Menu

Ugen's Ord 2008
24. Gud's Hær Mobiliseres 24
af Rick Joyner

Vi har været velsignet med en kerne af lederskabs team og stab som har været sammen mange år. Som et resultat, har vi været gennem mange kampe sammen. Jeg tror ikke nogen nyder konflikter, men de er ikke desto mindre har de fremgang af dem. De kommer til live med fokus og beslutsomhed når der er angreb. Alligevel, vi har nogen som jeg har bemærket viger tilbage ved hver nyt angreb. Deres første tendens er at trække sig tilbage og søge tilflugt, men når de har styrket dem i Herren, har de en tilbøjelighed til at være dem som står med stor udholdenhed. På den anden side, dem hvis første tilbøjelighed er at se op og kæmpe, udmattes som regel først. Af den årsag, prøver jeg på ikke at dømme kvaliteten af krigerne ved deres respons til konflikter, men ved hvordan de klarer sig med tiden.

Dem som hurtig engagerer sig og står på deres grund og dem som det tager lidt længere med at beslutte sig, er vigtig at opnå succes i kampen. lige som i det naturlige Special Forces som nu er spydspidsen i den militære kampagne og kan opnå ting som ofte ville tage større kampenheder mange timer at opnå, disse ville være spildt og ikke klare sig godt i en daglig kamp i skyttegravene. Få krige vil nogensinde blive vundet ved kun Special Forces, men brugt ret, kan de hjælpe med at forberede vejen for en meget mere hurtig og total sejr.

Mit point er at vi behøver at opdage hvilken slags kamp vi er i eller vi skal være i. I vores hjemmebase, gør vi nogle ting som er overvejende radikalt og truende for mange andre kristne - såsom arbejde på at se en autentisk profetisk tjeneste oprejst i kirken. Som vi ser i Skriften, det ophidser vreden hos dem som tjener andre guder, eller dem med en Jezabel's ånd, og vi må have mange der kæmper med stor udholdenhed. Vi har også en Special Styrke Missions gruppe blevet oprejst som vi bringer i stilling mest i særlige missioner. Disse er eventyrs junkier som ikke har det godt med at sidde i for lange perioder af gangen, så vi bruger denne karakteristik og ser det som en del af deres missions gaver.

Enhver kristen er kaldet til at være en kriger, men ikke alle kriger er af samme slags. Jeg betragter ikke mig selv til at være smart nok til virkelig kende folk med meget dybde førend jeg har kendt dem i gennem længere tid. Jeg bliver konstant overrasket og forbløffet over mennesker. En ting jeg har lært over tiden er ikke at prøve på at sætte folk der hvor jeg mener de passer ind og ønsker dem at være, men at lade den Hellige Ånd placere dem hvor det behager Ham. Jeg kan skelne slagsen af kampe vi forventelig er i ved den type af mennesker Herren sender til os. Vi prøver ikke på at sætte folk ind i Special Styrke Mission [SFM], men vi lægger kaldet ud. Dem som giver respons på denne type af træning og fare vil komme. Vores mål er så at frembringe den træning som vil hjælpe dem til at forstå deres egne gaver og kaldelse, og nogle lære at SFM helt enkelt ikke er noget for dem.

Når vi modnes i alder og erfaring, kan vores kaldelse også ændres sig. Jeg blomstrende på kanten af fare meget mere end jeg gør nu. Da jeg var en ung pilot, stræbte jeg imod luftakrobatik og ville kede mig til tåre ved at flyve lange, lige, og niveau flyvninger. Jeg var mere en kamppilot type, ikke langdistance bombepilot. Da jeg ejede et charterfly kompagni, stræbte jeg imod at tage fragt ture hvor det gik gennem udfordrende vejr, snare end tage passager flyvninger hvor problemfrie driftsforløb var langt mere vigtig. Jeg kender piloter som var mere anspændt, nervøse i krævende situationer og som ville holde sig klar af dem og var derfor bedre til passagerflyvning. Vi har alle vores gaver, kaldelse og pladser, så vi behøver ikke at bekæmpe andre ved at prøve at være noget vi ikke er. Derfor, en nøgle bestanddel efter at have mobiliseret folk er at opdage hvad de er blevet skabt til af Gud for at hjælpe dem til det, ikke fremskynde dem ind i noget de ikke er kaldet til at være eller at gøre.

En af mine favoritter og, jeg tror, mest inspirerende beretninger fra kirke historien er historien om den berømte Johannes Orden, Helgen af Jerusalem, Rhodos, og Malta, eller som de mere populært bliver kaldt, "Tempelridderne af Malta." De var en lille orden af munke som er anerkendt ved at have startet et hospital, hvilket de grundlagde i Jerusalem for at tage omsorg for de syge pilgrimme på deres vej til det Hellige land i Middelalderen. Fordi mange pilgrimme blev angrebet på vejen til Jerusalem, formede disse munke senere en militær division for at beskytte pilgrimmene. Da disse militæriske munke blev kendte som riddere, begyndte de at blive berømte for både deres mod og dygtighed som krigere. De fokuserede deres beslutsomhed til ikke alene at beskytte pilgrimmene, men beskytte kristne territorier. De aflægge løfte om aldrig at trække sig tilbage foran fjenderne af korset og hellere dø end overgive en hektar af kristen territorium til dem. De aflagde også løfte om at gøre alt som de kunne for at bevare, beskytte, sikre den kristne enhed og aldrig at bruge militær magt imod kristne fæller eller magt mod en Kristen nation.

På grund af denne beslutning, blev denne lille munkeorden en af de mest vigtige og strategiske styrker i historien, ikke alene fik det indvirkning på deres tid, men forvandlede den fremtidige kurs af historien i den grad at Europæiske monarker krediterede dem for at have frelst Europa fra Islamisk magtovertagelse. kampene på Rhodos og Malta, var der kun nogle få hundrede af disse bemærkelsværdige riddere, forenet med flere forskellige tusinde militser, som stod op imod den mest mægtige Muslimske hær med at antal mange hundrede gange flere deres egne. Efter flere måneders belejring, med nogle af de mest barske menneskelige voldelige overfald af mange gange større antal end deres egne, og da røgen havde lagt sig, stod stadig banneret af ridderne på fæstningsvolden. De få men blodige riddere som var tilbage stod ved siden af det banner.

Deres mod og beslutsomhed opnåede både respekt og ære fra deres fjender. I dag er der muslimske ledere som har en sådanne respekt for denne orden at de giver audiens for nutidens riddere. En årsag kan være fordi disse mere frygtindgydende og modige krigere aldrig glemte deres kaldelse som helbreder. endda selv udmattet og ofte selv såret, ville disse riddere ikke hvile sig førend alle de sårede på slagmarken var taget hånd om, selv dem blandt deres fjender. For at holde på deres ydmyghed, var disse riddere, som for det meste var ætlinger af de mest magtfulde og rigeste familier i Europa, og selv deres ledere, ordens stormester, ville bruge ugentlig tid på hospitalet tjenende de syge og sårede, og selv skifte deres lagner. De gjorde dette i tro på at tjene selv den mindste af dem, tjente de Kristus selv.

Dette er noget som må blive generobret og bevaret, og vedligeholdt. Mennesker er ikke vore fjender - vi kæmper ikke mod kød og blod, men imod magt og myndighederne i det åndelige rige. Med al modighed, beslutsomhed, styrke, og hengivelse, selvopofrelse som vi har som åndelige krigere, må vi også vokse i vore færdigheder som milde helbredere, ydmyge os selv til at tjene på denne måde selv dem dere bliver brugt af fjenden til at angribe os. Vi må altid have i tankerne at vor sejr er frelse og den største sejr af alle er frelsen af vores fjender. Imidlertid, selv om vore fjender ikke vender sig til Herren men fortsætter med at hade os, skal vi elske vore fjender, og medens stå imod deres fejltagelse; vildfarelse; forseelse; fejl må vi være åben for at tjene dem på enhver måde som vi har mulighed for uden at gå på kompromis med vort budskab og overbevisning

Ugens Ord 25
OP