Menu
Ugen's Ord 2008
49. Forstå Tiden's Tegn. 7
af Rick Joyner
Sidste uge talte vi om en af de primære måder som kirken konfronterer mørket, hvilket er gennem oplysning eller undervisning. Det er den grundlæggende måde som vi er kaldt til at være "verdens lys." Se, kirken i Amerika tror der er en lille chance at få retfærdige love vedtaget på nogle grundlæggende moralske spørgsmål, bliver vi nu konfronteret med en tilstand som mest af den verdensomspændende kirke altid har eksisteret i - vi må bruge den profetiske kraft proklamation af sandheden.
Den profetiske proklamation af sandheden er kirkens speciale område og skulle altid have været vor vigtigste slagmark for mennesker's hjerter og sind. Se det er vores eneste håb, det skulle igen blive hvad det i sandhed er - vor bedste håb. Vi vil senere gå mere i detaljer hvordan dette kan blive gjort praktisk, men denne uge ønsker vi kort at omtale den anden front som vi må kæmpe på for at opnå det mål vi er blevet givet, at være lys i vor tid - at iklæde os, [være] i sandheden.
I relation til abort, at være lys i verden behøver vi at gøre mere end blot at beskrive den rædsel for abort
proceduren. Vi må også samtidig (høj)agte, værdsætte liv og især børn på den måde de fortjener at blive værdsat. Vi er nød til at have mere omsorg for vore børn end for vore erhverv, eller andre ambitioner. Vi har brug for at værdsætte og ære moderskabet på den måde som Herren gør, som en af de højeste kaldelser vi kan have. Grundlæggende, vi behøver at værdsætte og agte familien på den måde som den fortjener at blive højagtet, værdsat.
Tolstoy begyndte en af hans store noveller, Anna Karenina, med en klassisk vending: "Enhver lykkelig familie er ens, men enhver ulykkelig familie er ulykkelig på dets egen måde." Der er en vigtig sandhed i denne udtalelse. Der er grunde for en lykkelig familie som er almindelig for alle lykkelige familier. De er klare, enkle, og skaber et meget lettere og lykkeligere liv end komplikationer som leder til ulykkelige familier.
Når vi kæmper de grundlæggende angreb på familien og livet i sig selv, behøver vi også at værdsætte, agte vores familier og oprejse den stærkeste, mest udholdende, glade og lykkelige familie i verden, hvilket er hvad kristne familie er kaldt til at være. Få ting her på jorden er mere kraftfuld i bekæmpelse af abort og andre umoralske og anti- familiære kræfter end en sikker, glad og lykkelig familie. Hver glad og lykkelige familie er en stor fæstning for sandheden i vor tid da familie værdierne er under det mest desperate angreb af fjenden.
Jeg kender en tidligere Øst Europæisk forretningsmand som har givet et antal udtalelser som har været som store gennemtrængende pile af sandheder. Gennem store entrepriser, har han været i stand til at opbygge et antal succesrige forretninger i hans land efter kommunismens fald. Så var han nød til at sælge og flygte lige før hans land lige før hans land blev overrendt af den russiske mafia, hvilket nu er blevet en større magt i den del af verden. Ved en forretnings frokost, sagde han at under kommunismen drømte de om hvordan det ville være at være en del af kirken i Vesten, som var et stort håb for dem. Imidlertid, da han nu havde været i Vesten i en tid, tror han at den russiske mafia har mere omsorg for dets folk og har mere enhed end kirken i Vesten. Dette er sandsynligvis, meget tragisk sandt. At være det som vi er kaldet til at være og gøre hvad vi er kaldet til at gøre, må kirken blive den familie som den er kaldt til at være. Vores enhed og omsorg for hinanden i kirken skulle overgå alle andre familier på jorden.
For tiden lider kristne familier skilsmisser på et højere stade end ikke kristne. For blot 40 år siden var skilsmisse blandt kristne sjældent og skete på et stade langt mindre end befolkningen i almindelighed. To store årsager til dette er følgende:
1) Mængden af idealistiske bøger, undervisninger, og rådgivere for ægteskab som udbreder idealer som næsten ingen kan leve op til, hvilket forværre de frustrationer og problemer som selv de mest sundeste ægteskaber går igennem, og:
2) Meget af lederskabet i kirken blev fyldt med lejesvende og professionelle i stedet for dem som havde en sand kaldelse og befaling fra Gud.
Det skulle have fået vor opmærksomhed da mange af forfatterne af nogle af den mest populære bøger om kristne ægteskaber blev skilt. Deres undervisning syntes god, men de duede, virkede bare ikke. Det var ikke sandheden for de fleste, og heller ikke var alle bøgerne og undervisningerne om ægteskabet idealistisk og unyttige, men mange havde tilsammen alt i alt en ødelæggende virkning på kristne ægteskaber. Jeg blev vist at det ville ske og begyndte at tale imod det for over 30 år siden. Det er en profeti jeg ønskede jeg havde været urigtig i, men desværre var jeg det ikke. Imidlertid, har vi endnu større profetier i Skriften som vi ved vil komme at ske før enden på denne tidsalder - profetien af Herren Jesus selv erklærer at kristne vil blive kendt for deres kærlighed.
Så hvordan korrigerer vi dette problem af urealistisk idealisme? Bliv oprigtig og ærlig, og fortælle sandheden om ægteskabet. Jeg har været velsignet ved at have et godt ægteskab som jeg til tider har troet var det bedste i verden. Der har også været tider jeg spekulerede på om vi ville klare det. Selv det bedste ægteskab i verden har svære tider. Jeg har ikke tid til ægteskabs rådgivning og sandsynligvis ville være meget dårlig til det alligevel, men jeg bruger nogen tid med par som spørger mig om at vie dem (jeg råder dem samtidig med at søge rådgivning hos dem jeg har tillid til). Når jeg bruger nogen tid sammen med dem, begynder jeg mit råd med, "Gud har ordineret dette fællesskab i overensstemmelse med at slå jer begge ihjel!"
Dette kan lyde hårdt, men det er i virkeligheden sandt. At overleve ægteskabet, meget mindre at have et godt et, må du være fundamentalt hengivet, overgivet til at dø i for dig selv. Jeg fortæller dem også, det jeg tror, at ægteskab og familie er den største gave Gud gav mennesket på denne jord. Alligevel, især når de er "blændet af kærlighed," prøver jeg på at gøre dem det klart at ægteskabet kan være hårdt til tider, hvilket de har brug for at være forberedt på og endda have en vision om, eftersom dette er da hvor de kan vokse i sand kristen karakter.
Selvfølgelig, det vil kræve en bog for at omtale dette emne, men for familien at være lys i verden, er de ikke nød til atr være perfekte. Dem som promovere som sådan noget når enhver ved de ikke vil afvise folk mere end drage dem. Vi må være oprigtige, og vi har brug for en vision af at være i en familie i overensstemmelse mec at lære at elske og vokse i kærlighed, som betyder at blive spændt til det yderste af omstændighederne når vi ikke føler meget for det. Pastore som har været ærlige og åben om deres egne kampe har opmuntret folk og faktisk styrket deres kirker mere end dem som har vist et billede af dem selv som perfekte og rager højt op over prøvelserne som normale mennesker går igennem. Lige som det klareste og mest skinnende lys kommer fra gennemsigtige elektriske pære, har vi brug for at være gennemsigtige for at være et sandt og rent lys.
Omtale af pastore, leder til et andet grundlæggende spørgsmål vi behøver at omtale hvis vi skal styrke vore familier. Kirken er kaldt til at være en familie, ikke en organisation. Når vi begynder mere at blive en organisation end familie, har vi vendt os bort fra livet's vej. Prøv at tænk over denne situation: Hvordan vil du føle dig hvis du var et barn og din far kom hjem en dag og fortalte dig hvor meget han elskede dig og elskede at være din far, men han havde fået et bedre tilbud af en større og bedre familie som betalte meget mere, og han følte at han var nød til at tage imod denne bedre mulighed? Er det ikke hvad
pastore gør når de forlader en menighed de var kaldt til at være hyrde for, ikke en lejesvend og ikke en professionel, men en hyrde hvis hjerte er bundet til menneskerne han er blevet betroet med?
Vi har sandsynligvis nogle af de største hyrder for alle tider der tjener i kirken i dag. De fleste af dem kravlede ikke op af stigen der flyttede dem fra den ene mulighed til den næste i kirken, men tog en lille kirke og hjalp dem med at vokse op til nogle store. Vi har også brug for at forstå at apostle, profeter, og evangelister ofte er kaldte til at rejse rundt. Men for en hyrde er det anderledes. De kan til tider rejse for at tale i andre kirker og være hengivet til mission, men der er ingen tvivl om hvor deres hoved kaldelse og hjerte er - den lokale kirke. Sammen med respekten for familien og børnene, behøver vi at værdsætte og respektere den kaldelse for en sand hyrde som er kaldt til at være deres leder for familien, og at springe fra familie til familie er i denne egenskab åndelig ægteskabsbrud. Vi skulle være særlig foruroliget over dette i kirken fordi hvad vi løser i himmelen eller på det åndelige område bliver forløst her på jorden - hvad vi gør vil komme ned.
Stå imod abort og prædike om værdien af liv og børn der, vil være tomt, identitetsløst hvis vi ikke værdsætter vore familier og den familie vi er kaldt til at være som kirke. Dette betyder ikke at vi skal være perfekte for at prædike dette budskab, men vi har brug for at være oprigtige og ærlige, og hvor vi ikke er perfekte, indrøm og vedkend det. Det vil gøre hele vores budskab meget mere troværdig, ikke mindre. Vi har også brug for at værdsætte og vise nogle af de store familier som er blevet bygget på adoption, en anden større kaldelse for kirken.
Så, den første front er at være det lys vi er kaldet til at være gennem opdragelse, oplæring, hvilket inkluderer at få ordet ud gennem undervisning, prædike, bøger, tv, webcasting, o.s.v. Den anden front er ikke bare at tale om værdien af liv og børn, men demonstrere det ved at oprejse den stærkeste familie på jorden, og for kirken til at bliuve den familie den er kaldt til at være.
Næste uge vil vi tale om den tredje front hvilket kan for nuværende være et meget stærkt våben; det er et våben hvis tid er kommet.
Ugens Ord 50
OP