Menu

Ugen's Ord 2008
21. Gud's Hær Mobiliseres 21
af Rick Joyner

Sidste uge omtalte vi hvordan den mest succesrige på ethvert område sædvanligvis er dem som gør de basale færdigheder bedst. Jeg er sikker på at du har bemærket hvordan jeg gentager nogle af disse principper. Jeg kan have sagt dem en lille smule anderledes, bruge forskellige beretninger, men de er ikke desto mindre de samme principper. Jeg prøver at gøre undervisningen interessant og effektivt. Det er krævet for enhver dygtighed at der gentages, inkluderet kristen karakter. Den vise omfavner gentagelser og er altid dem som er de mest seriøse omkring træning og fremgangsmåder. Den vise spilder aldrig en mulighed for at bedømme en sandhed og praktisere den.

I vor tjeneste, har vi en hel del talentfulde musikere, sangskrivere, og lovsangs ledere. Vor skole for tjeneste synes at tiltrække mange meget talentfulde musikere og lovsangs ledere hvert år, og senest er vi blevet forbavset over hvordan disse ekstraordinære gaver syntes at være dramatisk tiltagende hvert år. Det er en stor opmuntring for os, men vi ved også det er et stort ansvar.

MorningStar lovsangs cd er blevet kendt rundt om i verden. Jeg høre sange skrevet af vor lovsangs ledere og eleverne blive spillet næsten alle steder hvor de er, selv i nogle af de mest isolerede, fjerntliggende steder. Det er tilfredstillende; opmuntrende fordi disse sange har et budskab som bliver bragt fremad, og endda mere vigtigt, de hjælper folk til at tilbede Herren. Imidlertid, dette skete ikke bare sådan. Vi begyndte med sandsynligvis den mest uimponerende tilbedelse på denne planet. Hvad skabte denne forandring?

Der kan være en stor forskel mellem velstand og rigdom. Rigdom er tilbøjelig til at komme let og hurtigt, men også forsvinde lige så let og hurtigt. Sand velstand er et resultat af flid, hårdt arbejde, trofasthed, udholdenhed, og karakter, alt der hjælper til at bibringe den som har velstand og visdommen til at hjælpe at bevare og udvide den. Den sande skat af kongeriget er det samme.

En af kongeriget's sande skatte er at have vore navne indskrevet i himlen, hvor vi er kendt. Det er en stor skat at blive betroet med gaver og tjenester af den Hellige Ånd og at blive givet autoritet og indflydelse i kongeriget, hvilket alt er bygget på karakter, hvilket bliver kaldet "Ånden's frugt." Frugt forædles, kultiveres og vokser. Du kan ikke plante en sæd og forvente den til bare at springe op af jorden som et modent træ med frugt på det.

Jeg bekender at blive utålmodig med folk som beder mig om at bede for dem og vidergive til dem min gave til at skrive bøger, som om dette kunne blive gjort bare ved at jeg lægger mine hænder på dem. Det har taget mig fire årtier af hårdt arbejde at udvikle den dygtighed jeg har. Vi kan blive givet gaver af Gud, men ligesom musklerne Han giver os, vil vedblive at være små eller vokse afhængig af hvordan vi øver med dem. Videregivelse af åndelige gaver er ikke bare at vifte med noget som en åndelig magisk tryllestav over folk og give dem en gave som er øjeblikkeligt kraftfuld. Det er sandt at gaver kan blive videregivet ved håndspålæggelse, men hvis vi vidergiver noget til nogen som ikke har disciplin og hengivenhed, selvopofrelse, gudsfrygt som det kræver at udvikle det, har vi hjulpet med til at der bringes dom over dem - domme for den "Du dårlige og dovne tjener!" Matt. 25:26 i lignelsen om ham med talenterne som blev gravet ned som han var betroet med.

Jeg har ofte ønsket en gave eller kraft som ville tillade mig at lægge hænderne på folk for øjeblikkelig åndelig modenhed, men jeg finder det ikke nogen steder i Skriften. Visdom kommer ud af hengivenhed for kundskab som kombineres med erfaring med ydmyghed til at lære af vores erfaringer og andre. det er en mentalitet.

Jeg må tilstå dette for dig: Et af min største skuffelser og sorg som jeg bærer, er at have iagttage nogle af de mest åndelige begavet mennesker fejle, få tilbagefald, svigte og begrave denne store gave som de var blevet givet. Fordi min kaldelse er at opbygge folk, den "talent" jeg er blevet betroet med er mennesker. Selv om jeg forstår at Gud har givet mennesker frihed til at gøre deres egne valg, bærer jeg stadig en sorg for dem som fejlede. Jeg kan ikke gøre for det, men tænker på hvad jeg kunne have gjort for at forhindret dette at ske.

Vær ikke bedrøvet over det for mig eller prøve at lindre denne følelse fordi det er grundliggende at med autoritet kommer der ansvarlighed, og jeg er ikke bekymret over at føle mig bedre så meget som med at gøre det bedre. Den eneste måde som jeg kan få det bedre på er at se fremskridt, og jeg tror at vi gør, men jeg ønsker ikke kun at feje vores fejler under tæppet. Jeg ønsker at lære alt det jeg kan af dem så jeg kan gøre det bedre med de mennesker Herren betror til os.

På den anden side, vi har mange succes historier, og jeg har lige så megen glæde af at høre om deres vækst og succeser som jeg har ved deres fejler. Ved hver succes og fejl, føler jeg at jeg har lært noget anderledes men uvurderlig, kosteligt lektier. Jeg ønsker at dette skal fortsætte. Selvom jeg ikke kan være i stand til at lægge hænder på folk for øjeblikkelig modenhed, den sande vise, som i sandhed er ydmyg, vil lære af andre mennesker's lektier, hvad enten det er fejler eller succes.

Jeg har set en fællesnævner ved alt hvad jeg betragter at være svaghed til at produksere frugt med store gaver som blev givet til dem - de begyndte at føle at de var så talentfulde at de ikke var nød til at arbejde hårdt; de ønskede kun at gøre det sjove arbejde, hvilket for en musiker kan være noget lignende bare at spille foran en stor forsamling. Efter en tid, lærte vi at hvis ens disciplin i det personlige liv ikke voksede med deres ry, ville deres ry bringe dem fald.

Engang da jeg skulle tale i Las Vegas Internationale kirke, spurgte jeg en af mine venner som havde været en stor NBA basketball spiller, at komme med mig. Hans navn er Armen Gilliam, også kendt som "Armen, the hammer," og han var en af elite spillerne for hans tid. På vejen dertil, fortalte Armen mig om en af hans kollegie teamskammerater som han følte var den største basketball spiller han nogensinde havde kendt, men som aldrig nåede at spille i NBA og havde aldrig hørt fra ham siden. Armen spillede i den tidsalder for nogle af de største basketball spiller for alle tider ligesom Michael Jordan, Magic Johnson, og Larry Bird. Da jeg spurgte Armen om hans tidligere teamkammerat var bedre end dem, forsikrede han mig om at det var han og da nogle af dem havde spillet sammen i sommer ligaen, denne mand, John Flowers, vandt MVP trofæet.

Ligesom Armen, spekulerede jeg over hvordan en sådan stor spiller bare kunne forsvinde sådan. Så, medens jeg var i kirkens forberedelsesrum for at forberede min prædiken, kom Armen tilbage og fortalte mig at han havde set sin ven, John Flowers, siddende i forsamlingen. Jeg spurgte ham om han ville bringe ham til mig, hvilket han gjorde. Jeg fortalte ham hvad Armen havde fortalt mig omkring ham, og hurtig var han enig at han var den mest talentfulde spiller, endda mere end alle de andre store spiller i hans æra. Da jeg spurgte ham hvorfor han aldrig klarede den til NBA, svarede straks han - han følte at han var så talentfuld at han ikke behøvede at træne så hårdt, så dem som trænede hårdere og som kom hurtig forbi ham. Han var nu dørmand på et af de kasinoer downtown.

Jeg, med, har lært igen og igen at dem med disciplin og fokus for hård træning vil hurtig komme foran dem som har meget større talent men ikke har disciplinen eller fokuset til at træne hårdt. Michel Jordan og Tiger Wood har tydelig talent, men hvad virkelig adskiller dem fra resten er at de også har disciplin og arbejdsmoral. Michael Jordan nægtede at lade andre komme til at øve før ham eller gå efter ham. Teamkammerater og træner hævdede at han øvede med at lave flere mål end flest spiller på holdet gjorde.

Tænk lige over dette her: enhver af jer som læser dette kunne blive Gud's bedste ven i disse tider og gøre store bedrifter for evangeliet's skyld. Intet steds står der at nogen af os ikke kan gøre hvad Enok gjorde - komme så tæt på Gud at Han bare tager os lige ind i himmelen uden at passere gennem døden. I virkeligheden, det kunne være at det er hvad den virkelige henrykkelse er - bruden, kirken, bliver så perfekt, uden pletter og rynker, og så forelsket i Ham at Han bare tager hende.

Hvis de store atleter havde en sådanne hengivelse for en sport, hvor meget mere skulle vi så ikke give os selv til at løbe efter den sejrskrans som er uforgængelig?

Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den!

Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. [1 Kor. 9:24-25].

Ugens Ord 22
OP