Til Menu

Frygt
af Rick Joyner

Han svarede: "Jeg hørte dig i haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!" (1 Mos 3:10).

Den første omtale af frygt i Bibelen er i ovenstående vers. Der er en ren og hellig frygt for Gud, og der er en uhellig frygt. Dette er den uhellige frygt for Gud, der fører til yderligere af sjælens fordærvelse og får os til at løbe fra Ham i stedet for til Ham.

Den hellige frygt for Gud ville aldrig få os til at prøve at forsøge at skjule os for Ham. Den hellige frygt for Gud er forankret i viden om, at Han er Gud, og ingen kan skjule for Ham. Dette bekræfter, at Han er Alt-Vidende, og vi ved i bedste fald meget lidt. Den hellige frygt for Gud er "kendskabet til den Hellige er forståelse og åndelig indsigt" (se Ordsp. 9:10), fordi den anerkender, at vi har brug for hjælp fra Ham til at forstå noget nøjagtigt.

Den uhellige frygt for Gud er forankret i den giftige frugt fra træet af kundskab om godt og ondt. Denne frygt er ikke så rodfæstet i, hvem Gud er, men i vores egen selvcentrering. Dette er den frygt, der får os til at forsøge at skjule os for Gud og hinanden. Dette medfører facader og prætention, som så dominerer forholdet mellem faldne mennesker.

Uhellig frygt er forankret især i frygt for afvisning. Fordi mennesket blev skabt for at have fællesskab med Gud og hinanden, er afvisning en af de mest smertefulde menneskelige oplevelser, og en af de mest invaliderende frygt, som dominerer den menneskelige race. Afvisning vil enten få en til at søge i skjul, eller prøv at dominere andre, så du vil altid være den første til at udføre det, der afviser. Derfor kræver det stor tro på Gud at komme ud af skjul på trods af vores egen nøgenhed. Det kræver stor tro for at være sårbar, men dette er det første skridt mod forløsning og genoprettelse.

Jesus var Herlighedens Herre, og alligevel tømte Han sig for at blive et skrøbeligt menneske. Han gjorde sig fuldstændig sårbar og tillader endda korrupte, faldne mennesker at slå og ydmyge Ham, før Han underkastede sig den endelige ydmygelse af korset. Han blev sårbar over for os, så vi for evigt ville forstå, hvor meget Han elsker os. Når vi virkelig begynder at se korset, begynder vi at komme ud fra vores skjul. Korset alene vil frigøre os fra vores dybeste frygt og give os mulighed for at begynde at være den ægte vare igen.

Frygt trådte i kraft for mennesker, da Han spiste den forbudte frugt. Generelt er frygt en af de største åbne døre, gennem hvilke den onde går ind i menneskers liv. Djævelen styrer mennesker med frygt; men Herren leder mennesker ved tro. Denne kamp for menneskets hjerte er dybest set afgørelsen af, om frygt eller tro vil herske. Tro begynder med at kende Guds accept af os gennem korset. Denne accept har ikke noget at gøre med, hvad vi har gjort eller ikke har gjort, men med hvad Jesus gjorde for os. Et af de store vidnesbyrd om Guds nåde er den måde, den er blev rakt ud til også de mest groteske mordere og overtrædere. Det er forståeligt, at mennesket ville være skeptiske over for de bemærkelsesværdige dødsceller omvendelser, men den nåde, vi kan finde ved korset, er nok til at dække enhver, der søger tilflugt i Ham. Faktisk, Herren sagde selv, at de, der er tilgivet mest, vil elske Ham mest. Som vi læser i:

Romerne 5:19-21
For ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange komme til at stå som retfærdige ved den enes lydighed.

Men loven kom til, for at faldet kunne blive større; men hvor synden blev større, der blev nåden end mere overstrømmende rig,

for at, ligesom synden fik herredømmet ved døden, således skulle også nåden få herredømmet ved retfærdigheden til evigt liv ved Jesus Kristus, vor Herre.

Hvor synden er stor, er nåden endnu større. Betyder det, at vi skal synde, så Han's nåde vil være større og vi vil elske Ham mere?
Dette er et ultimativt bedrag - som Paulus talte om i de vers, der fulgte:

Romerne 6:1-4.
Hvad skal vi da sige? skal vi blive i synden, så nåden kan blive større?

Nej, langtfra! Gud forbyde det. Hvordan skal vi, som er døde fra synd, leve længere i deri?

Ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til Han's død?

Derfor er vi begravet med Ham ved dåben til døden, for at ligesom Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, således skal vi også vandre i det helt nye liv.

Hvis vi har lys i os, vil vi vandre i lyset, ikke i mørke. Men når vi laver en fejl, så lad os flygte til Han's nåde og kærlighed, som er mere rig, end vi nogensinde kan udtømme.

33. Stemmer
OP