Menu

Ugen's Ord 2007
47 Indtage Landet Del 104
af Rick Joyner

Den bibelske dag begyndte ved aften og så morgen. Ligeledes op igennem Skriften blev det vanligvis mørkere førend der blev givet lys. Derfor, når vanskelighederne kommer skulle vi altid se forventningsfuld efter kyset.

På grund af forkert eller ekstrem anvendelse af nogle lære om tro, er der mange kristne som ikke vil lytte til advarelser om noget der dårligt sker. De tror at hvis de har nok tro vil intet dårligt ske. De er sædvanligvis de mindst forberedte for vanskeligheder og mindst i stand at samarbejde med når vanskelighederne kommer, bekræfter ultimativt at have den svageste tro af alle. Biblen er meget klar om hvorfor dårlige ting sker for selv de bedste mennesker, ligesom David.

Da Samuel profeterede over David at han ville blive den næste konge af Israel, varede det ikke længe førend dem som han var profeteret til at herske over, forsøgte at dræbe ham! Det så ud som det modsatte som Samuel havde profeteret om skulle ske. Imidlertid, det var de prøvelser der gjorde David til den store Gud's mand som han blev.

Tro kan stilne storme og afværge katastrofer, ødelæggelser, men den kan også styre dem. Fordi der er bibelske profetier, selv givet af Gud's Søn selv, vil endetiden være en af de største tider for trængsler som verden nogensinde har kendt, og ingen sum af tro kan forandre det fordi "det står skrevet." Imidlertid, lyset vil altid efterfølge mørket, og det største lys vil vanligvis efterfølge det største mørke. Vi har lyset inden i os, og derfor skulle vi være i stand til at se uanset i hvilken stilling, forhold vi er i.

Alligevel, det største tegn på endetiden er ikke trængslerne eller hvad djævlen gør, men hvad Gud gør. Det største tegn i endetiden vil være det at kirken bliver alt det hun er kaldet til at være, forberedt som en værdig brud for Kongernes Konge. Det er derfor Herren, da Han blev spurgt om tegnene for endetiden, svarede med tegn som var næsten alle store vanskeligheder. Dog, Han sagde også i: Luk.17:20-21, Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«

Med al den fokus på de udvendige tegn, har mange mistet den mest vigtige af dem alle--hvad sker der lige nu i vor midte. Der er noget så bemærkelsesværdig der sker i kirken, og få, selv i kirken, synes ikke at kunne se dette. Der er en mægtig hær som verden aldrig har set før, eller vil se igen, der begynder at komme sammen. Hvad vi skulle se efter mere end noget andet er at Herren kan ses, genkendes i Han's folk.

Den måde vi kender at nogen er kaldet på som lære er ikke deres kundskab, grader, eller hvor veltalende de er, men ved at se Læren i dem. Ligeledes på den måde vi kender nogen som er sande pastore er ikke ved deres certifikater eller endda deres medfølelse for mennesker, men når vi ser Hyrden i dem. Den måde jeg kender at nogen er kaldet til lederskab i kirken på er når jeg ser min Konge kommer frem igennem dem. Vi har kun sand åndelig autoritet ved at ved-forblive i Kongen.

Herren er virkelig begyndt at kunne ses i Han's folk. Vi ser sande lære, hyrder, pastore, profeter, og jeg tror snart, sande sidste dags apostle, nogen som hvem er iblandt os nu. Som jeg skrev om sidste uge, vil vi se selv den svageste i Kristi legeme rejse sig op som en mægtig kriger lig David. Vi vil se store Gud's mænd og kvinder som er var oprejst op gennem kirke historien lig sæd, med tusinder som Martin Luther, tusinde lig John Calvin, John Knox, John Wesley, Zinzendorf, og tusinde lig Billy Graham, o.s.v. Disse var alle sæd og vi skal se en høst i endetiden. Imidlertid, den største af dem alle er at se Jesus komme frem i Han's folk.

Da Herren skabte mennesket, befalede Han os at "Bliv frugtbare og talrige" 1 Mos.1:22. Jesus, Menneskesønnen, ville have adlydt mere end nogen anden. Vi kommer til den tid da al den sæd som Han har sået ind i mennesket vil komme til fuld modenhed. Det er sandt at den sæd den onde har sået ind i menneskeslægten også vil komme til fuld modenhed, hvilket er hvad der sker ved høsten--hveden og rajgræsset modnes. Alligevel, skal vi se kraften og herligheden af hveden i høj grad oversvømme rajgræsset. Sandheden vil sejre over hver eneste løgn og livet skal sejre over døden. Det vil være et vidne for alle af evighed at den Ene vil sejre over hver angriber.

Der er ingen tvivl om hvem som kommer til at vinde denne styrkeprøve, strid. Hvis vi forbliver i Ham kan vi ikke tabe, selv hvis vi dør. I virkeligheden, døden er slugt af sejren--sejret af den opstandne. Derfor, ingen kristne skulle endda frygte død. Hvis vi ikke frygter døden, da skulle al den frygt være meget nemmere at overvinde. Kristne er kaldet til at dø i dette liv og at dø fysisk når det er krævet for at stå for evangeliets sandhed. Dog er der ikke en kristen som er død som ikke føler medlidenhed med dem af os som stadig er i live. At være i Herren's aller nærmeste nærhed skulle være den største længsel for enhver kristen, men medens vi er her i dette liv, må vi gøre Han's vilje.

For at gøre Han's vilje som vi skulle, er vi nød til at gøre op med døds spørgsmålet, og vi må leve ved at dø fra denne verden hver dag, ligesom Paulus sagde at han døde daglig. Han levede ikke for sig selv, og han levede ikke for hvad han kunne opnå i denne verden, men for den verden der kommer. Vi vil ikke være i stand til at leve som vi skulle i dette liv uden at dø som vi skal i dette lev.

Dem som virkelig er død for livet her vil være de mest frie og gladeste mennesker på jorden. Hver dag er en gave. Hvordan vil du leve hvis du idag vidste det var din sidste dag på jorden? Alle de ting der i sandhed er hoved prioriteten i dit liv ville blive dit fokus, og tingene som ikke er så vigtige, som sandsynligvis nu æder det meste af din tid og opmærksomhed, ville ikke længere være i stand til at gøre det.

Hvis mest af opmærksomheden, resurserne, og energien af kirken bliver ædt op af hvad der sandsynligvis er mindre vigtigt, eller bærer mindst frugt, er det fordi det er de fleste kristnes livs tilstand, så det flytter med over i hvad vi gør tilsammen. En af de største gaver vi er blevet givet er tid. Hvordan bruger vi vor tid? Hvordan ville ikke vore liv blive forandret hvis vi levede hver dag som var det vores sidste dag her på jorden? Vi ville leve den på samme måde som Jesus gjorde.

Der er nogle måder at leve hver dag som hvis det var vor sidste ikke er praktisk. Der er planlægning for fremtiden hvilket kræver mange ting vi skal gøre. Jesus gjorde også dette med, underviste og profeterede om fremtiden, og tilbragte meget af Han's tid med at forberede dem som skulle lede. Pointet er at vi behøver at være de bedste husholdere for det vi er blevet betroet med. Dog, som en anvendelse, prøv at leve en dag som hvis du virkelig vidste at det var din sidste. Det vil hjælpe dig til i det mindste at se det som virkeligt er livsnødvendigt.

Vi må blive født påny for at se Gud's rige, men ikke alle er født påny kan se riget. Hvis de gjorde, ville de ikke leve deres liv som bliver ædt op af midlertidige ting af det nuværende liv. De sande ledere som forbereder vejen for riget lever fra et perspektiv af det kommende rige, ikke i denne nuværende tid.

Ugens Ord 48
OP