Menu

Forberedt til Tiden 46
af Rick Joyner.

Missionsbefalingen om at gå hen og "gøre alle folkeslag til disciple" (se Matt 28:19) ved evangeliet er ikke kun geografisk. For at være det salt og lys, vi er kaldet til at være, er vi nødt til at gå ind i ethvert felt, enhver profession, enhver virksomhed såvel som enhver nation og kultur. Vi er nødt til at tage fat på tidens vigtige spørgsmål og stå uden at gå på kompromis med det bibelske perspektiv. Det kan vi ikke gøre, hvis vi ikke kender det bibelske perspektiv. Undersøgelser viser, at mindre end 10 procent af kristne har et bibelsk verdensbillede eller ser verden fra Guds perspektiv, som er åbenbaret i skrifterne.

Jeg tror, jeg har læst Bibelen mere end tredive gange, og jeg indser stadig, at jeg "delvis ser og ved delvist" (se 1 Kor. 13:12). Hver gang jeg læser det, ser jeg ikke bare mere, jeg ser meget mere. Ingen har hele billedet, og det meste, nogen har, er stadig en del. For at få det komplette billede skal vi sætte de forskellige dele sammen. Det er derfor, apostlen Paulus skrev, at "vi har Kristi sind"(se 1 Kor.2:16)og ikke sagde, at "jeg har Kristi sind." For at have hans sind må vi komme sammen.

Af denne grund forsøger jeg at være åben for at lære af alle. Jeg lytter ikke til andre i frygt. Selvom alt, hvad de siger, måske ikke er rigtigt, lytter jeg til dem i tro, idet jeg har mere tro på, at Helligånden fører mig til sandheden end på, at djævelen vil bedrage mig.

Der er god skepsis og dårlig skepsis. God skepsis ønsker at tro, men insisterer på reel indhold på enhver position, der skal omfavnes. Disse efterkommer den bibelske formaning om at "prøve alle ting og holde fast i det gode" (se 1 Tess. 5:21), ikke det, der er ondt. De tester, hvad de hører, men de leder efter det gode – hvad der er rigtigt, ikke hvad der er forkert. Dårlig skepsis ønsker ikke at tro eller blive overtalt og kan meget sjældent være det. Dette er tankegangen i et gammelt vinsæk, som er blevet for stift og ufleksibelt til at ændre.

Da den store profet Elias klagede over, at han alene var tilbage, eller at han var den eneste, der ikke havde gået på kompromis med sandheden, sagde Herren dybest set, at hans tid på jorden var forbi og gav resten af sit job, som han var blevet givet til. udrette til sin efterfølger, Elisa. Enhver person eller gruppe, der begynder at isolere sig selv og tænker, at de alene har sandheden, eller at de alene er tro mod den, er deres brugstid sandsynligvis forbi på jorden. Disse bliver ofte til snublesten i sidste ende, ikke det salt og lys, de kaldes for at være. Dette kan være en dødelig fælde, især i tider med forfølgelse, som Elias levede i. Gud er meget større, end vi er, og hans sandhed er meget større, end vi er. Hans ord erklærer gentagne gange, at han giver sin nåde til de ydmyge (se Jakob 4:6; Peter 5:5). Et af de grundlæggende kendetegn ved at være ydmyg er at være lærenem og åben over for andre, der har et andet perspektiv.

At være åbne og lærevillige betyder ikke, at vi går på kompromis med vores overbevisning. Hvad det betyder, er, at vi vil ændre vores overbevisning passende, når vi får vist noget, som vi mener er forkert. Når dette kommer til bibelske spørgsmål, er det kun Skriftens klare lære, der bør have autoritet til at bringe korrektion. Selv Jesus, som var Ordet, tog stilling til "det står skrevet", da han blev udfordret. I den grad, at vi ikke ved, hvad der står, er vi svage i vores standpunkt.

En måde, hvorpå vi normalt kan være sikre på, at en person eller gruppe enten er faldet til en ultimativ form for stolthed eller har en meget svag position at stå på, er ved deres vrede, når de bliver udfordret. I Titus 1:7 får Titus besked på ikke at udnævne dem til ældste, der er "hurtige". De, der er hurtige, har ikke nok kontrol over deres egen ånd til at være i ledelse. Ligeledes er de, der bliver alt for vrede, når deres position udfordres, åbenbart i det mindste umodne i deres position.

I Galaterne 5:20 får vi at vide, at de, der er udsat for "vredeudbrud", ikke vil arve Guds rige. Vi kan derfor være sikre på, at de, der er vrede i deres dispositioner, når de står for sandheden, ikke står for riget, men har deres egen dagsorden, uanset hvor meget de bestrider dette. I Matthæus 12:28 sagde Jesus: "Men hvis jeg uddriver dæmoner ved Guds Ånd, så er Guds rige kommet over jer." Hvis vi skal repræsentere riget og hjælpe med at bringe riget ind, så må vi forblive i Guds Ånd, som erklæres i Galaterne 5:22-23 til at være "kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed, selvkontrol...."

Når vi vurderer en sag om, hvorvidt den er sand eller ej, skal vi også overveje den ånd, hvori den blev talt. Vi kan så spørge, hvilken ånd Jesus talte i, da han udfordrede farisæerne for at være hyklere? Vi antager, at han gjorde dette i et vredesudbrud, men gjorde han det? Han kunne lige så godt have talt i en blød, jævn tone og bedt dem om at overveje deres fejl, da han sagde dette. Selvfølgelig kan han godt have været vred, fordi der er en retfærdig vrede. En ting, vi med sikkerhed ved, var, at han ikke var i et ude af kontrol raseri, og det er hans sande budbringere heller ikke. Sandheden bæres med mere værdighed end den af dem, der er sande.

Ugens Ord 47
OP