Indhold

Ugen's Ord 2005
24 Forberedelse Til At Indtage Landet
af Rick Joyner

Når vi kort gennemgår, hvad vi har dækket tidligere i dette studium, læser vi efter Paulus havde reciteret Israels oplevelser i ørkenen: "Dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet.” (1 Korintherbrev 10:11). Dette gør det klart, at alt, hvad der skete med Israel, var en bibelsk model for, hvad der ville ske med Guds menighed ved tidens ende. Kirken har såmænd nøje fulgt samme mønster. Nu, efter århundreders vandring i ørkenen, er kirken klar til at krydse Jordan og begynde at indtage sit forjættede land, ligesom Israel gjorde. Israels succeser vil være modeller for vores, og deres fejl kan afholde os fra at lave lignende.

Efter at have krydset floden, skulle alle, der ikke var blevet omskåret i ørkenen, have dette gjort, før de kunne fortsætte med at besidde deres arv (se Josva 5). Dette repræsenterer bortskæringen af kødet eller den kødelige natur, hvorfor vi er parkeret her for en tid for at studere kødets gerninger, der er opført i Galaterne 5, og hvordan disse ligeledes skal fjernes fra vores liv, hvis vi skal "arve Guds rige."

I Gilgal, i Jeriko-dalen, blev Israel ydmyget og svækket i sine fjenders øjne. Det er på mange måder det, kirken har været igennem. Kirkens åndelige omskæring er blevet afsløret for verden, og kirken er blevet gjort til at se svag ud. Gennem fiaskoerne i nogle meget synlige tjenester og ting som den katolske kirkes sexskandaler kan kirken ligne et rigtigt rod, men den er ved at opstå som en mægtig, erobrerende hær.

Nogle har undret sig over, om afsløringen af disse synder virkelig var Herrens dom over hans husstand, fordi den for det meste kom fra et meget, verdslig nyhedsmedie. Et af de grundlæggende principper i Det Gamle Testamente er, at Herren ofte brugte de hedenske nationer omkring Israel til at disciplinere sit folk. Han har ikke ændret sig, og vi kan forvente, at han stadig gør dette. Men ligesom Herren da ville dømme de hedenske nationer for at være formastelige nok til at røre ved sit folk, er det et nøgternt studie at se, hvad der sker med dem, der formastelig rører ved hans folk i dag.

Dette bringer et andet godt spørgsmål op: Hvorfor dømmer Herren hedningene for at røre ved hans folk, når de i virkeligheden gør det for hans formål? For det første bruger Herren denne verdens omstændigheder og endda djævelen til at opnå sine hensigter. Djævelens onde hensigt om at ødelægge Jesus virkede lige ind i Guds planer, men djævelen kommer stadig til at lide hans dom, og det samme vil de, der har rørt ved hans folk. Hedningerne er opsat på at finde fejl hos kristne, fordi det hjælper dem til at føle sig retfærdige i deres eget oprør og synd. Herren vil til tider bruge sådanne mennesker til at hjælpe med at bringe irettesættelse til sit folk, men han vil heller ikke lade dem være ustraffede.

Mange kristne blev modløse af de offentlige afsløringer af dårlig opførsel i kirken, især når det kom gennem kirkens ledere. Jeg møder stadig ofte mennesker, der begyndte at falde tilbage, da dette skete. Men de modne og kræsne blev ikke afskrækket af disse åbenbaringer. Dette betyder ikke, at det var rigtigt at glæde sig over afsløringen og ydmygelsen af brødre eller søstre i Kristus eller de problemer, som de forårsagede i hele kirken. Men det burde være det mest skræmmende i verden for os, hvis vi synder og slipper afsted med det. Som det er gjort klart i Hebræerbrevet 12, tugter Herren sine børn, og hvis vi er uden disciplin, er vi ikke hans børn. En sådan disciplin, der kom over kirken, var et bevis på Guds kærlighed til os, ikke hans afvisning, inklusive dem, der blev offentligt afsløret.

Hvis vi er så forhærdede i vores synd, at Herren er nødt til at offentliggøre det for at få vores opmærksomhed, så bør vi stadig være taknemmelige for, at han elsker os nok til ikke at lade os blive ved med at slippe af sted med det. Alligevel burde vi efter Gilgals smerte have beslutningen om aldrig at ville gå igennem det igen! "...De, der praktiserer sådanne ting, vil ikke arve Guds rige" (Galaterne 5:21), og vi ønsker at gå videre til erobringen af vores arv, som er hans rige.

Lige efter omskærelsen fejrede Israel påsken og de usyrede brøds højtid, som er forbundet med påsken. De blev beordret til at fejre disse hvert år for at minde dem om Kilden til deres frihed, Lammet. Efter den alvorlige smerte ved vores åndelige omskæring og bortskæringen af den kødelige natur, vil vi også være tilbøjelige til at være selvcentrerede og fokusere på os selv og vores mangler, og vi vil ligeledes hurtigt blive nødt til at vende vores opmærksomhed tilbage til Herre, "Kristus vor påske."

Som du måske har hørt mig sige eller skrive ofte, er der en stor tilbagevenden til korset i kristendommen. Sand kristendom er et liv med ofre, der dagligt tager vores kors op. Men hvis vi bliver mere fokuserede på vores kors end Kristi kors, vil vi ikke kun åbne døren for en dæmonisk religiøs ånd, men vi er klar til det ultimative nederlag.

Når Herren skærer vores kød væk, er vi nødt til at fokusere på det arbejde og lade gudfrygtig sorg over vores syndige veje få sit tilsigtede resultat. Men vi er nødt til at komme over det hurtigt og få vores opmærksomhed væk fra os selv og tilbage til ham. Selve befrielsen fra vores syndige veje kommer ikke kun af at se vores egne onde veje; vi må da se hans herlighed og blive forvandlet til hans billede fra herlighed til herlighed (se 2 Korintherbrev 3:18).

Når vi først har set Herrens herlighed, vil al menneskelig herlighed virke ubetydelig. Vores gerninger og resultater vil altid være blege i lyset af, hvad han gjorde. Når vi virkelig har set Kristi kors, vil vi ikke være tilbøjelige til at rose os af vores egne ofre, men vi vil se ethvert offer, der kræves af os, som lille og en stor ære at gøre for hans navns skyld.

Mange af de selvforbedrende lære og bevægelser i kirken har udrettet gode ting for mennesker, og hjulpet nogle til at blive mere frugtbare i deres liv. Tjenester der er viet til indre helbredelse, har også hjulpet nogle. Men måden nogle af disse læresætninger fremmes og praktiseres på, helbreder ikke rigtig nogen, men leder snarere kristne til et sort hul af selvcentrerethed, som få nogensinde flygter fra. Bare fordi noget hævder at det er Kristus-centreret, betyder det ikke, at det er det.

Jeg spurgte for nylig en kirurg om hans mening om, hvor meget moderne lægevidenskab virkelig forstod den menneskelige legeme. Hans svar var, at de største eksperter på deres områder i bedste fald har omkring 35 procents forståelse. Vi kan takke Herren, vi forstår nu selv så meget, og for hvor meget moderne medicin hjælper mennesker, men vi har også brug for at kende dens nuværende begrænsninger, og de er betydelige. Vi ville være meget tåbelige at tillade en amatør bare at gå og grave rundt i vores legemer og prøve at ordne ting.

I forhold til hvordan vores sind fungerer, er selv en mindre procentdel end dette forstået af de største fagfolk. Det ser også ud til, at menneskets sind er endnu mere skrøbeligt og let beskadiget end legemet. Alligevel er der bevægelser og lærere, som søger at frigive mængder af amatørrådgivere på Kristi legeme for at foretage operationer i kristnes sind og sjæle. Det gør de ofte ved at grave rundt i en persons sjæl som en amatørkirurg, der prøver at ordne ting, han kun har en lille smule forståelse for. Resultatet af dette har været en katastrofe for mange og skadet dem langt værre, end de var til at begynde med.

Dette betyder ikke, at vi ikke har brug for rådgivning, da dette bør være et særligt domæne for kirken og grundlæggende for en sand præstegerning. I mine femogtredive år som kristen har jeg endnu ikke mødt nogen, som jeg følte virkelig blev hjulpet af amatørrådgivere eller "indre helbredelse". Jeg har mødt mange, der følte, at de syntes at klare sig bedre på kort sigt, men så uundgåeligt ud til at gå tilbage til en endnu værre tilstand af selvcentrerethed og konstant forsøger at rette op på sig selv.

Jeg tror dog på indre helbredelse, og jeg har været vidne til mange fæstningsværker brudt af profetisk åbenbaring, men jeg har aldrig set den ægte vare tage mere end et par timer i bedste fald. Folk kan blive afhængige af rådgivning meget hurtigt, fordi det dæmper deres selvcentrering. Det er tåbelighed at forsøge at genoplive den "gamle menneske" og få ham helbredt. Det gamle jeg skal korsfæstes og begraves, og vi skal videre. At forsøge at helbrede den gamle menneske er som at dyppe i tjære barnet og rulle det i fjer. Vores åndelige omskæring er væsentlig; den kødelige natur skal skæres væk, men så skal vi hurtigt blive helbredt ved at vende tilbage til Herren og hans kors og bevæge os fremad for at besidde vores løfter.

Vi må lære at vogte os selv mod enhver undervisning eller tjeneste, der har os mere fokuseret på os selv end på Kristus. Mange af disse lærdomme, som kan være en stor distraktion, har en masse sandhed i sig, og jeg har aldrig mødt nogen, der fremmer dem, som ikke var oprigtigt interesserede i at forsøge at hjælpe mennesker. Men vi er nødt til seriøst at undersøge frugten af selv de mest professionelle rådgivningstjenester og i endnu højere grad amatørtjenesterne. De kan være ødelæggende ved at distrahere troende fra livets sande vej – kundskaben om Herren selv.

De fleste af os har stadig et par hundrede ting galt med os. Det er djævelens strategi at få os til at have mange ting for, og få os til at fokusere på dem alle på én gang, at vi er trætte og lette at besejre. Dette er en del af djævelens strategi for at "slide de hellige op." Det er et net, som få nogensinde kan slippe fri fra, når de først bliver viklet ind i en sådan "selvforbedring". Vi har ikke brug for selvforbedring – vi har brug for at blive forvandlet af Helligånden. Vi kan ikke rette op på os selv, men vi må stole på, at Helligånden gør dette. Den måde, han næsten altid arbejder på, er at fokusere på en eller måske to ting ad gangen. Når vi får en sejr på kun én ting, har det også en tendens til at smitte af på sejr på alle de andre områder.

Vores sejr over vores kød kommer ikke af at tage vores egne kors op. Vi er befalet at tage vores kors op med det formål at afgive vores liv for andres skyld, ikke os selv. Den udfrielse, vi vil modtage fra vores synder, vil kun komme fra Jesu kors. Han er den, vi skal se til for vores forsoning og vores udfrielse fra synd. Vejen til sand udfrielse kommer ikke ved at fokusere på, hvad der er galt med os, men på Herrens herlighed, som vil forvandle os. Vi må se, hvad der er galt med os, så vi vil have den gudfrygtige sorg over synd, som er beviset på sand omvendelse. Men så må vi vende vores opmærksomhed mod det eneste middel mod synden, Kristi kors og den eneste befrielse fra synden, som er at se hans herlighed og blive forandret ved den.

Efter at have studeret kødets gerninger, har jeg fået mange til at fortælle mig, hvor dømte de er blevet, ligesom jeg også blev ved at skrive om dem. Overbevisning er et værk af Helligånden og er bevis på, at han arbejder i os. Men for at overbevisningen skal have sine rigtige resultater, må vi gå videre til forsyningen. Det er det, vi skal studere næste gang.

Da Israel krydsede Jordan, stoppede mannaen straks, og de begyndte at leve af landets frugt. Vi vil derfor bruge lidt tid på også at studere Åndens frugt. På mange måder er Jesu Kristi opstandelse førstegrøden af det forjættede land, og at vandre i hans opstandelseskraft bevises ikke kun af Åndens kraftgaver, men også af Åndens frugt i vores liv.

Ugens Ord 25
OP