Indhold
Ugen's Ord 2005
28 Landets Frugt, del 4
af Rick Joyner
En grund til, at vi brugte så mange uger på at undersøge kødets gerninger, før vi gjorde dette studie, er, fordi vores kødelige, selviske natur skal behandles, før vi kan blive betroet rigets sande rigdomme. Noget af dette bliver behandlet, mens vi lærer at håndtere jordiske rigdomme. Alligevel forsøger vi ikke blot at stoppe med at manifestere kødets gerninger, men vi søger at bære frugt for riget. Hvis vi bare forfølger det negative, bliver vi kun tomme. Hvis vi forfølger det positive, vil det fortrænge det negative. Så vil vi være fyldt af Herren i stedet for blot at være tomme for os selv.
Jeg har hørt mange kristne sige, at de søger at blive mindre, så Kristus kan vokse i dem. Det kan synes at være en ærefuld hengivenhed, men ikke særlig klog. De tror, at de bare følger det, hvad Johannes Døberen gjorde, men det er faktisk det modsatte af, hvad han sagde, som var "Han skal vokse, men jeg skal blive mindre" (Joh 3:30). Det er vigtigt, at vi ikke får disse baglæns. Hvis Kristus vokser i dit liv, vil du blive mindre. Hvis du bare forsøger at blive mindre, vil du ende med kun at være tom.
Så vores stræben er ikke bare at tømme os selv, men at blive fyldt. Ægte frihed vil ikke komme ved blot at se, hvor onde eller dårlige vi er, selvom det er et nødvendigt skridt til at skabe omvendelse. Vi skal lære at korsfæste kødet, når det rejser sig og forsøger at gøre sig gældende, men vores mål er at se Herrens herlighed og blive forvandlet til hans billede ved dette. Det er i sidste ende en positiv stræben, ikke kun en negativ, selvom vi begynder med at blive opmærksomme på, hvor hårdt vi har brug for denne forandring.
På samme måde bliver vi ikke frie ved blot at prøve at blive fri af vores trældom. Vi forlader ikke bare vores trældom, men vi stræber efter frihed. Den ene er en negativ reaktion; den anden er en positiv stræben.
For virkelig at være fri skal vi endda gøre vores trældom til en positiv oplevelse, idet vi er taknemmelige for det og alt det, det lære os. Hermed antyder jeg ikke, at vi skal være taknemmelige for synden, men snarere bliver vi taknemmelige for enhver negativ ting i vores liv, fordi det har hjulpet os til at lede os til Kristus. I sidste ende, hvis vi virkelig skal være frie, må der ikke være nogen negativer i vores liv, men alt skal transformeres til en glorværdig sejr. De, der har såret os, skal tilgives, og de onde ting, der er sket for os, skal ses som positive i lyset af Rom 8,28: ” Og vi ved, at Gud lader alt arbejde sammenvirke til det gode for dem, der elsker. Gud, til dem, der er kaldet efter hans hensigt."
Igen, det tog kun én nat at få Israel ud af Ægypten, men det tog mange år at få Ægypten ud af dem. Ægte frihed kommer aldrig ved blot at reagere på noget, men er en positiv hengivenhed til Himmeriget. Den eneste sande frihed er stræben efter Kristus og at gøre hans vilje. Så meget af et paradoks som det umiddelbart ser ud til, er der ingen større frihed, som vi nogensinde kunne kende, end at være Kristi slave og altid tænke på at gøre hans vilje.
For det første vil dette være vores største frihed, fordi Herren er den ultimative velvillige konge. Han bekymrer sig endnu mere om vores gode, end vi gør. Han er også den ultimative kloge konge, som ved meget mere om, hvad der er godt for os, end vi gør. Han har også skabt os og ved derfor bedre, end vi nogensinde kunne, hvad vi er skabt til. Derfor, jo mere hengivne vi er til at gøre hans vilje hver dag, jo mere virkelig fri vil vi være – frie til at være dem, vi virkelig er.
Mange tænker på frihed som evnen til at gøre lige hvad de har lyst til. Den slags "frihed" fører altid til trældom af den værste slags. For eksempel, hvis et tog blev befriet fra sporene, der fastholdt det, så det kunne "være frit" at gå og lade på tværs af landet, hvor langt det ville, hvor langt ville det så gå? De spor, der begrænser den, er selve instrumenterne for dens sande frihed – friheden til at gøre, hvad den er skabt til at gøre. Ligeledes er de begrænsninger, som Herren har pålagt menneskeheden, ikke for at forhindre os i at gøre ting, som vi ønsker at gøre, men for at forhindre os i at gøre de ting, der vil skade os og føre til vores ultimative trældom, som er døden. Hans begrænsninger gjorde os frie til at være alt det, vi var skabt til. Som vi bliver formanet i Galaterbrevet:
Det var for friheden, at Kristus satte os fri; Bliv derfor ved med at stå fast og læg dig ikke igen under et trælleåg (Galaterne 5:1).
For I er kaldet til frihed, brødre; vend kun ikke din frihed til en mulighed for kødet, men tjen hinanden gennem kærlighed.
For hele loven er opfyldt i ét ord, i erklæringen: "Du skal elske din næste som dig selv" (Galaterne 5:13-14).
Det ultimative formål, som vi blev skabt til, er at elske Herren. Det næsthøjeste formål, som vi blev skabt til, er at elske hinanden. Derfor er den ultimative frihed, som vi nogensinde kan kende, at elske Herren og elske mennesker. Dette er den største frihed, fordi ægte kærlighed er frihed fra os selv og frihed fra den ultimative trældom, som er selvcentrering.
Hvor fri ville du være til at gøre noget, hvis du vidste, at du absolut ikke kunne fejle det? Overvej så dette: "Kærligheden svigter aldrig" (1 Korintherbrev 13:8). Hvis vi lever vores liv for at elske Gud og hinanden, vil vi aldrig fejle. Hvad kunne være en større frihed end dette?
Dette er grunden til, at alle de negative sider af "gør ikke" dette eller det i loven blev erstattet af Herren, der opsummerer hele loven i de to positive: at elske Herren og at elske hinanden. Disse opfylder loven, fordi hvis vi elsker Gud, kommer vi ikke til at tilbede afguder. Hvis vi elsker hinanden, vil vi ikke myrde, misunde, stjæle osv. Hvis vi gør disse to positive ting, vil vi opfylde hele loven.
Derfor skal vi ikke tænke i termer, at det er pligter, vi skal overholde, men det er de skønne ting, vi får lavet! Vi kommer til at gå i kirke og tilbede Herren! Vi vil bede! Vi vil læse vores bibler! Hvis vi ser disse ting som blot krav eller pligter, elsker vi endnu ikke. Hvilken person ønsker, at deres samtale skal være slut med den, de er lidenskabeligt forelsket i? Hvem ønsker nogensinde at stoppe med at være sammen med eller lære om den, de virkelig er forelsket i?
Hvis vores stræben efter Herren eller retfærdighed er på grundlag af pligter og forpligtelser, er vi stadig fanget i en religion, ikke den sande tro. Pligter og forpligtelser er grundlaget for religion. Sand kristendom er ikke bare en religion, men et forhold til Gud. Der er ikke noget mere spændende, vidunderligt eller interessant end Gud. Hvis vi vandrer med ham, som vi burde, vil der være en konstant begejstring og ærefrygt over denne vidunderlige stræben som vi har. Det bliver aldrig noget, vi skal gøre, men noget, vi kommer til at gøre, og det er hoved glæden i vores liv.
Ugens Ord 29
OP