Til Daglig Andagt

21 Nov: Et Rige, Der Ikke Ændrer Sig

Lad Os Holde Fast I Vores Bekendelse Uden At Vakle
Af Derek Prince

Der er en afbrydelse mellem tro og syn. Det naturlige menneske går ved synet, stoler på sine sanser og tror kun på det, de fortæller ham. Men i det kristne liv, det åndelige liv, skal vi ikke stole på vores sanser. 2 Korinterbrev 5:7 fortæller os: "For vi vandrer i tro, ikke ved at se." Vi vandrer ikke efter vores sanser, men ved tro. Tro relaterer os til et uset, evigt rige, som aldrig ændrer sig. Sansernes verden ændrer sig altid – den er midlertidig, ustabil, permanent og upålidelig. Gennem troen forholder vi os til en anden verden – en verden af evige realiteter og evige sandheder. Når vi forholder os til den verden ved tro, holder vi fast i vores bekendelse uden at vakle.

Hvordan vi reagerer på det pres, Gud tillader i vores liv, afgør, om vi stoler på vores sanser eller vores tro. Hvis vi ændrer vores bekendelse på grund af mørket, så går vi ved vores sanser, for i troen er der intet mørke. Troen er ikke afhængig af sanserne; den ser med et indre åndeligt øje ind i et rige, der ikke ændrer sig, og det stoler på en ypperstepræst, som er uforanderlig. Her er, hvad Jakob sagde om dette problem:

"Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den, der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren, en tvesindet mand, som han er, ustadig på alle sine veje." Jakob 1:6-8.

Denne passage beskriver manden, der vakler. Han startede klar til at spørge – troende, ikke tvivlende – men han holdt ikke fast uden at vakle. Som et resultat bliver han slynget frem og tilbage, kastet rundt af vinden og bølgerne. Midlet er at holde fast i vores tilståelse uden at vakle.

Bøn
Tak, Herre, for at du er trofast – du giver mig håb. Jeg proklamerer, at jeg ikke vandrer efter mine sanser, men ved tro. Jeg vil holde fast ved min bekendelse uden at vakle. Amen.

Til 22 Nov: