Tilbage

45. De Påkaldte Herren
af Rick Joyner

Adam kendte på ny sin Hustru, og hun fødte en søn, som hun gav navnet Set; "thi," sagde hun, "Gud har sat* mig andet afkom i Abels sted, fordi Kain slog ham ihjel!"
på hebr. ordspil med navnet Set

Set fik også en Søn, som han kaldte Enosj; på den tid begyndte man at påkalde HERREN's navn. (1 Mos. 4:25-26)
.
Efter den oprindelige overtrædelse i haven fortsatte menneskehedens korruption med en nedadgående spiral. Herren skabte mennesket til at være fri, og Han ville lade mennesket gå sin egne veje. Alligevel fortsatte Han med sin usigelige medfølelse/medlidenhed at velsigne dem og hjælpe dem så meget som Han kunne. Herren kendte slutningen fra begyndelsen, og fra starten planlagde og forberedte Han menneskets ultimative forløsning og genoprettelse fra sin synd.

Alle Guds veje er så meget højere end menneskets, at vi vil bruge evigheden på at lære om Ham. Han strakte galakserne ud som et gardin med milliarder på milliarder af stjerner i hver enkelt. Han satte jorden på en så lille bane, at hvis vi afvigede lige ækvivalenten til en ottendedel af en tomme over en hundrede mils afstand, ville vi enten fryse eller stege. Han satte jorden på en hældningsakse, så sæsonerne ville ændre sig, og skiftevis smeltede isen, så den ikke ville rokke sig ud af sin bane. Derefter satte Han månen og andre planeter i deres fastsatte kredsløb, så deres tyngdekraft tiltrækning perfekt ville stabilisere jorden. Hvis nogen af disse ting ændrede sig, ville jorden hurtigt løbe ud af sin bane, og alt liv ville omkomme. Forskere har indrømmet, at hvis kraften i alle computere i verden blev tilføjet sammen, kunne de ikke beregne oddsene for, at alt dette netop skete ved et tilfælde. Når vi begynder at tilføje den ekstraordinære balance i naturen, der er nødvendig for planeten for at opretholde livet, ved vi, at Guds sind er langt, langt uden for vores evne til at forstå. Når vi ser på himlen, er hele jorden kun en plet af støv, som et enkelt sandkorn i verdenshavene. Kong David spekulerede på:

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte

hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham? (Sal. 8:4-5).

Gud betragter ikke kun mennesket, men Han har valgt at bo hos mennesket. Af en eller anden uforståelig grund elsker Han os. Han elskede os endda nok til at tømme sig selv og blive en af os til vores frelse. Så meget som Han kan uden at krænke den frihed, som Han gav os, Han reparere vores fejl og velsigner os, selvom vi for det meste ikke engang ved det. Eva er muligvis blevet bedraget af slangen, men hun indså, at det var Herren, der gav hende en anden søn.

Efter at Enok blev født, får vi at vide, at mennesket begyndte at påkalde Herrens navn. Det hebraiske ord for "kalde", der bruges her, er qara , hvilket indikerer mere end blot at påkalde Ham. Det indebærer også, at de begyndte at "proklamere" eller "anerkende" Herren. Dette er begyndelsen på vores tilbagevenden til lyset. Ved ikke at se Gud i skabelsen er en dyb illusion, et mørke så dybt, at det er et intellektuelt sort hul. Et sort hul er et udtryk, der bruges til afvigelser i rummet, der har en sådan tyngdekraft tiltrækning, at selv lys ikke kan undslippe dem. Mennesket er i vores tid faldet i en sådan intellektuel fordeærvelse, at de ikke kan anerkende Gud, selvom det videnskabelige bevis for, at Han eksisterer, er så markant overvældende. Alligevel fra starten har der altid været nogen som ville proklamere Ham.

Mennesket kan falde i den dybeste fordærvelse, men hvis han stadig har nok lys til at påkalde Herrens navn, kan han blive frelst. Den uforståelige kærlighed af Gud vil ikke afvise nogen der vender sig til Ham, ligesom vi er lovet i Ap.g. 2:21: "Og det skal ske, at enhver, der påkalder Herrens navn, skal blive frelst." Dette gentages og uddybes i:

Romerne 10:12-14.
For der er ingen forskel på jøde og græker; de har jo alle den samme Herre, rig nok for alle dem, der påkalder Ham.

13. »For enhver, der påkalder Herrens navn, skal blive frelst.«

14. Hvorledes da skal de kalde Ham, som de ikke har troet? Og hvorledes skal de kunne tro på Ham, som de ikke hørt? Og hvorledes skulle de kunne høre, uden at der er nogen, som prædiker?

Herren er "ubegrænset rig for alle, der påkalder Ham." Dette er rigets sande rigdom - sandheden og viden om Guds veje. Vi får også at vide, at andre ikke kan tro uden en forkyndelse. Hvordan kan vi, der er blevet velsignet med så store rigdomme, ikke forkynde Ham? At "påkalde Herrens navn" er mere end bare at bede til Ham, det er også at forkynde Ham. Hvordan kan vi ikke deltage i den ubegrænsede rigdom, der kommer fra viden om Han's veje, hvis vi er blevet berørt af Han's kærlighed?

46 Vandre Med Gud
OP