Indhold

Ugen's Ord 2004
29 Visdom
af Rick Joyner

Den allerførste prøve på Salomons visdom handlede om respekten for livet. Dette er den grundlæggende prøve for al sand visdom. Livet i sig selv er den ultimative gave og er større end enhver skat. Det er derfor, retten til liv og dødshjælp er så afgørende. Når først læger, der har svoret at beskytte livet, og gør alt, hvad de kan for at redde liv, begynder at fordreje deres løfter for at tage livet, er glidningen ind i de mest tragiske og djævelske former for uretfærdighed begyndt. Når disse begynder at tage andre menneskers liv efter skøn af dem, der har sat sig selv som dommere, og som beslutter, hvem der er værdig til livet, er mennesker blevet gjort til automater, ikke liv.

Den, der gav livet, er den eneste, der har denne ret. Liv og død er de ultimative spørgsmål, og i sidste ende er det disse, som den ultimative konflikt vil centrere sig om. Ægte visdom, sand retfærdighed og retfærd vil altid findes hos dem, der anser livet selv for at være for værdifuldt til nogensinde at tage det unødvendigt.

Så hvordan hænger dette sammen med dødsstraf? For det første ville det kræve langt mere plads at løse dette problem på passende vis, end vi har i dette Ugens Ord-format. Men lad mig sige, at Gud, da han etablerede sin lov, standarden for retfærdighed og retfærd, også fastsatte en dødsstraf. Han alene har denne ret, og Han mente, at det var rigtigt under nogle omstændigheder. Jesus, som etablerede frihedens endnu højere lov, fastslog også, at han var villig til at tilgive i det mindste nogle, der fortjente døden under loven.

Så hvad er min konklusion? Dette er stadig et spørgsmål, der kræver Salomons visdom til at afgøre, og jeg føler, at enhver sag skal afgøres på sin egen fortjeneste. Jeg tror, at de, der konkluderer ud fra en humanistisk filosofi om menneskelig godhed, ville være de første til også at vende ryggen til "de ubrugelige spisere" og lade dem dræbe. Menneskelig godhed baseret på humanistiske filosofier er det finurlige og det irrationelle.

Jeg er personligt meget taknemmelig for det amerikanske retssystem, som sætter så stor pris på at tage et liv, at det har den involverede, udtømmende appelproces, som gør alt, hvad den kan for at sikre, at enhver henrettelse faktisk er retfærdig. Da jeg så henrettelsen af Timothy McVeigh, den angrende Oklahoma City-bombemand, der selv havde myrdet så mange uskyldige liv, indrømmer jeg, at jeg stadig følte sorg over hans død. Det betyder dog ikke, at det ikke var retfærdigt eller det rigtige at gøre.

Jeg mener, at hvis en dommer, der har magten til at afgøre et sådant spørgsmål, mister sin følelse af sorg over et liv, der er taget på den måde, bør de opgive deres stilling. At gøre selv det rigtige og retfærdige mod en, der virkelig fortjener det, betyder ikke, at vi stadig ikke skal føle sorg over noget tabt liv. Herren sagde selv i Ezekiel 33:11: "Så sandt jeg lever!" siger Herren Gud: Jeg har ikke behag i den ugudeliges død, men at den ugudelige vender om fra sin vej og lever.

Jeg personligt ønsker ikke at miste den følsomhed, hvor jeg ville nyde nogens død. Jeg har bedt for Saddam Husseins og Osama ben Ladens sjæle i årevis. Jeg beder til, at de vil blive omvendt og stole på Jesu kors for deres frelse og være med os i evigheden. Ville det ikke være det godes ultimative sejr over det onde?

Hvis jeg var øverstkommanderende og havde mulighed for at udslette enhver terrorist, der truede uskyldige liv, ville jeg gøre det uden at skulle tænke over det. Det er mandatet for dem, der er i civile stillinger, ifølge Romerne 13:4, "... for det er en tjener for jer til det gode. Men hvis du gør, hvad der er ondt, så vær bange; thi den bærer ikke Sværdet for ingenting; thi det er en Guds tjener, en hævner, som bringer vrede over den, der gør det onde."

Som apostlen gjorde det klart, er det den civile myndigheds ansvar at hævne det onde. Jeg er taknemmelig for en regering, der forsøger at gøre dette. Jeg er dog ikke i civil myndighed, og mit ansvar er for sjæle. For at forstå Guds vilje på jorden må vi forstå denne skelnen mellem civile og åndelige autoriteters ansvar. De er forskellige. En civil regering, der ikke hævnede det onde, ville gøre oprør mod sit mandat. Kirken ville gøre oprør, hvis den gjorde det. Vi er nødt til at give til Cæsar, hvad der tilkommer Cæsar, og til Gud, hvad der tilkommer ham.

Vi må også forstå denne skelnen mellem civile og åndelige regeringer, hvis vi skal forstå tiden. I Romerbrevet 13 bliver vi bedt om at adlyde al autoritet, fordi det hele er givet af Gud. Betyder det, at vi skulle have adlydt nazisterne? Hvad med antikrist? Det er gyldige spørgsmål, og dem vil vi besvare. Det er problemer, som vi meget snart står over for, og de kloge vil have løst dem, før de er over os.

Ugens Ord 30
OP