Hjem
Tilbage

Borgere Af Et Størrere Rige - Johannes Åbenbaring

Uge 51, 2018
Rick Joyner

Tros vandring er ikke ment at være let. Faktisk er det meningen at være umuligt. Vi kan ikke gøre det i vores egen styrke eller visdom. Trosløbet vil få os til at leve udenfor vores komfortzone og vores kontrol. Den gamle natur, der kræver at være i kontrol, vil gøre oprør og bekæmpe dette. Alligevel, som apostlen Paulus sagde det, "at være hjemme hos Herren, er at være fraværende fra legemet" (se 2 Kor 5:6).

Vi ser i Skriften, at Satan og hans horder er blevet kastet ned til jorden. Ikke kun kæmper vi med vores egen gamle natur, men vi er også i et konstant kamp mod alle de onde kræfter i universet! Når englene ser ned på os svage mennesker i denne mægtige og endog umulige kamp - og ser os alligevel kæmpe med at være taknemmelig for Herren og hele tiden priser Ham og søger at adlyde Ham - de undrer og overvejer at de, der overvinder alt dette bestemt er værdig til at være deres dommer.

Vi ved fra det sikre vidnesbyrd fra Skriften, at de, der holder ud til enden, vinder. Ikke alene er kampen forbi, belønningen for dem der kæmpede for den gode kamp er ud over vores nuværende forståelse. For nu er vores mål ikke bare at kæmpe for at vinde, men vi vinder kun ved at kæmpe hvis vi ikke stopper. Herren kan afslutte dette slag og vinde den til enhver tid Han vælger. Han tillader kampen at fortsætte for vores skyld. Han's ultimative sejr er ikke kun for at ekspedere fjenden, som Han kunne gøre til enhver tid ved blot Han's lillefinger. Han's ultimative formål og sejr for hele denne menneskelige kamp mod ondskab er, hvad det gør disse skrøbelige mennesker til. Så det er ikke kun hvad vi gør, det er vigtigt, men hvad vi bliver.

Så vi er blevet kastet ind i en umulig situation, så vi vil komme til at kende og have tillid til den Ene, for hvilken intet er umuligt. Menneskets fald kom fordi vores første forældre ønskede at være i kontrol, have samme viden som Gud og kunne stole på dem selv. Vi erblevet genoprettet efter faldet, når hele vores ønske igen bliver at kende Gud og adlyde Ham, og at vi ikke har tillid til vores egen visdom eller styrke.

Få går den sande tros vandring, fordi den er så svært. Det kræver os at se, hvad andre ikke kan se, og som Moses sagde, stol på og ha' tillid til Den, vi ser, som andre ikke kan se. I sidste ende vil det kræve, hvad apostlen Paulus greb, at han ikke satte nogen tillid til kødet eller ydre ting, men kun til Herren. Det er det, som det betyder at den nye skabning modnes, som vi er kaldet til at være - vi mister al vores tillid til den gamle skabning, fordi vi ser, at det kun er en skygge af det virkelige, det åndelige.

Så vi mister ikke vores selvtillid, når vi vandre i tro, men vi omdirigerer den til Ham der uendeligt er mere troværdig. Når vi sætter vores tillid til en naturlig identitet, er vi selvfølgelig stadig kødelige og lever langt under det, vi er kaldet til at leve i. Af den grund, havde apostelen Paulus selv om en sådan bemærkelsesværdig jødisk afstamning, fandt han det "skidt" i forhold til kende Kristus. Så vil alle, som virkelig har forstået, hvem Han er, og hvad vi er kaldet til at være i den nye skabning. De, der har deres håb i det gamle Jerusalem, kan ikke have set det nye Jerusalem.

Det betyder ikke, at vi ikke skulle kende det gamle Jerusalems profetier, formål og skæbne, som er vigtige for at opnå vores formål i denne tidsalder. Men at sætte vores håb til det gamle er at miste vores eget ultimative formål. Det er det nye Jerusalem, som kommer ned fra Gud i himlen, som var den by, som patriarkerne så og satte deres håb til, som det har for enhver sandt rejsende lige siden.

Paul var en romersk statsborger, og det gav ham store fordele i det naturlige. Han brugte det til tider for at komme ud af problemer, hvilket ikke var forkert. På samme måde er det ikke forkert for os at bruge fordelene ved vores statsborgerskab eller andre sammenslutninger, så længe vi ikke tillader vores håb eller tillid til dem at formørke vores tillid til Herren og vores statsborgerskab i Han's "Hellige Nation".

Igen, det er vigtigt at se Guds formål i Israel og i det jordiske Jerusalem, men ikke når vi tillader dem at formørke vores identitet i Kristus og Det Nye Jerusalem. Når vi ser Herren, er det svært at være imponeret over mennesketr uanset deres stilling. Når vi har set hvor Han sidder og den Majestæt, Han er, er det svært at være imponeret over ethvert menneskelige palads. Alligevel giver vi ære til hvem vi er skyldig. Vi må fortsætte med at tage vores menneskelige borgerskab og ansvar alvorligt, selv om de kan være meget kedelige i forhold til vores Konge og Han's rige. Men vi kan være sikre på, at de, der er alt for fanget af det naturlige, endnu ikke har set det himmelske.

Vi skal blive født påny af Ånden for at se riget, men desværre er ikke mange, som er blevet født påny der faktisk ser det. Vi kan og vi må gå i den virkelighed, som vi er kaldt til, hvilker er at være budbringere, der proklamerer det kommende rige, ikke fortiden. Vi må gøre dette fra vores position at blive siddende sammen med vores Konge i den himmelske verden, det eneste sted for klar vision i begge riger.

til uge 52
OP