Menu

32 Livets Vej 25
Overreager Ikke På Fejl
Ugen's Ord 32, 2012
af Rick Joyner

Næsten alle profetiske personer, jeg kender, sagde, at 2012 vil blive "den bedste og den værste tid." Jeg tror, det har vist sig sandt, men jeg tror, at det bliver mere og mere sandt for hvert år, der går. Vi går ind i de mest udfordrende tider i verdenshistorien og den bedste tid, der nogensinde har været at kende og vandre med Herren. Som jeg har sagt for mange gange til at tælle, så lever vi i Esajas 60's tid.

Vi går ind i tider, hvor vi skal stå over for ultimative problemer i Amerika og i enhver anden nation. I Skriften kaldes dette "Beslutningens Dal." Alle kaldet til at leve på jorden i disse tider skal passere gennem denne dal, men nu er tiden inde til at vi i vores hjerter må beslutte, hvad vores beslutning skal være – at vi aldrig vil gå på kompromis med den sandhed, som vi er blevet betroet, og vi vil aldrig fornægte Herre, der betalte en sådan pris for vores frelse. Hvis vi forbliver sande, kan vi ikke tabe, og vi er lovet at se hans herlighed.

Som Herren også sagde, som vi gør mod de mindste af ham, gør vi det mod ham. Derfor, når nogen af hans folk bliver målrettet, er vi nødt til at rejse os og stå sammen med dem, ligesom vi ville gøre med ham. Når vi lærer at gøre dette som kristne, og den kærlighed vi har til hinanden bliver kendt på denne måde, vil verden se det og snart begynde at se herved, at Jesus ikke kun blev sendt af Faderen, men han er stadig her i Hans folk.

Når djævelen ved, at han ikke kan stoppe nogen, kommer han ofte bag på dem for at skubbe dem for langt. Hans første mål er at forhindre folk i at se Kristi lys, men når de først gør det, kan han stadig forårsage skade på deres tro, hvis han kan presse dem til det yderste.

Som vi også har dækket, er der en grøft på hver side af livets vej. Grundlæggende er lovtrældom på den ene side og lovløshed på den anden. Livets vej er mellem disse yderpunkter. Mange kristne bruger deres liv på at svinge mellem disse to grøfter på grund af deres tendens til at overreagere på fejl eller fiaskoer. Nøgleordet her er "overreagere." Hvis vi har været i en ekstrem, er en vis reaktion nødvendig, men nøglen her er ikke at overreagere og derfor falde i den modsatte yderlighed.

Det er klart, at vi også har et problem med at vente på Herren. Der er mange formaninger i Skriften om at vente på Herren, og jeg kender ikke en eneste, der siger, at man skal skynde sig. Mange, især de nidkære, bliver ofte brændt af ved at komme foran Herren. Nøglen er ikke at miste vores iver og blive så tøvende, at vi overhovedet er svære at få bevæget os. En hovedårsag til, at Jesus gav Peter nøglerne til riget, var hans evne til at falde eller begå store fejl, men så rejse sig op igen og fortsætte.

Ordsprogene 24:16 siger: "En retfærdig mand falder syv gange, men står op igen." Mange synes at tro, at de retfærdige slet ikke kan falde, men Jakob forsikrede os om, at "vi alle snubler på mange måder" (se Jakob 3:2). Vi vil alle begå fejl, men "de retfærdige" lader ikke disse fejl holde dem nede. Jeg følte, at Herren forklarede mig det, at vores fejl ikke mishager ham så meget, som det behager ham, at vi rejser os igen, efter at vi har snublet og fortsætter med at kæmpe.

Da jeg har brugt årtier på at arbejde med profetisk begavede mennesker, var en ting, som jeg tidligt begyndte at se, at dem, som er betroet med de største gaver og åndelig autoritet, er dem, der nogle gange begår de største og især de pinlige fejl. De er ydmyge, og de holder ikke op, men lærer af fejlene og fortsætter. Det ser ud til, at det først er efter en stor forlegenhed, at Herren vil betro dem med større åbenbaring og autoritet. Nogle vil hurtigt blive kloge på at forstå, at Gud giver sin nåde til de ydmyge, så de vil med glæde omfavne ydmygheden og fortsætte.

Jeg hører ofte folk sige, at de gerne vil træde ud og prøve deres gaver, men de vil ikke fejle, fordi de ikke vil såre nogens tro. Jeg har lært at tolke dette som at betyde, at de har så meget stolthed eller usikkerhed, at de er for stolte til at risikere forlegenhed eller for bange til at risikere fiasko. På denne måde stoler de mere på, hvem de er, eller ikke er, end de stoler på Herren. Hvis vores træden ud og tage fejl skader nogens tro, så har de alligevel deres tro forkert placeret. De skal desillusioneres, hvilket betyder at miste vores falske forestillinger og selvbedrag. Det er et blændværk at stole på mennesker i stedet for Herren.

Alligevel ønsker vi heller ikke at falde i den grøft på den anden side, der ville få os til at blive overmodige eller ufølsomme over for Guds gaver. Som vi får at vide i Ordsprogene 14:26: "I frygt for Herren er der stærk tillid, og hans børn vil have tilflugt." Det er en fantastisk ting at blive brugt til at repræsentere kongernes Konge, og vi ønsker aldrig at tage for givet, hvilket privilegium og et ansvar dette er. Hvis vi kan holde os mellem disse yderpunkter, vil vi klare os godt.

Ugens Ord 33
OP