Fundamentets Menu

Dag 263: Anerkendelse At Gud Sender Nogen Ud Til En Bestemt Opgave

Lægge Et Fundament
af Derek Prince

I moderne kristendom er titlen, der normalt gives til kristne arbejdere udsendt fra en lokal kirke, "missionærer." Men det faktiske ord, der bruges i Det Nye Testamente, er "apostle."

Dette bliver tydeligt, hvis vi sammenligner udtryksmåden i Ap.g. 13:1 med den der bruges i Ap.g. 14:4,14. I Ap.g. 13 beskrives Paulus og Barnabas som "profeter og lærere". I Ap.g. 14 kaldes de "apostle." Ordet apostel betyder bogstaveligt "en udsendt." Således blev denne titel anvendt på Paulus og Barnabas, efter at de var blevet sendt ud fra menigheden i Antiokia.

Ordet missionær betyder i sin oprindelse også "en, der er udsendt." Således har ordene apostel og missionær den samme oprindelige betydning. Men i moderne kristendom anvendes ordet missionær i mange tilfælde, hvor det ikke ville være skriftmæssigt at bruge ordet apostel.

En apostel er per definition en udsendt af guddommelig autoritet for at udføre en særlig opgave. Mange kristne har indtryk af, at apostlene i Det Nye Testamente var begrænset til de tolv, som Jesus oprindeligt havde udpeget, mens de var på jorden. En omhyggelig undersøgelse af Det Nye Testamente understøtter imidlertid ikke denne opfattelse. I Ap.g. 14 kaldes både Paulus og Barnabas apostle, men ingen af dem blev udpeget under Jesu jordiske virke.

En lignende konklusion følger af en sammenligning af to vers i 1 Thessalonikerbrev. I 1 Tess. 1:1 nævnes tre mænd som fælles forfattere af brevet: Paulus, Silvanus (eller Silas) og Timoteus. I 1 Tess. 2:6 siger disse tre mænd om sig selv: "Vi kunne have stillet krav som Kristi apostle." Det vil sige, at de alle tre blev anerkendt som apostle.

Faktisk afslører en grundig undersøgelse af Det Nye Testamente mere end tyve mænd, der kaldes apostle. Det er imidlertid uden for rammerne af denne undersøgelse at analysere det fulde omfang af den apostoliske tjeneste.

For at vende tilbage til den oprindelige udsendelse af Paulus og Barnabas, er vi nødt til at spørge: Hvad var formålet med, at de andre ledere lagde hænder på dem?

For det første repræsenterede denne handling kirkeledernes åbne, offentlige anerkendelse af, at Gud havde udvalgt og kaldt Paulus og Barnabas til en særlig opgave og tjeneste. For det andet, ved at lægge hænder på Paulus og Barnabas, krævede de andre kirkeledere for dem den særlige åndelige visdom, nåde og kraft, som de ville have brug for til den succesrige udførelse af deres gudgivne opgave.

I denne henseende er denne brug af håndspålæggelse i Det Nye Testamente tæt parallel med den hændelse, der allerede er omtalt i Det Gamle Testamente, hvor Moses lagde hænder på Josva og offentligt anerkendte Guds valg af Josva som den leder, der skulle efterfølge ham og også at give Josva den åndelige visdom og autoritet, der er nødvendig for hans gudsbestemte opgave.

Bøn
Himmelske Fader, tak, fordi du i dag giver mig mulighed for at lære, at det at udøve en tjeneste er en så ansvarlig og vigtig opgave for dig, at folk er særligt velsignede og beder over det. Derfor vil jeg også gå i forbøn for lederne i vores kirke. Velsign dem med din overnaturlige kraft, i Jesu Navn. Amen.

Dag 264: Ånden Udvælger Og Sender Ud
OP