266

Dag 266: Udnævnelsen Af Ældste
Lægge Et Fundament
af Derek Prince

For en redegørelse for bestemmelse for ældste kan vi vende os til Apostlenes Gerninger.

"Og de havde forkyndt evangeliet for den by [Derbe] og vundet mange til disciple, vendte de tilbage til Lystra, Ikonium og Antiokia og styrkede disciplenes sjæle og formanede dem til at blive ved i troen og siger: 'Vi må gennem mange trængsler komme ind i Guds rige.' De udvalgte derpå ældste i hver enkelte menighed og overgav dem under bøn og faste til Herren, på hvem de var kommet til at tro på."
(Ap.g. 14:21-23)

Forskellige funktioner i denne redegørelse er væsentlige. For det første blev udnævnelsen af ældste, ligesom udsendelsen af apostle, ledsaget af fælles bøn og faste. Det er tydeligt, at Det Nye Testamentes kirke forstod, at dette var den skriftmæssige måde at få Guds vejledning i at træffe alle vigtige beslutninger.

For det andet kaldes de mennesker, som Paulus og Barnabas vendte tilbage til på dette tidspunkt, først blot disciple. Efter udnævnelsen af ældste beskrives de som ældste i hver enkelte menighed. Det er udnævnelsen af ældste, der markerer overgangen fra en gruppe af individuelle disciple til den fælles enhed i en kirke.

For det tredje var udnævnelsen af ældste apostlenes ansvar som repræsentanter for Guds autoritet. I dette stolede de imidlertid ikke på deres egen dømmekraft, men var Helligåndens redskaber. Paulus taler til de ældste i menigheden i Efesus:

"Så giv da agt på jer selv og for hele hjorden, i hvilken Helligånden har sat jer som tilsynsmænd." (Ap.g. 20:28)

Efter det guddommelige mønster skulle alle udnævnelser i kirken udgå fra Helligånden.

I Ap.g. 14:21-23 nævnes ikke håndspålæggelse specifikt. Men Bibelen giver to stærke grunde til at tro, at Paulus og Barnabas faktisk lagde hænder på dem, som de udnævnte til ældste.

For det første svarede denne udnævnelse nøjagtigt til de to hovedformål, som håndspålæggelse bruges til i hele Skriften. Ved den godkendte og udskilte apostlene de udvalgte ledere af den lokale menighed. Samtidig gav de dem den visdom og autoritet, de ville have brug for deres gerning.

For det andet giver Paulus i 1 Tim. 5:17-22 Timoteus en række instruktioner om, hvordan man forholder sig til de lokale ældste. Han afslutter med at sige: "Læg ikke hænder overilet på nogen." Selvom denne advarsel er passende for enhver af de forskellige anvendelser af håndspålæggelse, forekommer det sandsynligt, at Paulus her refererer til denne bestemmelse primært som en måde at vie ældste på.

Bøn
Herre, tak for, at instruktionerne i dit ord til kirken er så klare. Hjælp vores ledere og ældste i de lokale kirker med at opdage dine instruktioner og ruste os som en kirke til et gudfrygtigt liv i dit navn Herre Jesus, i Jesu Navn. Amen.

Dag 267: Hvorfor Håndspålæggelse Er En Gundlæggende Lære Af Den Kristne Tro
OP