Tilbage

13. Mangfoldighed
af Rick Joyner

24 Derpå sagde Gud: "Jorden frembringe levende væsener efter deres arter: kvæg, kryb og vildtlevende dyr efter deres arter! Og således skete det:

25 Gud gjorde de vildtlevende dyr efter deres arter, kvæget efter dets arter og alt jordens kryb efter dets arter. Og Gud så, at det var godt.t. (1 Mos. 1:24-25).

Gud skabte enhver art til at formere sig "efter deres art." Det er bemærkelsesværdigt, at et grundlæggende aspekt af teorien om evolution er, at arterne har udviklet sig, men indtil videre er der ikke en enkelt registrering af, at en art kan parre sig med en anden art og frembringe afkom som kan reproduceres. Du kan parre en hest med et æsel og bringe frem muldyr, men muldyr kan ikke formere sig. Dette er en lov, som Gud satte i den genetiske kode for sin skabelse for at bevare det unikke i hver skabning.

Herren elsker sådan mangfoldigheden at Han gjorde hver snefnug anderledes. Han gjorde hvert træ og menneske anderledes. Han's kreativitet fortsætter med at udvide sig med hver nye plante eller væsen, der frembringes. Selv da Jesus vandrede jorden, helbredte Han aldrig mennesker på samme måde to gange. I hvert nye miljø havde Han forskellige bedskaber. Der er en nyhed og friskhed af Gud hver dag. At vandre med Ham er at være i en konstant ærefrygt og forundring. Alligevel er fundamentet for denne eksploderende kreativitet er fastsat inden for grænser, der tillader den at flyde i en smuk og ordnet symmetri, ikke kaos.

Dette bringer også et interessant spørgsmål op om, hvorvidt Gud havde til hensigt, at der skulle være en blanding af de menneskelige racer. Det er vigtigt, at de specielle gaver og egenskaber, som Gud tildelt racer og kulturer, bevares, så de kan yde deres bidrag om Guds åbenbaring. Han skabte mennesket efter sit billede med det formål at åbenbare sig selv for den naturlige skabelse, og det kræver at de kombinerede gaver fra alle racer og kulturer for at Gud fuldt ud kan åbenbare Ham. Den grænse, der skulle beskyttes, for at alle skulle formere sig "efter deres art" var grænsen for arter, ikke racer.Siden racerne kan forene sig og deres afkom fortsætter med at formere sig, indikerer dette, at det ikke krænker Herrens oprindelige formål. Blandingen af racer frembringer nye afsløringer af Han's kreativitet inden for de rammer, Han har sat.

Som nævnt vil de, der bliver som Herren, naturligvis elske kreativitet. De, der kender den velsignede Skaber, og bliver som Ham, skulle være kreative. Vi skal elske mangfoldighed og alligevel respektere orden og formål. Når vi kombineres korrekt, vil vi være meget tættere på at blive som Ham.

Hvis vi har Han's hjerte for mangfoldighed og kreativitet, så når vi møder en anden, der er andeledes end os, vil vi være åbne og forvente at lære noget, ikke lukket og bange. Et af de karakteristiske træk mellem "fårene og gederne" er, da Herren kom til dem som fremmed, og fårene I besøgte Ham (se Matt. 25:32-36). Det græske ord oversat "fremmed" er xenos (xen'-os), som bogstaveligt talt betyder "udlænding eller fremmed." Herren kommer ofte til os gennem dem, der er fanderledes end os. Hvis vi ikke er åbne overfor dem, er vi heller ikke åbne for Ham.

I Markus 16 har vi historien om de to mænd på vej til Emmaus, som ikke kunne genkende Herren, fordi det siger, at "Derefter viste Han sig i en anden skikkelse for to af dem," (se Mark. 16:12). Han gjorde tydeligvis dette med vilje, så de ville genkende Ham efter Ånden og ikke bare udseendet. Det er også sandsynligt, at hovedårsagen til, at vi ofte ikke kender Ham, når Han prøver at komme tæt på os, er, at Han ofte kommer til os i skikkelser, som vi ikke er vant til. Hvis vi er baptist, kan Han komme til os som pinsefolk. Hvis vi er en karismatisk, kan Han komme til os som baptist osv. Han forsøger løbende at nedbryde hindringerne for vores religiøse racisme.

Racisme er født ud af to store ondskaber med stolthed og frygt. Det er en ultimativ form for stolthed, når vi mener, at vi er bedre end andre på grund af vores race. Religiøs racisme er troen på, at vi er bedre end andre, fordi vi er en del af en bestemt kirkesamfund eller bevægelse. Som Jak. 4:6 erklærer: "Gud står de stolte imod, men giver de ydmyge nåde." En sådan stolthed kan være en af de mest destruktive kræfter i vores liv. Det vil også gøre os til en af dem, som Herren omtalte som "geder", fordi vi vil nægte at åbne vores hjerter overfor dem, der er anderledes end os. Racisme kan være forankret i enten stolthed eller frygt, men begge er onde og begge er i modstrid med Guds kærlighed, der er grundlaget for al sandhed.

14 Kronen
OP