Hjem
Tilbage

Den 2den amerikanske revolutionære borgerkrig, del 30

Uge 30, 2019
Rick Joyner

Den Amerikanske Republik er opstået for at blive muligvis den største nation i historien på mange grundlæggende måder. Dette er ikke sket uden fejl og tragedier, som vi også må erkende. Vi har stadig mange mangler. Alligevel har vi været den dominerende økonomiske og militære styrke i verden i over et halvt århundrede og har sjældent brugt den til at dominere andre. Jeg siger ”sjældent”, fordi der har været tidspunkter og steder, hvor vi har brugt den til at tvinge vores vilje mod andre. Der har dog aldrig været en nation, der genopbygger sine fjender efter at have besejret dem i krig, ligesom USA. Som en leder af et udviklingsland sagde, ”Den hurtigste måde for en nation at blomstre på, er at gå i krig med De Forenede Stater, overgive sig hurtigt, og derefter se hjælpen strømme ind.”

Den Amerikanske Republik har måske været den mest generøse nation i historien. Vi er kendt for at være den hurtigste og mest generøse til at reagere på en naturkatastrofe overalt i verden. Selvom vi har haft mange uoverensstemmelser og hykleri på den måde vi tillod slaveri, behandlet de amerikanske indianere og derefter fortsatte med at undertrykke mindretal, har vi konfronteret meget af dette onde og fortsætter med at gøre fremskridt. Der er meget i vores historie, der er ærlig, og vi ville være uretfærdige for ikke at "give ære til hvem ære skyldes."

Med alt det gode, der er blevet gjort, og de fejl, vi er begyndt at lære af, er der nu to kriser i Amerika, der vil ødelægge vores Republik hvis ikke de løses hurtigt. De Stiftene Fædre advarede om begge disse trusler og sagde, at hvis en af dem fik et greb om landet, så ville Republikken være dømt. De har nu mere end et greb - de har en kvælestag på os.

Den første og mest alvorlige af disse trusler var, hvad Thomas Jefferson kaldte "retslig tyranni." Selv i de første år af den nye nation så han en snigende tendens til, at den retslige afdeling tilrane sig myndigheden i de to andre afdelinger, såvel som den for staten og folket. Domstolen gjorde klart dette i overtrædelse af Forfatningen. Med hensyn til denne retlige tyranni har vi nu overgået, hvad de Stiftene Fædre frygtede kunne ske - på nogle områder har det overgået fra retslig tyranni til at blive retsanarki. Forfatningen hænger nu i en tråd.

Et chokerende eksempel på dette retlige tyranni var den måde, som føderale dommere for nylig blokerede for ordrer fra præsidenten. Dette er omtrent lige så klart overtrædelse af "magtadskillelse" i forfatningen, som vi kunne have. De udøvende ordrer, der blev ugyldigt gjort af disse dommere, var inden for den myndighed, der blev givet præsidenten af både forfatningen og kongressen gennem lovgivning. Disse dommere begik et direkte angreb på både præsidentens og kongresens autoritet. Dommerne, der blokerede for disse bekendtgørelser, citerede ikke nogen overtrædelse af forfatningen eller nogen love for deres handlinger - de var bare uenige i præsidentens politik.

Der er hundreder af føderale dommere. Hvad hvis de alle begyndte at blokere de love eller politik, de var uenige i? Fordi den retlige afdeling er blevet så politiseret, hvis konservative dommere begyndte at blokere enhver lov eller eksekutiv orden, som de ikke var enige i, og hver liberal dommer begyndte at gøre det samme, kunne ingen lov vedtages eller håndhæves, og ingen eksekutive handlinger kunne træffes. Hvis de har beføjelsen til at blokere enhver lov for Kongressen eller udøvende administrative bekendtgørelse fra præsidenten, har de dybest set annulleret myndigheden i begge de andre regerings afdelinger og gjort sig til landets øverste lov i stedet for Forfatningen.

Det er en fejlslutning, at Forfatningen oprettede tre lige store regerings afdelinger. Forfatningen bemyndiger tre afdelinger, der var beregnet til at have kontrol og give balance mellem hinanden, men de var aldrig beregnet til at være lige store. Forfatningen gav den lovgivende afdeling mest autoritet, fordi den forventedes at være den mest lydhøre over for Staterne og folket. Dette er grunden til, at det er den eneste afdeling, der har myndighed til at stille nogen for en rigsret og kontrollere Satens udgifter.

Den næstmagtigste regeringsafdeling var den administrative afdeling, der fik myndighed over national forsvar og udenrigspolitik. Det er klart, at ikke alle tre regeringsafdelinger kunne have deres egen udenrigspolitik, men det er dette, som den retsinstans forsøgte at påtage sig ved at angribe præsident Trumps indvandringsordrer, da indvandring blev placeret under udenrigspolitik. Enlige føderale dommere, der ikke blev valgt men snarere udnævnt, overtog myndighed over præsidenten og kongressen med deres handlinger.

Uanset om vi er enige i præsident Trumps politik eller ej, burde de føderale dommere, som lagde bånd på hans udøvende administrative ordrer, skulle straks have været anklaget for en så åbenlys krænkelse af forfatningen og magtadskillelse. Dette skete ikke på grund af udugelig ledelse i Kongressen, som alene har magten til at anklage, eller at stille nogen for en rigsret.

Uden tvivl skal der være et stærkt og uafhængigt retsvæsen for, at der skal være retfærdighed i landet, men retsvæsenet er nu kommet så langt ud af sin bane - og anvender myndigheden i de to andre afdelinger af den føderale regering samt den myndighed, der skulle forblive hos Staterne og folket - at det nu er den største trussel mod republikken, ligesom grundlæggerne forudsagde.

Så hvad kan vi gøre? Vi tager dette op i næste uge.

til uge 31
OP