To Vidunderlige Resultater

To Vidunderlige Resultater
Hvad Gud Udretter I Os
Af Derek Prince

Til hvilke formål gives dåben i Helligånden? Eller sagt på en anden måde, hvilke resultater ønsker Gud at frembringe i den troendes liv ved at døbe os i Helligånden? Vi vil søge at besvare disse spørgsmål, i det mindste delvist, i denne undervisnings.

Inden jeg specifikt behandler disse spørgsmål, lad mig understrege tre generelle punkter i forbindelse med dåben i Helligånden:

For det første, i den troendes liv, spiller Helligånden aldrig rollen som en diktator. Han bringer frihed, ikke trældom. Derfor vil han kun lede og kontrollere os i den grad, vi selv frivilligt giver ham den retning og kontrol over vores liv og vores personligheder.

For det andet er dåben i Helligånden en væsentlig, integreret del af Guds samlede forsørgelse for den, der tror på Kristus. Som sådan kan den aldrig adskilles ordentligt fra andre hovedaspekter af kristen erfaring og pligt. Disse omfatter regelmæssigt personligt bibelstudium, et dagligt liv med indvielse og selvfornægtelse og aktiv deltagelse i livet i en energisk og åndelig lokal kirke. Hvis dåben i Ånden nogensinde bliver isoleret fra disse andre aspekter af kristen erfaring, mister den sin sande betydning og formår ikke at opnå sit sande formål.

For det tredje er dåben i Helligånden en port, der ikke blot fører til nye åndelige velsignelser, men også til nye åndelige konflikter. Derfor skal enhver kristen, der modtager denne oplevelse, blive advaret så man ved hvad man har at rette sig efter. Hver af os har brug for at "iføre os Guds fulde rustning" (Ef 6:13-17). Især skal vi tage op og bruge "Åndens sværd, som er Guds ord" (vers 17).

Lad os nu overveje de resultater, dåben i Helligånden er beregnet til at frembringe i hver troendes liv og erfaring. Under den overskrift er otte hovedresultater. I denne undervisning vil vi se på to af dem. Indtræden I Et Overnaturligt Liv

Vi begynder vores studium i Hebræerbrevet, hvor forfatteren taler til kristne:

"...som engang var oplyst og har smagt den himmelske gave og fået del i Helligånden og
har smagt Guds gode ord og den kommende tids kræfter..." (Hebr. 6:4–5.

Disse ord indikerer, at de, der er blevet delagtige i Helligånden, som et resultat af den oplevelse har smagt den kommende verdens (eller tidsalders) kræfter.

Det første resultat af dåben i Helligånden er da at give den troende en forsmag på en helt ny slags kraft – en kraft, der i sin fylde tilhører den næste verden eller tidsalder. Gennem denne dåb begynder den troende nu i et vist omfang at opleve den overnaturlige kraft, der er reserveret til dens fulde manifestation i den næste verden eller tidsalder.

Forseglet Med Løftets Ånd

Denne introduktion til overnaturlig kraft i Helligånden er i overensstemmelse med Paulus' ord i Efeserbrevet. Paulus taler til kristne, der havde modtaget Helligånden:

"På ham stolede du også på, efter at du havde hørt sandhedens ord,
evangeliet om din frelse; ja i ham blev du også, da du kom til troen, blev beseglet med løftets Helligånd,
som er garant for din arv indtil forløsningen af hans ejendomsfolk, til pris for hans herlighed." (Ef. 1:13-14).

Paulus beskriver her oplevelsen af at blive beseglet med Helligånden som "vores arv indtil forløsningen af hans ejendomsfolk." Ordet oversat med "forseglet" betyder et løfte eller en forsikring. Paulus henviser til en gammel skik med at købe en mark. Da aftalen var afsluttet, bar køberen en del af markens jord. Denne del af det købte felt blev kaldt et "pant" eller "(højtideligt) løfte". Det udgjorde juridisk bevis for, at marken nu tilhørte køberen, som til sin tid ville vende tilbage for fuldt ud at tage hele arven i besiddelse.

Dette er en smuk illustration af, hvad dåben i Helligånden betyder for hver troende. I denne oplevelse får vi som troende her og nu en lille forsmag eller del af den arv af magt og herlighed, der venter os i den næste verden. Denne lille del af himlens magt og herlighed, modtaget i denne verden, er forsikringen om, at hele arven nu lovligt tilhører den troende, som til sin tid vil vende tilbage for at tage arven i fuld besiddelse. Det er derfor, Paulus forsikrer os om, at Helligånden er "garantien for vores arv indtil forløsningen af den købte ejendom."

Vi åndsdøbte troende har allerede en lille smule af himlen i os lige nu. På grundlag af dette depositum ved vi, at vi en dag vil nyde fylden af det, som vi hidtil kun har smagt delvist.

Indviet, Ukrænkelig Hellig Grund

Denne idé om "en lille plet jord" er meget passende illustreret af historien om helbredelsen af Na'aman, den syriske spedalske, nedskrevet i 2 Kongebog. Som et resultat af hans mirakuløse helbredelse kom Na'aman til at erkende, at Herren, Jehova, Israels Gud, var den eneste sande Gud. Han vidste dog, at han snart ville være nødt til at vende tilbage til et urent, hedensk land og blive forbundet med de afgudsdyrkende ceremonier i et hedensk tempel. Med dette i tankerne læser vi, at Naaman havde en særlig anmodning at fremsætte, inden han forlod Israels land:

Så sagde Na'aman: 'Hvis ikke, så lad venligst din tjener få to muldyrsladninger jord; thi din tjener vil ikke længere ofre hverken brændofre eller slagteoffer til andre guder, men til Herren.'” (2 Kongebog 5:17)

Hvorfor ønskede Naaman at bringe denne del af jorden hjem fra Israels land? Han anerkendte Herrens hellighed og i modsætning hertil urenheden i sit eget land og sit eget folk. Han var derfor fast besluttet på aldrig igen at ofre tilbedelse fra den urene jord. Herrens hellighed krævede, at Naaman kun skulle stå og tilbede ham på jorden fra Herrens eget land. Da Na'aman ikke kunne blive permanent i Israels land, besluttede han at bære en del af Israels jord med sig hjem til sit eget land. Han ville fra den jord gøre sit eget særlige sted for tilbedelse.

Sådan er det også med den åndsdøbte troende. Denne oplevelse giver ham en ny forståelse af Jesu ord:

"Gud er Ånd, og de, der tilbeder ham, skal tilbede ham i Ånd og i Sandhed." (Johannes 4:24).

En sådan troende kan ikke længere være tilfreds med de blotte former og ceremonier af menneskeskabt tilbedelse. Efter at have været i det himmelske land og fået et glimt af dets herligheder og Guds hellighed, har vi bragt en del af den hellige jord tilbage. Uanset hvor omstændighederne fører os hen, må tilbedelse ikke længere være på urent land, men på hellig grund. Tilbedelse er nu i Ånden – det vil sige i Helligånden – og i Sandheden.

Gennemsyret Af Det Overnaturlige

Hvad der er sandt om vores tilbedelse som åndsfyldte troende er lige så sandt i alle andre aspekter af vores oplevelse. Gennem dåben i Ånden træder vi ind i en ny form for overnaturligt liv. Det overnaturlige er blevet naturligt.

Hvis vi studerer Det Nye Testamente med et åbent sind, er vi tvunget til at erkende, at de første kristnes hele liv og erfaring var gennemtrængt i alle dele af det overnaturlige. Overnaturlige oplevelser var ikke noget tilfældigt eller foruden. De var en uadskillelig del af hele deres liv som kristne. Deres bøn og deres forkyndelse var overnaturlige. De blev overnaturligt vejledt, bemyndiget, bortrykket (se Ap.g. 8:39) og beskyttet. Fjern det overnaturlige fra Apostlenes Gerninger, og du står tilbage med en optegnelse, der ikke har nogen betydning eller sammenhæng. Fra Helligåndens kommen i Ap.g. 2 og fremefter er det næppe muligt at finde et eneste kapitel, hvor optegnelsen om det overnaturlige ikke spiller en væsentlig rolle.

I beretningen om Paulus' tjenestegerning i Efesus finder vi et yderst opsigtsvækkende og tankevækkende udtryk: "Og Gud udførte særlige mirakler ved Paulus' hænder" (Ap.g. 19:11). Den græske sætning for "særlige mirakler" kunne frit oversættes som "mirakler af en art, der ikke sker hver dag."

Mirakler var en daglig begivenhed i den tidlige kirke. Normalt ville de ikke have forårsaget nogen særlig overraskelse eller kommentarer. Men de mirakler, der blev givet her i Efesus gennem Paulus' tjeneste var sådanne, at selv den tidlige kirke fandt dem værdige til en særlig optegnelse.

I hvor mange kirker ville vi i dag finde anledning til at bruge udtrykket "særlige mirakler"? I hvor mange kirker i dag sker der nogensinde mirakler – endsige sker der hver dag?

Sandheden er, at hvor vi ikke ser og oplever det overnaturlige, har vi ingen ret til at tale om nytestamentlig kristendom. Det nye nytestamentlig kristendom kan aldrig adskilles fra det overnaturlige eller opleves isoleret fra det. Den overnaturlige og nytestamentlige kristendom er uløseligt sammenvævet.

Uden det overnaturlige kan vi have Det Nye Testamentes lære, men det er bare lære, ikke erfaring. En sådan lære, adskilt fra overnaturlig erfaring, er af den art, som Paulus beskriver i 2 Korintherbrev 3:6: "Bokstaven dræber, men Ånden giver liv." Det er Helligånden, og han alene, der kan give liv til bogstavet i Det Nye Testamentes lære. Kun Han kan gøre denne lære til en levende, personlig, overnaturlig livsstil for hver troende. Et hovedformål med dåben i Helligånden er at gøre netop det.

Ny Forståelse

Det næste store formål med dåben i Helligånden for os at opdage er, at Helligånden bliver vores Vejleder og Lærer i forhold til Skriften. Dette er klart udtalt af Kristus selv i to passager i Johannesevangeliet.

"Men Hjælperen/Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad der er til hjælp for jer." (Johannes 14:26)

Under Jesu jordiske virke lærte han sine disciple meget om hans død og opstandelse, som disciplene på det tidspunkt hverken var i stand til at forstå eller huske. Men Jesus forsikrede dem om, at efter at Helligånden ville komme for at bo i dem, ville han blive deres personlige Lærer. Han ville sætte dem i stand til både at huske og forstå alt det, Jesus havde lært dem, rigtigt. Men Helligånden ville ikke begrænse sig til kun at udlægge Jesu lære, mens han var på jorden. Han ville også lede disciplene til en fuldstændig og korrekt forståelse af hele sandheden om Guds åbenbaring til mennesket.

Dette understreges yderligere af Jesus:

"Men når han, sandhedens Ånd, er kommet, vil han vejlede jer til hele sandheden [mere bogstaveligt, ind i hele sandheden]; thi han vil ikke tale af sin egen myndighed, men hvad han hører, vil han tale." (Joh. 16:13)

Her kan udtrykket "al sandhed" udlagt med henvisning til Jesu ord i Joh. 17:17: "Dit ord er sandhed." Jesus, der her refererer til Guds åbenbaring gennem sit ord, lover sine disciple, at Helligånden vil lede dem til en korrekt forståelse af hele Guds åbenbaring til mennesket gennem Skriften. Dette omfatter de Gamle Testamentes skrifter, Jesu undervisning under hans jordiske virke og også den yderligere åbenbaring af evangeliets sandhed givet til kirken efter pinse gennem Paulus og andre apostle. Helligånden er givet til kirken for at blive den der Åbenbarer, Tolker og Lærer af hele kompaset af guddommelig åbenbaring i Skriften.

På Pinsedagen

Opfyldelsen af Kristi løfte om, at Helligånden ville åbenbare skrifterne for disciplene, ses meget tydeligt i begivenhederne på pinsedagen. Så snart Helligånden blev udgydt over disciplene, og de begyndte at tale med andre tunger, blev spørgsmålet rejst: "Hvad kunne dette betyde?" (Ap.g. 2:12). Et par vers senere læser vi Peters svar på dette spørgsmål:

"Men dette er, hvad der blev talt af profeten Joel: 'Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde min Ånd over alt kød." (Ap.g.2:16-17).

Uden et øjebliks tøven fortsætter Peter så med at citere og udlægge en profeti om de sidste dage givet i Joel kapitel 2. I den efterfølgende prædiken er næsten halvdelen af det, Peter siger, et direkte citat fra de Gamle Testamentes skrifter. Peter anvender sin lære om skrifterne på en meget klar og kraftfuld måde på kendsgerningerne om Kristi død og opstandelse og om Helligåndens udgydelse.

Det er vanskeligt at forestille sig nogen større kontrast mellem Peters udlægning af de Gamle Testamentes skrifter her og den manglende forståelse for de samme skrifter, som Peter og alle de andre disciple viste under Jesu jordiske virke – endda helt op til pinsedagen. Det ser ud til, at denne totale ændring i disciplenes holdning til Skriften ikke var en gradvis proces. Det blev snarere produceret øjeblikkeligt ved Helligåndens komme.

Så snart Helligånden kom for at bo i dem, blev deres forståelse af skrifterne øjeblikkeligt gjort levende og oplyst. Deres tidligere tvivl og forvirring blev straks erstattet af klar forståelse og kraftfuld anvendelse.

Paulus' Eksempel

Denne samme dramatiske forvandling fortsætter med at være et særpræg for åndsfyldte troende fra pinsedagen og fremefter. For eksempel var Saulus af Tarsus blevet oplært i kendskabet til de Gamle Testamentes skrifter af Gamaliel, den mest berømte lærer på den tid. Alligevel havde han i sine første år intet lys eller forståelse for den korrekte anvendelse af disse skrifter.

Det var først efter at Ananias lagde hænder på Saulus i Damaskus og bad om, at han måtte blive fyldt med Helligånden, at skællene faldt fra Sauls øjne, og han var i stand til at forstå og anvende disse skrifter. Efter denne oplevelse læser vi i Ap.g. 9:20: "Straks forkyndte han Kristus i synagogerne, at han er Guds Søn."

Læg mærke til ordet "straks". Dette var ikke en langsom, gradvis kamp for forståelse, men snarere en øjeblikkelig oplysning. I det øjeblik Helligånden kom ind, kastede han et helt nyt lys over skrifterne, som Saul havde kendt i mange år, men aldrig vidst, hvordan han skulle anvende eller tolke.

Hvad Helligånden gjorde for Peter, Saulus og andre kristne i Det Nye Testamente, er han stadig villig og i stand til at gøre for alle kristne i dag. Men først skal hver troende gennem dåben i Helligånden personligt modtage denne vidunderlige, iboende Vejleder, Lærer og Udlægger.

Helligånden Er Forfatteren

Jeg skal også tilføje her, at det er helt naturligt og logisk, at Helligånden skal være den kristnes udpegede Skriftf tolker og Lærer. Grunden til dette er klar: Helligånden er ikke blot tolken, men han er også ophavsmanden til hele Skriften. Således bliver Skriftens Forfatter i Guds vise forsyning bliver til gengæld Tolkeren.

I 2 Timoteus 3:16 får vi at vide: "Hele Skriften er inspireret af Gud." Ordet her oversat med "inspiration" er direkte forbundet med ordet for "ånd". Meningen er derfor, at hele Skriften er indåndet af Guds Ånd. Mere enkelt er Guds Ånd ophavsmanden til hele Skriften.

Igen, i 2 Peter 1:20-21, læser vi: "Ingen profeti i Skriften er af noget menneskes, for profeti er aldrig kommet af menneskers vilje, men Guds hellige mænd talte, idet de blev drevet af Helligånden. ” Peter lærer her, ligesom Paulus gjorde, at Helligånden gennem indviede menneskelige redskaber er ophavsmanden til hele Skriften. Af denne grund er Helligånden alene også i stand til at give den fulde og korrekte forståelse af hele Skriften.

Nej... Skriften," siger Peter, ingen profeti i skriften lader sig tyde egenmægtigt" (2 Peter 1:20). Det vil sige, at ingen i sin egen ustøttede forståelse, bortset fra Helligånden, er i stand til at tolke Skriften korrekt. Men hver troende, som personligt modtager den iboende Ånd, modtager i ham Kristi egen udpegede Vejleder og Lærer i skriftens sandhed. Og dette er essensen af det andet af disse to vidunderlige resultater af dåben i Helligånden, som er: indgang til et overnaturligt liv og Helligånden som vores personlige vejleder gennem Skriften.
OP