254

Dag 254: Tjene I Helligånden
Lægge Et Fundament
af Derek Prince

Det næste hovedformål med håndspålæggelse, som det praktiseres i Det Nye Testamente, er at hjælpe dem, der søger dåben i Helligånden. For at danne et ordentligt skøn over, hvilken rolle håndspålæggelsen har spillet heri, er det nødvendigt kort at betragte alle beretningerne i Apostlenes Gerninger om, hvordan mennesker modtog dåben i Helligånden. Der er i alt 5 sådanne redegørelser.

1 De første disciple i det øverste rum i Jerusalem på pinsedagen (se Ap.g. 2:1-4).

2 De nyomvendte i Samaria (se Ap.g. 8:14-20).

3 Saulus af Tarsus, senere apostlen Paulus, i byen Damaskus (se Ap.g. 9:17).

4 Cornelius og hans husstand (se Ap.g. 10:44-46).

5 Disciplene i Efesos, som Paulus prædikede og tjente for (se Ap.g. 19:1-6).

I 3 af disse tilfælde blev de, der søgte dåben i Helligånden, betjent af andre troende ved håndspålæggelse.

I Samaria lagde apostlene Peter og Johannes hænder på de nyomvendte og bad for dem.

"Ved apostlenes håndspålæggelse blev Helligånden givet." (Ap.g. 8:18)

I Damaskus lagde disciplen Ananias hænderne på Saulus fra Tarsus, for at han kunne få sit syn og også blive fyldt med Helligånden. I dette tilfælde blev både fysisk helbredelse og dåben i Helligånden betjent af Ananias til Saul gennem den ene bestemmelse for håndspålæggelse.

I Efesos modtog de disciple, som Paulus tjente, Helligånden efter, at Paulus havde lagt hænderne på dem.

Hvis vi nu opsummerer disse fakta som procenter, kan vi sige, at i mere end 50 procent af tilfældene i Apostlenes Gerninger, hvor folk modtog dåben i Helligånden, var det gennem andre troendes håndspålæggelse.

Dette er bestemt ikke den eneste måde, hvorpå mennesker kan modtage dåben i Helligånden. I det øverste rum i Jerusalem og i Cornelius' hus modtog de tilstedeværende oplevelsen direkte, uden at nogen lagde hænder på dem.

Men på grundlag af alle de behandlede tilfælde kan vi sige, at det er både normalt og skriftmæssigt, at de, der søger dåben i Helligånden, bliver betjent af andre troende gennem håndspålæggelse.

Det er nogle gange foreslået, at det kun var apostlene eller særlige embedsmænd i kirken, der var i stand til at udøve denne tjeneste med at lægge hænder på andre troende, for at de kunne blive fyldt med Helligånden. Dette understøttes dog ikke af Skriften. Ananias, som lagde hænder til dette formål på Saulus fra Tarsus i Damaskus, beskrives blot som "en bestemt discipel" (Ap.g. 9:10). Der er ingen antydning om, at han havde nogen særlig tjeneste eller embede i kirken. Alligevel blev han instrueret af Gud selv til at lægge hænder på den, der var bestemt til at blive den store apostel for hedningerne.

Dette er i tråd med hvad Jesus siger.

"Og disse tegn vil følge dem, der tror: I mit navn... de vil tale med nye tunger...
de vil lægge hænderne på de syge, og de vil blive raske." (Mark 16:17-18)

Her forbinder Jesus de to overnaturlige tegn på at tale med nye (eller andre) tunger og på at lægge hænder på syge til helbredelse tæt sammen, og han siger, at begge disse tegn skal følge (eller ledsage) vidnesbyrdet fra dem, der tror. Det vil sige, at udøvelsen af disse overnaturlige tegn ikke er begrænset til nogen særlig klasse af troende, såsom apostle eller biskopper eller evangelister eller præster, men er åben for alle troende. Ligesom Skriften ligger åben for alle troende at tjene med at lægge hænder på syge til helbredelse, sådan ligger Skriften også åben for alle troende til at tjene med at lægge hænder på andre troende, så de kan modtage Helligånden.

Bøn
Herre Jesus, tak for det privilegium, at vi - troende på dit fuldbragte værk på korset - må være dine medarbejdere og desuden er udstyret med din Helligånds virke til at lægge hænder på mennesker for at få styrket og udstyret i deres åndelige kald, men også til helbredelse, i Jesu Navn. Amen.

Dag 255: Ikke Forhastet, Men Klar, Fast Beslutsom Og Ledt Af Ånden
OP