Indhold

Ugen's Ord 2002
3 En Visions Fulde Af Formål.
af Rick Joyner

Efesus betyder "fuld formål". Efesus var en af de mest strategiske byer i det første århundrede for både Romerriget og kirken. Det var også centrum for tilbedelse for gudinden Diana, som repræsenterede en satanisk modpart, for hvad kirken er kaldet til at være.

Det synes passende, at Herren begyndte sit budskab til de syv kirker i Asien med den ekstraordinære kirke i Efesus. Paulus' brev til Efesus betragtes som den mest omfattende vision i Det Nye Testamente om kirkens kald og formål. Det var på en måde hans proklamation af vores "fulde formål". Vi vil derfor lave en generel undersøgelse af både Herrens og Paulus' budskaber til Efesus for at få en bedre forståelse af vores egen "fulde formål".

Den første omtale af Efesus i Ap.g. 18 synes at indikere alt andet end en betydningsfuld begyndelse på denne bys store åndelige historie. Paulus stoppede der og argumenterede med jøderne i synagogen. De bad ham om at blive længere, men han nægtede, så han kunne nå festen i Jerusalem. Det så ud til, at Paulus lige vendte ryggen til en åben dør for evangeliet, men han må have fornemmet, at tiden endnu ikke var kommet.

Senere vendte Paulus tilbage og fandt nogle disciple der, som kun havde været bekendt med Johannes' dåb. Paulus gjorde dem bekendt med Helligåndens dåb, bad for dem om at modtage den, hvilket de gjorde. Det førte til, at Paulus blev et stykke tid, hvor han endte med at undervise i to år i Tyrannus skole. Dette må have været en af de mest ekstraordinære skoler i historien. Ikke alene begyndte Herren at gøre "ekstraordinære mirakler" gennem Paulus, men "...alle, som boede i Asien, hørte Herren Jesu ord, både jøder og grækere" (Ap.g. 19:10). Hvilken klasse det må have været!

Vi kan undre os over, hvordan sådan noget kunne være sket for hele Asien at høre Herrens ord, da Paulus netop underviste i skolen i to år. Men der er åndeligt strategiske steder, der har "åndelige lyd forstærkere" eller "åndelige megafoner", så når ting sker der, vil de blive spredt til udlandet. Nogle af disse steder er permanent strategiske såsom Jerusalem, og andre såsom Antiokia og Efesus syntes at have denne salvelse i en bestemt periode. Vi kan også se, at når dette begynder at ske med et sted, vil Satan altid forsøge at bruge dette til sine egne formål, ligesom han gjorde i Efesus med gudinden Diana, i et forsøg på at sprede tilbedelsen af hende over hele verden.

Fjenden vil i virkeligheden forsøge at foregribe og forfalske alt, hvad Herren gør på ethvert sted. Herren tillader dette til sine egne formål. Konflikten mellem de to vil fremhæve kontrasterne, og arbejde på at styrke det, der er virkeligt. Hvis Herren havde ønsket, at vi skulle vokse uden konflikt, kunne han have bundet Satan umiddelbart efter Han's opstandelse og etableret Han's rige over hele verden lige på det tidspunkt. Hele denne kirketid er for vores skyld – det er træning til at regere. Herren mener ikke, at det skal være let.

En anden lektie, vi ser med Efesus, er, at denne betydningsfulde kirke havde en yderst upåfaldende og tilsyneladende ubetydelig begyndelse. De fleste af Guds store gerninger gennem historien har haft den mest ydmyge begyndelse. Af denne grund blev selv Jesus født i en stald, så den eneste måde, hvorpå Han kunne findes, var ved åbenbaring. Den største kristne bevægelse til dato (så vidt antallet af mennesker den rørte ved) var pinsefornyelsen. Det begyndte med en håndfuld snavsede, fattige mennesker, som næsten intet ejede, men havde et ønske om Gud. De ønskede Ham mere end de ønskede ilt. Den lillebitte gruppe startede en åndelig ild, der stadig brænder rundt om i verden og rører millioner og atter millioner hvert år. En af de første prøver af dem, der ville blive brugt til at gøre betydningsfulde ting, er at være trofast mod de små, tilsyneladende ubetydelige ting.

Den lille gruppe af disciple, som Paulus stødte på i Efesus, var på en måde en meget trist ting, og på en anden måde var den meget opmuntrende. Det var trist, at de stadig kun var bekendt med Johannes' dåb. Johannes var en forløber. Han kom for at vise vejen til Jesus, men disse havde åbenbart brugt mange år på uden at forstå, at den Johannes var kommet for at bane vejen for, også var kommet og gået. Gennem kirkehistorien finder vi mange lignende grupper, som bliver fanget af forløberbevægelsernes begejstring, men formår ikke at tage springet fra de bevægelser, som disse der kom for at bane vejen.

Det opmuntrende ved disse disciple var, at de havde været trofaste så længe med så lidt. Tidsrummet mellem Johannes' dåb og Paulus' besøg var næsten tyve år. I dag er det svært at få folk til at vente tyve uger på, hvad Herren har lovet. På grund af disse fås trofasthed, som havde så lidt at stå med, sendte Herren dem en af sine største apostle for at lede dem til opfyldelsen af det, Johannes' tjenestegerning havde forberedt dem til. Disse tolv trofaste blev fundamentet for noget meget betydningsfuldt som der skulle blive bygget på.

I mine tredive års tjeneste har jeg set mange af dem, der tilsyneladende havde det største potentiale, ende med at leve et liv med frustration, bitterhed og fiasko, fordi de manglede kun én ting – tålmodighed. Hvis vi lader utålmodighed drive os, vil vi gå glip af vores hensigt med Herren. Utålmodighed er ikke en frugt af Ånden, og Ånden vil aldrig lede os, hvis vi lader utålmodighed styre vores handlinger. Hvis vi er trofaste med det, vi har fået, kan vi regne med én ting, der er lige så sikker som solen står op – Herren vil ikke glemme os.

I de næste par uger vil vi se på Herrens budskab til Efesus og Paulus' brev til efeserne for at søge en dybere forståelse af vores egen "fulde hensigt" med Herren.

Ugens Ord 4
OP