Tilbage

126. Walking With God
af Rick Joyner

En af de korteste, men mest bemærkelsesværdige historier i Skriften findes i

1. Mos. 5:22-24.
og Enok vandrede med Gud; og efter at han havde avlet Metusalem, levede han 300 år og avlede sønner og døtre;

åledes blev Enoks fulde Levetid 365 år;

og Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.

Om dette læser vi i:

Hebr. 11:5.
I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og man fandt ham ikke mere,
fordi Gud havde taget ham bort; thi før han blev taget bort, fik han det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag

I den sidste omtale af Enok i Skriften, men ikke mindst vigtigt, fortælles det i:

Judas 14-16.
Det var om af disse mennesker, at Enok i syvende generation fra Adam profeterede, da han sagde:
»Se, Herren kommer med Han's myriader af hellige

for at fuldbyrde dommen over alle og straffe alle de ugudelige [uhellige] for alle de ugudelige gerninger,
de har begået, og for alle de alvorlige [fornærmelser, og chokerende, stødende] ting,
som disse ugudelige syndere har talt imod Ham!«

Disse mennesker er inkarnerede knurrende gnavpotter som klager over deres lod i livet, og
altid finder fejl, alt imens de vandrer efter deres egne lyster [styres af lidenskaber],
samtidig med at de udtrykker beundring og smigrer folk, føre arrogante overmodige ord i munden for at opnå fordele.

Enok er en af de mest gådefulde og vigtige budskaber i Skriften. Som vi læser i Judas, er det også en af de vigtigste i de sidste dage. Det specielle ved Enok er, at han vandrede med Gud. Adam levede stadig, da Enok levede. Det er sandsynligt, at han talte med Adam om, hvordan det var at vandrede med Gud i haven, og hans hjerte var så rystet, at han begyndte at længes efter et sådant forhold til sin Skaber. En af de store, evige sandheder er, hvis vi søger Gud, finder vi Ham. Enok fandt Ham. Han gendannede den mest basale opfordring fra mennesket, der var gået tabt efter faldet - det forhold, vi er kaldet til at have til Gud. På grund af dette blev han befriet fra konsekvensen af faldet, som er døden.

At vandre med Gud er stadig den ultimative og højeste søgen hos mennesker. Når dette virkelig er genoprettet, vil vi også blive befriet fra konsekvenserne af faldet. Enok vandrede så tæt med Gud, at Herren førte ham direkte til himlen. Dette var en forhåndsvisning af, hvad der populært er blevet omtalt som "bortrykkelsen". Som Paulus skrev i:

1 Kor. 15:51-52.
Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles,

i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder; thi basunen skal lyde,
og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles.

Enok var kun den første frugt af den sidste dags kirke, som også vil blive taget op uden at smage døden. Der er skrevet mange bøger om, hvordan og hvorfor dette finder sted, og mange har spekuleret i om tidspunktet for det, men grunden til, at dette sker, er den samme grund til, at det skete med Enoch. Den sidste dag kirke vil vandre så tæt sammen med Gud, at Han vil være forpligtet til at bringe dem i sin nærværs fylde og omdanne dem fra det dødelige til det evige på "et øje blik."

Jeg har ofte hørt kristne sige, at de forsøgte at blive mindre, så Herren kunne vokse i deres liv. Dette virker ædel, men det er ikke bibelsk og er faktisk det modsatte af det, som Johannes Døberen sagde: "Han skal blive større, men jeg blive mindre" (Joh.3:30). Hvis vi prøver at mindske, før han bliver større i vores liv, vil vi bare være tomme, og tomrummet vil normalt være fyldt med en ond, religiøs ånd. ”Enok vandrede med Gud, og han var ikke ....” Når vi vandrer med Gud, bliver vi mindre, fordi Han vokser i vores liv.

Herren kom ikke bare for at gøre vores liv bedre og lettere. Han kom ikke engang blot for at ændre os - Han kom for at dræbe os! Selvom Enok ikke "smagte døden" i det naturlige, blev hans gamle natur fortæret i Gud. Når det siger, at "han var ikke" , betyder det meget mere end at han bare forsvandt. Ved at vandre med Gud, Han's helighed forvandlede ham, fortærede hans faldne natur og erstatte den med Guds natur. Det samme er vores mål - at være død for synd, død for vores tidligere lyster, død for denne verden, men levende for Gud.

Alligevel, hvis vi forsøger at korsfæste os selv, vil resultatet være selvretfærdighed. Vores gamle natur blev korsfæstet med Kristus på korset. Aflægge af vores gamle natur som død, så vi kan opleve opstandelseslivet i Kristus, er en proces, der finder sted, når vi vandrer med Gud. Vi identificerer os med Han's korsfæstelse og derfor Han's retfærdighed. Vi vil aldrig være så gode, at vi ikke har brug for Han's liv og Han's retfærdighed. Vi er kun i stand til at gå ind i Guds nærvær på grund af Han's blod - Han's soning. Han vil for evigt være vores retfærdighed. Derfor er det vores mål at blive fundet i Ham, at blive i Ham, så Han kan bo i os.

Jo mere vi vandrer med Ham og ser Ham, jo mere forvandles vi til hvem vi er i Ham. Når vi fokuserer på at korsfæste os selv, fokuserer vi stadig på os selv. Vi vil aldrig blive ændret ved at se, hvem vi er, men ved at se, hvem Han er. Når vi ser Ham, omfavner vi og identificerer os med Han's kors og Han's opstandelse.

Kristus er alt. Han er budskabet og formålet med hele skabelsen. Når vi mister os selv i Ham, mister vi intet, vi opnår alt i evighed. Vi udveksler det værdiløse og dødsfaldet med det, der er uden for værdiansættelse, og et liv, der ikke kan ødelægges. Vi vil aldrig kunne foretage en bedre transaktion.

Dit ultimative formål med at være på denne jord kan opsummeres på én ting - du er kaldet til at vandre med Gud. Dit højeste formål med denne dag er at vandre med Ham. Hvis du gør det, vil du også foretage den største transaktion, der kan foretages på denne jord, ved at udveksle noget af døden i dig for det uforglemmelige liv i Ham.

127. Du Skal Profetere
OP