen, uden også at slutte sig til hans legeme. Jeg har hørt mange sige, at de elsker Gud, men bare ikke hans folk. Men som Johannes skrev, kan vi ikke rigtig elske Gud, hvis vi ikke også elske hans folk. John skrev også, at:

"Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han selv er i lyset, vil vi have fællesskab ( koinonia) med hinanden, og Jesu blod hans Søn renser os fra al synd (1 Joh. 1:7).

Hvis min hånd er adskilt fra mit legeme, vil den dø hurtigt, fordi det livet i blodet ikke kan flyde igennem den uden at være forbundet til legemet. Det samme gælder åndeligt. Vi skal have koinonia for at have det sande Kristi liv, der strømmer gennem os. Vi kan ikke have alt det koinonia indebærer ved bare at have gode sludre med vores venner over en kop kaffe. Vi kan ikke have det ved at kigge på bagsiden af deres hoveder i tjenester enten. Dette niveau af forhold er en vital del af sand kristendom, men det er sjældent findes i kristendommen i dag. Vi skal finde den.

Ugens Ord 36
OP