Tilbage

21. Prøven Rick Joyner

Men Gud HERREN bød Adam: "Af alle træer i haven har du Lov at spise,

kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø!"(1 Mos. 2:16-17).

Herren anbragte ikke det forbudte træ i haven for at få mennesket til at falde. Han satte det der for at give dem et sted for at bevise deres lydighed og forpligtelse overfor Ham. Der kan ikke være nogen ægte lydighed fra hjertet, hvis der ikke er frihed til at ulydig. Herren fastsatte, at mennesket skulle træffe valg. Vi er skabt til at have fællesskab med Gud og til produktiv arbejde. Mennesket blev også skabt til at være fri, og vi vil aldrig blive fuldkommen, før vi er fri. Frihed er menneskets naturlige tilstand.

Frihed er også vanskelig. Vi kan ikke have frihed uden at tage det ansvar, der følger med det. Den frihed, som Gud gav mennesket til at nå ud i ekstraordinære præstationer, kan også føre til tragiske fejl. Fejl har konsekvenser. Alligevel kan vi ikke flygte fra vores kald til frihed. Det kan være lettere at bo sammen med en anden, der tager alle de vigtige beslutninger for os, men uden frihed bliver vi vedvarende frustrerede og kvalt på en dybtgående måde, fordi vi blev skabt til at være frie.

Nogle af de mest fyldestgørende oplevelser i livet kommer, når vi tager initiativ, træffer et godt valg og ser frugten. De mest nedslående og sårende oplevelser kommer, når vi vælger at tage forkerte valg. For at undgå sidstnævnte vælger mange en trældom i kulter eller autoritære grupper, der træffer alle beslutninger for deres folk. Som det tyske folk lærte under 2. verdenskrig, fører det imidlertid altid til endnu værre konsekvenser. Vi blev skabt for at have frihed, og vi kan aldrig blive den, vi blev skabt til at være uden den. Lad os acceptere det store ansvar, der følger med frihed, og vælge det rette.

Mange falder også i trældom ved at prøve at leve under loven for at undslippe ansvaret for at være fri. Vi har tendens til at tænke på Det Gamle Testamente som loven og Det Nye Testamente som nåde, men det er ikke nødvendigvis sandt. Den gamle pagt er bogstavet, og den nye pagt er i ånden. Hvis den nye pagt læses uden Ånden, vil det bare være lov. Derfor vil retfærdighed forsøges at blive etableret ved at overholde bogstavet i stedet for at søge at blive i Kristus.

Det gamle og det nye testamente er det skrevne Guds ord til os. Som Jesus sagde: "Skriften kan ikke omstøde" (se Joh. 10:35), hvilket betyder, at de er en enkelt enhed. Faktisk er overalt i Det Nye Testamente som " Skrifterne", er omtalt, er i forhold til Det Gamle Testamentes bøger, da det Nye Testamente var lige begyndtat blive skrevet. Det Gamle Testamente er grundlaget for det nye Testamentes tro. Det Gamle Testamentes Skrifter var grundlaget for læren, som kirken bygger på, såvel som rigets evangelium (se Rom. 16:25-26; Ap.g. 28:23). Naturligvis var det også de bøger, vi kalder Det Gamle Testamente, som Jesus brugte og omtalte i alle sine budskaber, som vi ser i:

Luk 24:25-27:
Så gik nogle af dem, der er med os, hen til graven, og de fandt det også således, som kvinderne havde sagt; men Ham så de ikke.«

25. Da sagde Han til dem: »Âh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt!

26. Burde Kristus ikke lide dette og så indgå til sin herlighed?«

27. Og idet Han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde Han for dem, hvad der i alle skrifterne handlede om Ham.

I Joh. 5:46-47, fremsætter han en vigtig erklæring om dette:

»For hvis I troede , og har påberåbt jer [Skrifterne skrevet af] Moses, ville I tro mig, for han skrev om mig [personligt].

Men hvis I ikke tror hans Skrifter, hvordan vil I da kunne tro mine ord?«

Hvis den, ENE der selv er Ordet, brugte Skrifterne som grundlag for alle Han's læresætninger, hvor meget mere skal vi da så ikke være viet til dem? Alligevel, hvis vi forsøger at være et bibelsk folk, og vi forbyder nogen at gøre det, som ikke specifikt er skrevet i Det Nye Testamente, har vi kun forvandlet det til en anden lov. Det var ikke meningen at binde os på den måde, men at frigøre os til at gøre, hvad der ikke specifikt er forbudt af det. Dette gør ikke alt, hvad der ikke specifikt er forbudt af det, rigtigt, men det pålægger os ansvaret for at kende Herrens stemme og følge Helligånden. Dette er et stort ansvar, men uden det kunne der ikke være et ægte forhold til Ham. Uden denne frihed ville vi stadig være gift med loven. Som Paulus forklarede i Gal.5:4,"Du er blevet adskilt fra Kristus, du som søger at blive retfærdiggjort ved loven; du er faldet fra nåde." Derfor,
"Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!" (Gal. 5:1) .
22 Fællesskab
OP