Menu

Ugen's Ord 2007
22 Indtage Landet Del 79
af Rick Joyner

Som vi har talt om, at størstedelen af kristne i dag ikke længere er i en vital, levende lokal kirke. En af de givende årsager for det er fordi de føler at kirken ikke er relevant for deres behov; de føler simpelhen ikke at meget er opnået ved at være en del af den lokale kirke. Andre er blevet såret eller skuffet over kirken og ønsker ikke at risikere at gå igennem det samme igen.

En anden primær grund hvorfor mange ikke føler at de har en lokal kirke i deres nærhed som de passer ind i er fordi de ikke er på den rette plads. Disse er ikke på den rette plads mest på grund af de tog en afgørende beslutning hvor de ønskede at bo baseret på ting i stedet for at søge Herren og Han's rige først. Vor første prioritet i valget om hvor vi skal bo skulle være hvor vi passer ind sammen med kongeriget, hvilket for tiden repræsenteres af kirken. Hvis vi søger riget først, vil Han stadig velsigne mennesker så meget som Han kan, men vi vil ikke leve i Han's bedste og højeste formål.

Så, at få vor geografiske placering først er livsvigtig for et blomstrende kirke liv, men mange som har gjort dette føler stadig at kirken de er blevet ledt til, langtfra er hvad de forventede at være. Hvorfor? Der kan være en række af omstændigheder for dette, og vi vil dække nogle af de mest udbredte. Imidlertid, iøjeblikket er der muligvis ikke en menighed på denne planet er alt det den skulle være, ligesom der sandsynligvis ikke er nogen kristne på planeten som er alt det de skulle være. Imidlertid, vi skulle alle vokse, modnes, og gøre fremskridt imod det vi er kaldet til at være.

Derfor, en vigtig ingrediens for en vital, sund, lokal kirke, ligesom for vore personlige liv, er vision. Vi må bevæge os fremad. Selv biologi underviser os at når noget stopper med at gro begynder dødsprocessen. Hvis vi ikke er lig Kristus, og gør de gerninger Han gjorde, har vi stadig plads til at gro og skulle være i tiltagende vækst. Der er både kristne og kirker som er stoppet med at vokse og begyndt at være mere overgivet til at fastholde deres nuværende position end at gøre fremgang. Sådanne vil uundgålig falde ind i lunkenhed, hvilket er den værste stilling som en kirke kan falde i. Herren lover at Han vil udspy dem af sin mund. (John. Åb. 3:16.)

Lederskab er afgørende for hver kirke og organisation. Herren begyndte at bygge Han's kirke ved opbyggelse af fremtidige leder. Vi kunne tro at kirken ville være meget bedre hvis Herren ikke var gået til himmelen og i stedet blevet her for at lede kirken af Ham selv, men Han fortalte sine disciple at det var bedre at Han gik bort så at den Hellige Ånd kunne komme. Derfor, den Hellegeånd's lederskab er det mest vigtige element for det lederskab som vi søger. De bedste kirke ledere er de bedste efterfølgere af den Hellige Ånd. For os at vokse i åndelig lederskab, må vi vokse i vor evne til at genkende og følge Gud's Ånd.

Hvis vi ser på kirken som en helhed, har næsten hele kirken afvist den Hellige Ånd's lederskab i det meste af kirkens tid. Over de sidste 500 plus år har der være et trin for trin genrejsning af dette. Vi kan også erkende at der sandsynligvis er sket mere fremgang i de sidste hundrede år end i de forrige 4 hundrede år siden begyndelsen af reformationen, hvilket sparkede begyndelsen af reformationen af kirken igang. Dette accelerende fremskridt er ubestridelig i rette tid for kirken blev åben til at modtage dåben i den Hellige Ånd, hvilke Herren vil give til alle der beder Ham om den.

Reformationen begyndte for mere end 500 hundrede år siden, og reformationen af kirken er accelererer øjensynlig nu, og det er nødvendigt. Der er muligvis mere reformation der er nødvendig førend kirken er hvad den er kaldet til at være end det som er blevet opnået i de sidste 500 hundrede år. Alligevel, vi ved at med Herren er en dag ligesom tusinde år, så Han kan gøre på en dag hvad vi kunne tro ville tage tusind år. Hele resten af arbejdet for at reformere kirken kan blive fuldført meget hurtigt.

Den fremskyndelse af reformation som nu sker er et kommende mønster ligesom en fødsels ve eller fødsels sammentrækning. Jo tætter du kommer på tiden for fødslen, desto mere hyppig og mere intens bliver sammentrækningerne, og vi ser dette mønster i de store kirke bevægelser i nyere historie. Det vil blive en spændende men hård slutning! Det er fordi jo før en ting skal være færdig, desto mere skal der udføres på en kortere tid og derfor hårdere arbejde eller anstrengelser vil der være.

Karimatiske og Pinse kristne er ofte under den indflydelse at de er de forreste linier bevægelser og de andre bevægelser alle er stoppet med at bevæge sig, men det er bestemt ikke sagen. Nogle af de ældre menigheder kan være standset og endda blevet vejspærringer til fremgang, men mange erfarer store fornyelses bevægelser når den Hellige Ånd bevæger sig over dem påny. Det inkluderer både Katoliksmen og Ortodoxe, og andre "høje kirker." Ligeledes mange karimatiske og pinse kirker, forsamlinger, og bevægelser er stoppet med at bevæge sig, og hviler kun på det der var fuldført i det forløbne snarere end presse sig på.

Apostlen Paulus, muligvis, den mest effektive af alle apostlene i det første århundrede, skrev en prædiken i Fil. 3:7-14 som sandsynligvis er den største og mest klare og tydelige udtalelse omkring denne attitude. Den er endnu mere overvældende fordi han skrev det nær slutte på hans liv:

Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab.

Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre.
På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus

og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus,
retfærdigheden fra Gud grundet på troen,

for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død,

om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde!

Ikke at jeg allerede har grebet det eller allerede er blevet fuldkommen; men jeg jager efter det,
om jeg virkelig kunne gribe det, fordi jeg selv er grebet af Kristus Jesus.

Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det.
Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude;

jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.

Tænk over dette: Nær enden på hans liv, et liv som bestemt var et af de mest frugtbare i kirken's historie, og han ser ikke tilbage, men fremad! Han har den attitude at han ikke har opnået noget endnu, men han jager efter det. Hvis han, efter alt det han har udrettet, kunne have denne attitude, hvor meget mere skulle vi så ikke? Det er den mest afgørende attitude for et sundt, modent kristent liv, kirke, eller bevægelse. Vi må jage efter det.

Opretholde denne attitude af ydmyghed, lærevillighed, og åndelig hunger, som holder os i en brændende stræben efter Gud, vil være kendetegnet for den sidste bevægelse af Gud som udgår fra Gud's rige. Hvorfor? Hvis vi kan opretholde denne attitude, vil vi ikke stoppe med at bevæge og vokse førend vi er blevet det vi er blevet kaldet til at være i Kristus.

Ugens Ord 23
OP