Indhold
Ugen's Ord 2001
29 Målet af liv – er liv
af Rick Joyner.
Som vi så sidst var, vor mål er ikke bare kundskab eller kraft, men liv. I denne stræben af liv vil vi søge kundskab, og kraften til at stadfæste vores budskab, men dette er kun ment som et endelig mål af at have liv. Dette liv er en person, Jesus. Han er livet.
Guds livet er først og fremmest i Han's natur, Og så i Han's gerning. Vi tjener ikke Ham kun for hvad Han gør, men for hvem Han er. Vores kaldelse er at udtrykke det liv der er i Jesus Kristus, hvilket er hvad Han ønsker at give til en verden der er død i sin synd. Der er tre grundlæggende trin af denne proces til opfyldelse af dette liv i sin fylde som vi er kaldet til at have:
1) Det første trin er åbenbaringen som Herren har købt på korset for os. Det indbefatter her ligheden af den forløsning fra vores gamle natur, og den herlighed af vor kaldelse og arv i Ham.
2) Det andet trin er den forventet forarbejdning af denne frelse ved fornyelse af vore sind og natur på en måde bringer det, det handler om, en praktisk forløsning fra vor gamle natur og grundlæggelse af den nye natur i os
3) Den tredje og det sidste trin er åbenbaringen af Guds frelses herlighed gennem os, den nye skabnings natur, og den arv vi har fået del i som medlemmer af Han's familie – sønner og døtre.
Vi kan se disse tre grundlæggende faser af modenhed gentaget over og over igen i skriften. De ses ved Israel’s udvandring fra Ægypten, i ørkenen, og løfternes land. Vi ser dem i tre dele af Moses’s tabernakel, i templet der blev bygget af Salomon, og den rest der vendte tilbage fra Babylon. Alle disse var profetiske henvisninger til os så vi kan kende Jesus som VEJEN, SANDHEDEN OG LIVET
Her skal vi forstå at den første fase er grundlæggende selvcentreret i en vis forstand der har at gøre med at komme til at kende alt det vi kan opnå gennem Kristus. Selv centrerethed er ikke forkert for umodne. Umodenhed er ikke forkert når man i realiteter er er ung. Et barn vil næsten altid være total selvcentreret fordi det er i en sådan hjælpeløs tilstand. Vi med må også lære hvem vi er og hvad vi skal gøre før vi kan begynde at forholde os til andre ordentlig. Imidlertid, et af de rette tegn på sand modenhed er at vi bliver mindre og mindre selvcentreret og mere og mere Kristus centreret.
Gennem forvandlingen mellem disse faser i vore liv er sædvanlig gradvis, de repræsentere specifikke tidsperioder i vore åndelige liv. Den første fase er livlig og spændene men sædvanligvis meget kort. Den anden fase er sædvanligvis meget hård, men også meget spændene og tilfredsstillende.
Fase 2 er også der hvor vi lærer, vokser, og ser Herren’s herlighed på en måde der begynder at forvandle os til Han's billede. Det er ørkenen som vi kommer igennem for at komme til det forjættede land. Det er der de største prøvelser og fristelser kommer over os for at prøve det liv vil er blevet givet, og for at udruste os til den autoritet vi vil blive givet i
Fase 2 Kan syntes at være det sted hvor vi for det meste kun kender til fejl og nederlag, men det er et forkert perspektiv at se det på. Vi består sjældent en af Gud’s prøvelser med en perfekt bedømmelse. Vi falder tit på grund af vore ”fupnumre” men i overensstemmelse med Gud’s tilregnet nåde for os, kommer vi gennem til sidst. Det kan være en hård og deprimerende fase af vores udvikling, hvad det syntes at gøre det meste af tiden, set fra vore synspunkt. Medens vi vokser, og selv om det ser ud som vi går rundt som i er rundkørsel, er det i overensstemmelse med at gentaget prøvelsen vi før fejlede, det er den tid og sted hvor Herren bygger Han’s bolig ind i vore liv. Det er også igennem vore fejler at vi lærer med sikkerhed at Han er vores frelse og sejr. Her bliver troen på os selv reduceret og vores tro i Ham vokser. Det er sandheden.
Den tredje fase er når al af Gud’s behandling er anvendt og vi begynder at beherske vores arv – hvilket er at leve ved kraften af Kristi opstandelsesliv. Det er hvor herligheden ikke bare er åbenbaret for os, men også gennem os. Det er på det stade vi begynder af opfylde vores kaldelse og skæbne i Ham.
Ligesom det overvældende flertal af israelitterne kun kunne entre den ydre forgård af tabernaklet, kun få enkelte kunne entre den hellige forgård, men kun én kunne entre det aller helligste rum. Meget få kristne klarer forbi den første fase. Mange viger tilbage fra Gud’s behandling som ville bringe dem til det stade af Kristus lighed. Der er kristne som hvis tro er som et vedhæng til deres liv, som trofast går til gudstjeneste mens deres forståelse sjældent længere end kendskab til frelsen. Noget af deres liv er faktisk stadig i Ægypten, bundet til den nuværende verden.
Nogle få andre kommer ind i ørkenen og begynder et spændende liv af sand vandring med Gud dag efter dag. Ligesom den første generation af israelitter som vandrede rundt i ørkenen døde på grund af deres mangel på tro, beviset på det var deres klagen og beklagen, (oprør), ligeledes, syntes det i dag at de fleste kristne ikke er kommet meget længere. De vil bruge deres liv til at gå i rundkreds, blivende i de samme ørkenprøvelser om og om igen på grund af deres mangel på tro på Gud. Selv da, at dem som er kommet så langt og endda døde uden at have været kommet ind i løfternes land udførte i det hele taget en hel del for Herren og Han's vilje. De hjalp med at bygge Han's bolig, og de hjalp med at rejse op den nye generation som ville krydse ørkenen og indtage Guds løfter.
Ligesom kun ypperstepræsten kunne træde ind i det allerhelligste, er der kun EN der kan træde ind i det højeste. Derfor, for at vi kan træde ind må vi være fuldstændig underlagt Ham, og være et med Kristus. Det betyder at må være en realitet i vore liv hvor vi med i sandhed kan sige:
Gal. 2:19-20.
19 For ved loven er jeg død for loven og dens krav på mig [fordi frelsen er tilvejebragt gennem død og opstandelse Kristus],
så jeg kunne [fra nu af] kan leve for Gud.
Gal. 5:24, 6:11,14. Rom. 6:6, 7:4,6,11, 8:2, 14:7-8. 2 Kor. 5:15. Ef. 5:2.1 Tess. 5:10. 1 Tim. 2:6.
20 Jeg er korsfæstet med Kristus [dvs. i Ham har jeg delt Han's korsfæstelse]; og det er ikke længere mig der lever, men Kristus lever i mig. Det liv jeg nu lever i kødet, det lever
jeg af tro [ved at holde fast ved og stole på, helt tillidsfuld] på Guds Søn,
som elskede mig og gav sig selv hen for mig.
Gal. 5:24. Es. 53:12. Rom. 6:6. 1 Tim. 2:6. Åb. 1:5. GUD'S KÆRLIGHED Ef.1:5. TRO Gal. 3:2.
Igen, vores endelige mål er liv. Vi må kende vejen og vi må kende sandheden, men livet er vores mål. Hvis vi ikke har Hans liv vil vi heller ikke virkeligt kende vejen eller sandheden. Vi vil ikke kun kende om frelsen, men frelsen skal arbejde i vores liv. Vi søger ikke sandheden kun for den sags skyld at have kundskab, men at have sandhed som sætter os fri fra vor gamle natur så vi kan vandre i det nye liv. Målet af sandheden er frihed og liv. Ligeledes, vores mål er ikke bare at kende om vores arv og herlighed af tiden som kommer – men vi må leve i den nu og demonstrere det ved at være i besiddelse af det nu.
Ugens Ord 30
OP