Indhold

Ugen's Ord 2004
52 En Ny Dag
af Rick Joyner

Som vi dækkede i vores budskab i sidste uge, er et af de afgørende spørgsmål med både Israel og kirken i disse tider, at de begge forstår deres formål. Dette er en større, dybdegående undersøgelse, som vi vil lave i det kommende år. Der er dog et spørgsmål, der vedrører både Israel og kirken, som er afgørende for os at forstå nu. Det er spørgsmålet om grænser.

Både Israel og kirken er i konflikt med deres naboer om placeringen af deres grænser. Med Israel er dette fysisk; med kirken er det mere åndeligt og i nogle tilfælde politisk (dvs. den autoritet, som kirken har til at håndtere kulturelle eller politiske spørgsmål). Ligesom Israel er presset på alle sider for at opgive mere jord, så bliver kirken presset på alle sider til at opgive mere af sin indflydelse i samfundet.

Både Israel og kirken er gået på kompromis og givet stykker af deres territorium for at formilde deres fjender. Dette har aldrig virket, og det virker heller ikke i disse tilfælde. Jo mere der er opgivet, jo mere er der blevet krævet.

Tabet var ikke kun territorium for Israel eller indflydelse for kirken, men det var også et tab af beslutsomhed, fokus og formål med deres eget folk. Et sådan kompromis vil altid opmuntre en kompromisløs fjende og svække vores egen støtte og beslutsomhed indeni. Både Israel og kirken må vågne op til den kendsgerning, ved sådan at gå på kompromis og give væk, hvad der med rette er vores, er vejen til nederlag og i sidste ende ødelæggelse.

For tiden, i klasseværelser over hele Amerika, bruges næsten enhver form for bandeord, næsten enhver form for seksuel handling taler man om – selv de værste perversioner, åbent og frit, og elever bliver ikke engang revset. Men hvis Jesu navn bliver sagt eller endda refererer til Gud, kan eleven blive bortvist. Ligeledes og omtale af tro på Gud kan dømme en lærebog af høj kvalitet til glemmebogen, hvor indbefatning af det værste sprog eller henvisning til perverse seksuelle handlinger er acceptable. Hvis en bibel ligger på dit skrivebord på arbejdet, kan du blive straffet eller fyret for at chikanere dine kolleger. I denne julesæson bliver butikker og indkøbscentre truet med retssager for at spille julesange på grund af deres henvisning til Kristus.

Er der nogen, der gider spørge, hvorfor hengivenheden til ytringsfriheden kun går i én retning? Alle er frie til at tale om næsten alt, undtagen kristne, som ikke må tale om Gud. Forskelsbehandling er en alvorlig forbrydelse bortset fra diskrimination mod kristne. Hvert år er mere jord gået tabt for kirken. Selv præsidenten og dem, der har kontrol over kongressen, ser ud til at have ringe effekt, fordi aktivistiske dommere gennem domstolene forsøger at implementere landets lov i stedet for at håndhæve den.

Mange kristne citerer Herrens formaning om at vende den anden kind til det onde som en undskyldning for at lade dette fortsætte. Men apostlene forstod det åbenbart anderledes. Da de blev konfronteret med civile myndigheder, som "befalede dem slet ikke at tale eller undervise i Jesu navn" (Ap.g. 4:18), var det apostoliske svar: "Men Peter og Johannes svarede dem: »Hvad enten det er ret i Guds øjne at lytte til dig og adlyde dig i stedet for Gud, du skal dømme [for jer selv] Men Peter og Johannes svarede: »Døm selv, om det i Guds øjne er ret at adlyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt." (Ap.g. 4:19-20) .

Hvis du har læst dette ord for ugen længe, eller nogen af mine andre skrifter, ved du, at jeg ikke går ind for ulydighed mod civil myndighed, men snarere respekterer og adlyder civil myndighed, undtagen når det er i direkte overtrædelse af Guds bud. At tie om vores tro på Gud eller sandheden er ulydighed mod Gud og tilsidesættelse af hans mandat til os at være verdens lys og jordens salt.

Jeg tror også meget på adskillelsen af kirke og stat. Jeg mener ikke, at det er den civile regerings plads at give mandat eller fremme religion. Som historiestuderende er jeg overbevist om, at nogle af de mest forfærdelige fejl, der nogensinde er begået i religionens navn, inklusive kristendommen, blev begået, da der var en uhellig forening mellem de civile regeringer og kirken. De kan og bør være venner, når det er muligt, men ikke kammerater. Der er stor forskel.

Men i dag bliver denne adskillelse mellem kirke og stat tolket af nogle meget effektive aktivister som et mandat fra regeringen til at befri staten for religion. Dette er en krænkelse af både ånden og bogstavet i grundlaget for landets lov, vores forfatning og borgerrettighedsloven. Princippet om, at "ingen er hævet over loven", betyder grundlæggende, at enhver embedsindehaver, uanset om det er præsidenten, højesteretsdommeren, byens borgmester eller den lokale fredsdommer, ikke er hævet over loven, men underlagt til den selv. Ligesom enhver føderal embedsindehaver skal sværge på at opretholde og beskytte forfatningen, er det et angreb på forfatningen og borgerrettighedsloven at bruge dette embede til at angribe rettighederne for enhver gruppe, inklusive kristne, såvel som dem af andre trosretninger. en grundlæggende krænkelse af deres embedsed. Kristne, eller de af enhver tro, der praktiserer ytringsfriheden, er ikke i strid med loven - dem, der ville hindre deres frihed, er det.

Det sidste valg var et vidne til alt, at kirken i Amerika er ved at vågne igen til sit mandat i samfundet. Dette vil fortsætte, og kirken vil blive mere og mere aktiv. Den er blevet skubbet så langt bagud, som den vil gå, og er blevet vækket for det meste er den vægget til tåbeligheden i at forsøge at formilde enhver sandhedens fjende. Mennesker, der hævder at være "fornærmet" af religiøse symboler eller udtalelser, sådan en person, der hævder at være fornærmet, kan nægte de manges ret til deres ytringsfrihed, er nået til et punkt af en sådan tåbelighed, at en kraftig reaktion på det begynder at dukke op. Dette vil højst sandsynligt tage meget fart i de kommende tider. Faktisk har dette været en væsentlig tilbagevenden til principper om sandhed, retfærdighed og ret. For dette kan vi glæde os, og vi bør søge at være en del.

Men selvom det er tid til at rejse os op og stå for sandheden og vores borgerrettigheder, når de krænkes, skal vi også huske på, at der er en grøft på begge sider af livets vej. At påtvinge nogen religion er også et brud på Guds lov og menneskets. Dette er vi nødt til at undersøge for at adlyde Gud ved at stå for sandheden, men ikke forkert eller unødvendigt for ikke at støde dem, der er svage i troen eller ikke har tro. Det tjener ikke formålet med evangeliet eller sandheden.

Nøgleordet i det sidste udsagn er "unødvendigt." Sandheden vil støde dem, der ikke elsker sandheden, og vi kan bare ikke lade være. Lys vil støde dem, der foretrækker mørke, og vi kan ikke lade være. Hvis vi ikke fornærmer nogen, har vi næsten helt sikkert kompromitteret sandheden. Så vi skal ikke blive overrasket over modstand.

Jeg er kristenkonservativ. Jeg er konservativ, når det kommer til bibelfortolkning, og i politiske spørgsmål ville jeg næsten altid være at finde på konservatismens side. Vi skal dog også huske på, at det var de religiøse og politiske, ultra-konservative, der var forfølgerne af Jesus, apostlene og enhver kristen bevægelse, der har bragt en genskabelse af sandheden til kirken siden. De ultrakonservative og ultraliberale findes næsten altid i grøfterne på hver side af livets vej og ville forsøge at trække alle andre i deres grøft.

Der er en tid til at kæmpe, og når først konflikt er uundgåelig, er det en retfærdig ting at kæmpe på den rigtige side. Alligevel er krig normalt djævelens ultimative sejr og bør undgås, hvis det overhovedet er muligt. Åndelige krige kan også være en af djævelens ultimative sejre, uanset hvem der "vinder" krigen. Jeg siger dette, fordi vi kommer til tidspunktet for de største åndelige kampe i historien, som vil blive ført fra den ene ende af jorden til den anden. Store sejre vil komme i evangeliets og sandhedens navn. Vi vil bare være sikre på, at de er sejre, der resulterer i, at mennesker bliver frelst, ikke drevet længere fra frelse.

Hvis djævelen ved, at han ikke kan stoppe nogen, vil han så komme bag på dem og forsøge at presse dem for langt. Sandheden er for at sætte folk fri, ikke at undertrykke dem. Hvis en person bliver tvunget til åndelig underkastelse på den måde, at sandheden anvendes, så de lyver for sig selv og bliver noget, de ikke er, så er det ikke en sejr for sandheden, men for undertrykkelse.

Alligevel vil sandheden anvendt rigtigt ofte ligne undertrykkelse for dem, der er i lovløshedens greb. Sandhed for sjælen kan sammenlignes med togskinner til et tog. Man kan sige, at toget er bundet af skinnerne og ikke kan strejfe frit hen over landet, men hvor langt kan et tog komme ved at gøre det? Det ville hurtigt gå i stå og ikke være fri at gå nogen steder. Det, der kan synes at hindre togets frihed, er faktisk det, der sætter det fri til at gøre det, det er skabt til at gøre. Det er den måde, Guds sandhed gør os frie til at være, hvad vi er skabt til at være. Det er indskrænkninger men på en måde, der sætter os fri. Sandhedens begrænsninger er ikke trældom, men holder os fra det.

Sandhed og sand frihed kommer. For at holde os på sporet er vi nødt til at forstå de klare bibelske retningslinjer, der gør os frie og holder os frie. Der kommer stor rigdom til kirken og stor indflydelse, som Skriftens sikre profeti gør det klart. Men de kan være ødelæggende anstødssten for alle, der ikke kender disse klare bibelske retningslinjer.

Når vi studerer disse, vil vi undersøge farerne, såvel som de bibelske og historiske eksempler på, hvordan nogle faldt i dem. Men vi må være endnu mere hengivne til at forstå de muligheder, som tiderne byder på for den største fremgang af sandhed, retfærdighed og ret der endnu er åbenbaret på jorden. Mørket kommer, og de værste trængsler, som verden nogensinde har set, men samtidig vil sandhedens største herlighed og kraft også blive set. I sidste ende vil lyset sejre over alt mørke. Det er den klare bibelske profeti og lære om vores tid, som vi vil se.

For dig personligt beder jeg til, at dette bliver dit bedste år endnu. Jeg beder til, at Ordsprogene 4:18 vil være sande for dig, "Men de retfærdiges vej er som lyset fra daggry, der skinner klarere og klarere indtil hele dagen." Det betyder, at din vej skal blive mere og mere klar, så du kan komme videre med større og større selvtillid. Jeg beder også om, at Esajas 26:7 vil være for dig: "De retfærdiges vej er jævn. Du jævner den retfærdiges vej til det rigtige niveau." Livets vej kan være smal, men den er også lige og plan. Må det blive gjort mere og mere for dig i år, og må dit livs vidnesbyrd få mange flere til at ville ønske at gå på samme måde.

Ugens Ord 2005
OP